Haim kom tilbage på benene efter en sløv start i Tap1
Haim lod virkelig vente på sig tirsdag aften i Tap1. Over en time måtte det storsvedende publikum vente, efter popkometen Maggie Rogers afsluttede sit opvarmningssæt. En lidt utålmodig og ikke mindst tørstig stemning bredte sig langsomt blandt publikum, mens andre vedholdende forsøgte at danse sveden af sig i det ulideligt varme Tap1.
Endelig viste Danielle Haim sig som den første på scenen og startede en livlig trommeintro til åbningsnummeret ‘Falling’ fra søstrenes debutalbum ‘Days Are Gone’.
Haim-søstrene er lidt af et særsyn i musikbranchen. De er et søsterband, de er alle dygtige multiinstrumentalister, modehusene elsker dem, og så er de helt ekstremt karismatiske. Men der var nogle af deres kvaliteter, der ikke for alvor strålede igennem den første halvdel af koncerten.
Selv om Alana Haim gav den som charmerende konferencier, og Este Haim fik fyret op for sit karakteristiske ‘bass-face’, var det tydeligt, at den mellemste søster og leadfigur Danielle ikke var på toppen af sit game den aften. Hun synger lead på de fleste af bandets indspilninger, men på trods af dette kastede hun sig først for alvor ud i at synge på koncertens syvende nummer, den catchy ‘Want You Back’. Lyttede man godt efter, kunne man fornemme, at hun nok var ramt af sygdom.
Herfra fik Danielle dog blod på tanden og tog mere og mere over på sange som ‘Something To Tell You’ og ‘Nothing’s Wrong’ fra gruppens andet album, der udkom sidste sommer. Hendes ‘comeback’ gjorde det tydeligt, at hun er ekstremt essentiel for, at Haim fungerer så godt, som de gør. Hendes rolige, rockede fremtoning og bløde vokal var det tiltrængte modstykke til Este og Alanas skarpe vokaler og goofy attitude, og det var derfor først i koncertens sidste halvdel, at Haim fremstod som den funklende helhed, man ved de er.
Publikum var dog trofaste og støttede bandet med fællessang gennem hele sætlisten, der havde en lige fordeling mellem nye og ældre sange. Koncerten afsluttedes med hittet ‘The Wire’ og ekstranumrene ‘Found It In Silence’ og den virkelig flotte ‘Right Now’. Her var Danielle endelig i stødet med høje udråb og store følelser, hvilket demonstrerede, at søstrenes repertoire sagtens kan udvides i en mindre hook-drevet, mere følsom retning.
Koncerten blev karakteriseret af det, man som koncertgænger helst vil glemme: At vores musikalske idoler også bare er mennesker, der bliver ramt af sygdom og udmattelse i ny og næ. Søstrene kæmpede dog en brav kamp, som det lykkedes dem at vinde til slut med deres bundsympatiske udstråling og veludførte popsange.
Kort sagt:
På trods af Haims mangefacetterede talent var nogle af deres kvaliteter, der ikke for alvor strålede igennem den første halvdel af koncerten i Tap1. Det var tydeligt, at leadfigur Danielle Haim ikke var på toppen af sit game, og lyttede man godt efter, kunne man fornemme, at hun var ramt af sygdom. Søstrene kæmpede dog en brav kamp, som det lykkedes dem at vinde med deres bundsympatiske udstråling og veludførte popsange.