Nå, se: Du kan jo godt, Distortion! Det var godt nok tiltrængt!
Distortion Nørrebro var præget af bros i bar overkrop, der fistpumpede til EDM, stedvis sløv stemning og en generel følelse af, at Distortion var degenereret til et vulgært karneval. Stemningen af shotrørs-fest havde tydeligvis skræmt en del folk væk, for for første gang i lang titd kunne man komme frit rundt til gadefesten.
Men dem der var blevet væk på Nørrebro kom frem fra deres skjul dagen efter. Og på Vestebro var Distortions gadefester alt det, de skal være: Tætpakkede, løsslupne og vidt forskellige.
Krydset mellem Dybbølsgade og Sønder Boulevard var en slags pumpende hjerte, hvorfra der strømmede menneskermasser gennem bydelens blodårer. I retning af Dybbølsgade var der hiphop-ekstravaganza hos Droz Daily Steezin og Chateau Motels ‘The Jungle’-scene, i den modsatte ende, mod Enghave Plads, var der technofest, og midt i det hele kunne du trampe løs til noget, der lød som Vengaboys tilsat reggaeton-vokal (okay, jeg aner ikke, hvad det var…)
Selv når det gik galt, blev stemningen reddet. ‘The Jungle’-festens højtalere sprang vist halvvejs gennem festen, og Artigeardits optræden druknede lidt i den generelle støj. Men fuck det, festen kørte bare videre alligevel. Og hvis lyden ikke altid var i top, så kunne man jo se rappere som svenske Lamix, der præsterede en baglæns salto oppe på scenen.
Den smukkeste damage control blev nok leveret af Distortion-veteranen Eloq. For da musikken slukkede i en længere periode under hans set på Red Bull Music-scenen, vist nok på grund af en slåskamp i publikum, leverede han en festgenoplivning af de helt store. Han fyrede nemlig op for DJ Ötzis ’Hey Baby’. Nej, ikke selve tracket: Han sang nummeret selv og fik publikum til at synge med. Mere skulle der ikke til, så var stemningen god igen.
Det er netop sådan nogle kaotiske, men i sidste ende lykkelige øjeblikke, der gør Distortion så genial. Blandingen af totalt kaos og gensidig kærlighed. Det var alt det, der på en eller anden måde var gået lidt tabt på Nørrebro.
Okay, selvfølgelig er der stadig ting, der ikke helt fungerer for Distortion. Main Street Party-konceptet lykkedes aldrig helt med at tiltrække folk: Både Pumas scene onsdag og Red Bulls scene torsdag, hvor man altså skulle have armbånd for at komme ind, var halvtomme meget af tiden.
Det er det samme problem Distortion har haft, siden festivalen eksploderede i størrelse i 2011: Folk gider ikke betale for gadefesterne. Men hvis ingen betaler for dem, hvordan skal Distortion så betale gildet?
Det har festivalen stadig ikke rigtig nogen fungerende plan for, og det ændrede sig heller ikke i år. Det gør, at gadefesternes fremtid stadig er usikker, for Main Street Parties-konceptet virkede ikke til at være en større succes.
Samtidig er Distortion i år en fest med tre ansigter: Nørrebro er blevet provins-tramp-fest, Vesterbro er der, Københavnerne stadig kommer ud og fester sammen, og Distortion Ø er en fejring af den klubkultur, der engang ejede hele festivalen.
Det er altså en mere og mere splittet Distortion, vi har med at gøre. En opdelt festival, der ikke helt ved, hvad den skal stille op med de titusindvis af mennesker, der dukker op hvert år.
Men de problemer var det nok de færreste, der tænkte på, når de maste sig gennem menneskemængderne på Sønder Boulevard, fra én fest til den næste. Lige her var Distortion nemlig alt det, festivalen skal være: En boble af glad galskab, der ikke giver dig plads til at bekymre dig om noget som helst. Forhåbentlig vender dén følelse tilbage igen næste år.
Læs også: Se billeder: Distortion ramte Vesterbro for fuld udblæsning
Læs også: Distortion: Se masser af billeder fra gadefesten på Nørrebro
Læs også: Her er vores 11 must-see koncerter på Distortion Ø fredag og lørdag
Læs også: Jeg tog til psytrance-fest på Nørrebro og fandt årets vildeste gadefest