First Aid Kits countryrock havde formatet til Orange

First Aid Kits countryrock havde formatet til Orange
First Aid Kit på Roskilde Festival. (Foto: Kasper Månsson/Soundvenue)

Med en myndig ‘Rebel Heart’ stod det allerede ved koncertens begyndelse klart, at den ekstroverte countryrock ville være i fokus under First Aid Kits første koncert på Roskilde Festivals største scene.

En klog disposition, for det var netop dette udtryk, der var udslagsgivende for, at søstrene Klara og Johanna Söderberg leverede en charmerende eftermiddagsseance med både bid og øjeblikke at hengive sig til.

‘It’s a Shame’ nød godt af en percussiv fremdrift, og det offensive rocknummer ‘You Are the Problem Here’, som er søstrenes sydende kommentar til (u)ligestillingsdebatten, tog for alvor kegler og viste et stærkt engagement. Man kunne skære sig på det stålsatte blik i Klaras øjne, idet hun fulgte nummeret op med en flammende brandtale.

Opløftet af dette nærvær faldt man således lidt i staver, når duoen gav sig i kast med de mere generiske takter inden for countrygenren, som de også kultiverer. ‘Postcard’ og ‘Emmylou’ havde slet ikke samme effekt, når man var sporet ind på en mere sitrende frekvens.

First Aid Kits adelsmærke er dog fortsat deres tindrende smukke vokalharmonier, og disse forplantede sig i sjælen under ‘The Lion’s Roar’ og et cover af Kate Bushs ‘Running Up That Hill’, så hårene rejste sig. Ligesom Klara og Johanna med ‘Fireworks’ og ‘My Silver Lining’ skabte et svajende hav af udstrakte arme.

Med charmerende publikumstække og et musikalsk nærvær viste de to svenske søstre, at de absolut har formatet til Orange Scene.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival

First Aid Kit. Koncert. Roskilde Festival, Orange Scene.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af