Iceage i Store Vega var en frådende og massiv triumf

Iceage i Store Vega var en frådende og massiv triumf

Få unge danske rockbands har gennemgået en så eksponentiel udvikling som Iceage. Den københavnske kvartet har bevæget sig fra punkens rendyrkede nihilisme til en varieret form, der hele tiden finder nye udtryksmuligheder.

En proces, man også tydeligt har kunnet bevidne i deres udvikling som livenavn, og som i den grad blev cementeret ved gruppens koncert i Store Vega fredag aften.

Det stod allerede klart med den overbevisende åbning i form af ‘Hurrah’ og ‘Pain Killer’, som varslede, at vi havde en stor og mindeværdig aften i vente. Førstnævnte løftede sig yderligere af bassist Jakob Tvilling Pless’ og guitarist Johan Suurballes Wieths solide backingvokaler, som glimrende supplerede Elias Bender Rønnenfelt.

Omend frontmanden ikke dyrker publikumsinteraktion, var han nærværende og kom da også med en hilsen til Jagtvej 69, som blev ryddet på denne dag for 12 år siden. Et shoutout, der vakte stor jubel hos de første rækker, hvor der både blev moshet og crowdsurfet med udstrakte fuckfingre til den store guldmedalje.

At denne koncert markerede et højdepunkt i livekarrieren, havde kvartetten tydeligvis gjort noget ud af at markere. Flere suppleanter bidrog til det vidunderligt massive lydbillede.

Som fast mand på tamburin gennem hele koncerten leverede Joakim Nørgaard fra First Hate rytmisk og klanglig variation, der på fremragende vis supplerede Dan Kjær Nielsens enkelt betonede trommespil. Ligesom Nils Grøndahls syngende violin draperede seancen i et spøgelseslignende skær, og den tidligere Sods/Sort Sol-guitarist Peter Peter givetvis genoplevede minderne fra dengang, han selv var med til at definere dansk punk, under voluminøse versioner af ‘White Rune’ og ‘The Day the Music Dies’, hvor hele tre guitarer var i spil.

Disse gæstemusikere var dog blot icing on the cake, og det var en fornøjelse at bevidne, hvor fremragende et liveband, Iceage har udviklet sig til. At sammenligne med Nick Cave and the Bad Seeds ligger lige for med de jakkesætklædte medlemmer anført af en spankulerende og gestikulerende scenebetvinger.

En association, der dog ikke kun blev vakt af de ydre rammer, men så sandelig også takket være den musikalske spændvidde og myndighed bandet viste, og som publikum taknemmeligt responderede på.

Iceages hidtil største klubshow i Danmark viste med al tydelighed, at de har udviklet sig til et formidabelt livenavn, hvor frådende energi og musikalsk diversitet perfekt smelter sammen.


Kort sagt:
Med nærvær, intenst samspil og glimrende gæstemusikere viste Iceages hidtil største danske klubkoncert med al tydelighed, at de har udviklet sig til et formidabelt livenavn, hvor frådende energi og musikalsk diversitet perfekt smelter sammen.

Læs interview: Iceage har en evig ambition om at smadre deres egne regler

Iceage. Koncert. Store Vega. Setliste HurrahPain KillerUnder the SunPlead the FifthThe Lord's FavouriteThieves Like UsAbundant LivingBalm of GileadBeyondlessWhite RuneThe Day the Music DiesTake it AllMorals Plowing into the Fields of LoveEcstacyBroken HoursCatch it
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af