Distortion har efterhånden raset gennem København i over to årtier, og de seneste år har gadefesterne vokset sig så store, at de nu er deciderede folkefester. I år kommer gadefesterne endnu engang til Nørrebro og Vesterbro, men som noget nyt vil der nu også være en scene i Kødbyen.
Red Bull har nemlig netop annonceret, at de står for Vesterbros største event til Distortion 2019. Den 30. maj holder energidrikken først gadefest i området foran Øksnehallen i Den Brune Kødby fra klokken 15.00-22.00, hvorefter arrangementet rykker ind i selve Øksnehallen, hvor festen fortsætter helt til klokken 03.00 om natten.
De første fire navne er også blevet annonceret til eventet: Den irske rapper Rejjie Snow og den amerikanske synthpop-troldmand Toro Y Moi kommer forbi, og det samme gør danske Fool og Wiinston. Værtsrollen bliver varetaget af Sara Frost, og flere navne vil blive annonceret på et senere tidspunkt.
Den store scene i Den Brune Kødby markerer et nyt skridt for Distortion, der de senere år har prøvet at få mere kontrol over gadefesterne ved at introducere særlige festivalområder, hvor adgang kræver Gadearmbånd eller Distortion-armbånd. Man skal således også have et af de to armbånd for at komme ind til årets Red Bull-fest. Samtidig er det også nyt, at en scene kommer til at fungere som både gade- og efterfest.
Red Bull Stage at Distortion Vesterbro
30. maj – 15.00-03.00
Den Brune Kødby/Øksnehallen
Lineup – indtil videre:
Rejjie Snow (IE)
Toro Y Moi (US)
Fool (DK)
Wiinston (DK)
Læs mere om eventet på Facebook HER.
Læs også: Distortions skæbneår: Hvordan 2011 ændrede festivalen for altid