15. ’22’ (fra ‘Red’)
En af de måske mere fjollede Swift-sange får lige akkurat sneget sig med på listen. Sangen, som enhver Swiftie med respekt for sig selv har danset til på deres 22-års fødselsdag (hvis det altså var muligt), er nok ikke hendes mest elegante øjeblik, men de pjattede linjer om at klæde sig ud som hipstere, blive forelskede i fremmede og drømme i stedet for at sove har alligevel en kerne af noget dejligt ungdommeligt og ægte. Når det Max Martin-pumpede omkvæd sætter ind, skal man altså virkelig være gammel og kedelig for ikke at føle sig bare lidt ’22’.
14. ‘Tim McGraw’ (fra ‘Taylor Swift’)
Tim McGraw fra 2006 er intet mindre end Taylor Swifts debutsingle, og af den grund har den noget lidt særligt over sig. Det er en smuk countryballade, som besidder mange af de træk, der stadig udgør dna’et i hendes sangskrivning; en kærlighedshistorie fortalt gennem et bedrøvet tilbageblik, levende, filmiske tekster og masser af lap steel-guitar.
Med det simple hook »When you think Tim McGraw / I hope you think of me« lykkedes det Swift at indkapsle essensen af en teenage-sommerromance, og naturligvis var hele verden solgt tilbage i 2006.
13. ‘New Year’s Day’ (fra ‘Reputation’)
Taylor Swift er først og fremmest sangskriver. Musikken starter på det helt basale plan, og oftest (specielt på de senere album) bliver der så bygget til med diverse dele fra Max Martin og andre stjerneproduceres maskinrum.
Men ikke på ’New Year’s Day’, der skiller sig markant ud fra resten af lyden på ’Reputation’. Jack Antonoff (og ikke de svenske hitmagere) har hjulpet til, og her er det altså bare klaver, guitar og Swifts stemme, der driver den virkelig flotte ballade om at holde fast i kærligheden, relationerne og minderne, selv når modgangen uundgåeligt rammer.
12. ‘Red’ (fra ‘Red’)
Titelnummeret fra Swifts femte album er en slagkraftig countryrock-skæring med en massiv stadionlyd, der består af en tilsyneladende absurd blanding af banjoriff, storladne strygere, autotune og et pulserende fire-i-gulvet-beat.
Det lyder som en noget umage blanding, men sammen skaber de mange elementer en non-stop fremdrift, der øjeblikkeligt vil fremkalde en akut lyst til at køre bil på landevejen med åbent vindue og vind i håret (tip: Det virker også på cykel).
11. ‘Getaway Car’ (fra ‘Reputation’)
’Getaway Car’ er på mange måder prototypen på en Swift-popsang post-’1989’, men det Jack Antonoff-producerede track har alligevel noget særligt at byde på, når Swift synger om et forhold, der er dømt til at fejle fra begyndelsen: »I knew it from the first old fashioned, we were cursed«.
I løbet af sangens forløb kan man som lytter passende spørge sig selv, om det egentlig er de glubske paparazzier eller forholdet, Swift flygter fra i sin ’Getaway Car’. Og apropos ingenting, så skal der lige lyde et skud ud til den herlige modulation op til c-stykket – et sjældent syn i popmusikken, der ellers oftest modulerer mellem omkvæd.
10. ‘Mine’ (fra ‘Speak Now’)
Det kan være svært at huske i dag, men der var en tid, hvor Taylor Swifts stærkeste sange også var de mest sukkersøde. En naiv, fantasifuld tid før break-up-sangene, og før hun legede superskurk på ’Reputation’. Dengang hun lavede sange om ‘Romeo og Julie’ – eller sange som netop ’Mine’, der er en helt igennem perfekt romance, hvor kærligheden overvinder alt.
Swift iscenesætter det hele som filmsekvenser med dialog og en sætning (»you made a rebel of a careless man’s careful daughter«), der indkapsler sangens kerne. Siden har mange kritiseret Swifts romantisering af ægteskabet og uskylden, men i virkeligheden er det jo uskylden og fantasien, der gør de tidlige countrysange så fantastiske – og Swift virker samtidig også bevidst om, at det er en fantasi, hun hengiver sig til her.
9. ‘We Are Never Ever Getting Back Together’ (fra ‘Red’)
Sangen er den første, Swift lavede med den svenske superproducer Max Martin (manden bag hits for Britney, Backstreet Boys og en million andre), og resultatet er en single, der er lige så storladen og frygtløst bombastisk, som hendes tidlige sange er trillende og stilfærdige. ’We Will Rock You’-store trommer og cheerleader-fællessang i stedet for countryguitar og forsigtige fortællinger. Forvandlingen til popstjerne var fuldendt.
8. ‘I Knew You Were Trouble’ (fra ‘Red’)
Det var som om Taylor Swift tænkte: »Okay, hvis jeg alligevel skal væk fra country, kan jeg lige så godt tage den hele vejen«.
For ’I Knew You Were Trouble’ er ikke bare et forsigtigt skridt væk fra countryrødderne. Det er et fuldt favntag med storladen, bombastisk pop – og ikke bare det: Det her har endda dubstep-elementer samt en Swift, der nærmest synger om kap med både skrigende synths og vibrerende wobble-effekter. Selve omkvædet er centreret om et ordløst »oh!«, hvilket på en måde markerer det præcise tidspunkt, hvor Taylor Swift hengiver sig totalt til det nye og bliver noget andet – og mere – end en countrymusiker.
7. ‘Call It What You Want (fra ‘Reputation’)
På ‘Reputation’ tillod Swift sig selv at være sårbar og adresserede nogle af de bagsider, der er fulgt med hendes berømmelse, og ‘Call It What You Want’ er et af de allerfineste øjeblikke på det ellers lidt identitetsforstyrrede album fra 2017.
Her synger hun om, hvordan hendes udkårne (kæresten Joe Alwyn) elsker hende på trods af hendes tumultariske tilværelse, og der er en ro i den bløde Jack Antonoff-produktion og i Swifts stemme, som man sjældent har oplevet før.
6. ‘Delicate’ (fra ‘Reputation’)
Vi bliver ved ‘Reputation’ og temaet om kærlighed i berømmelsens skyggeside. Visse steder på albummet pustede Swift sig lidt unødvendigt (og akavet) op, men på ’Delicate’ bliver narrativet vendt på hovedet. I mødet med en ny kærlighed (igen; formentligt den nuværende kæreste Joe Alwyn) rammer usikkerheden, for hvad nu, hvis han tror på alt det, der står på internettet?
»My reputation’s never been worse, so / you must like me for me«, synger hun med bævrende tvivl i stemmen, og med blid tropical house-vuggen og vocoder på vokalen for maksimum føle-føle ender ’Delicate’ som et ømt lille mesterstykke om alle de flagrende tanker, der rammer i starten af et friskt forhold.
På den måde er ‘Delicate’ (også på tracklisten) en forløber til ‘Call It What You Want’ – usikkerheden, der udvikler sig til fuldblodskærlighed.
5. ‘Wildest Dreams’ (fra ‘1989’)
Det her er perfekt break-up-materiale (og efter sigende Charli XCX’s Swift-favorit!). Powerballaden bekender, at »nothing lasts forever« og beskriver begyndelsen på enden i et forhold og de perfekte (vilde) drømme, man håber at se ekskæresten i, når det er slut.
Der er intet subtilt her – hverken i trommerytmen, der lyder som pulsslag, det storladne strygeromkvæd, eller den triste Swift, der har lånt en portion melankoli fra kollegaen Lana Del Rey. Det er så overdrevet, at der nærmest kun kan findes to reaktioner: Enten vender man øjne, eller også løber de i vand. For os er det det sidste.
4. ‘Love Story’ (fra ‘Fearless’)
Hvis der er noget, Taylor Swift altid har været god til, er det historiefortælling – og ’Love Story’ er et af de allerbedste eksempler. Det klassiske countrynummer med banjo, violin og slideguitar kunne være endt med at være så ufatteligt corny – og det vil onde tunger nok også hævde, at det er – men i Swifts hænder bliver den våde teenagefantasi om kærlighed, som den er portrætteret i eventyr og film, til virkelighed.
I dette univers ender Shakespeares tragiske historie om Romeo og Julies fatale kærlighed ikke med to døde, forelskede teenagere. I stedet bliver sangens euforiske modulation op til det sidste omkvæd, hvor Romeo frier til Swifts Julie, en perfekt ode til den uskyldige kærlighed, der overvinder alle hindringer, hvis vi bare vil lade den.
3. ‘You Belong With Me’ (fra ‘Fearless’)
Her er der virkelig tale om quirky-Taylor, når hun er bedst. Udover et fremadstormende, luftguitar-inducerende omkvæd hiver denne poprockede Swift-klassiker også en betydelig del af charmen hjem på den elskværdige musikvideo, hvor en nørdet Swift med store briller og snuden begravet i lektierne forsøger at score den blonde nabodreng.
Selv om hele videoens præmis om den lidt kejtede generte pige, der til slut vinder en fyr for snuden af skolens populære, pinkklædte pige, er en lidt udtrådt kliché, er det svært ikke at lade sig rive med af Swifts dans på teenageværelset og sangens håbløst forelskede tekst.
Her finder man desuden en af de mest catchy linjer i hele hendes repertoire: »She wears short skirts, I wear t-shirts / she’s cheer captain, and I’m on the bleachers«. Det er altså Swift-poesi af allerhøjeste karat.
2. ‘Style’ (fra ‘1989’)
’Style’ emmer af god stil. Titlen rummer sofistikerede dobbeltbetydninger, der både henviser til sangens inspirationskilde, Harry Styles, mens den samtidig fungerer som en metafor om kærlighed som en trend med udløbsdato. Dette understreges af tekstens mange henvisninger til tøj i omkvædet: »You’ve got that long hair slick back, white t-shirt / and I got that good girl faith and a tight little skirt«.
Det simple guitarriff og den pulserende sidechain-bas går igennem hele det minimalistiske track, uden at det på noget tidspunkt bliver ensformigt, og de tunge synths og den rendyrkede poplyd understreger i høj grad, at Swift nu har lagt sine musikalske countryrødder bag sig.
Det efterlader os med indtrykket af en mere moden Swift, end vi har oplevet tidligere i hendes repertoire. I ’Style’ er kærligheden ikke længere rosenrød, og når det går galt, er begge parter lige gode om det, som Swift synger i linjen: »He says, what you heard is true but I / can’t stop thinking about you and I / said I’ve been there too a few times«.
1. ‘Blank Space’ (fra ‘1989’)
Den mest Taylor Swift-agtige sang måske nogensinde er også den bedste. Nummeret er alt, vi kom til at elske hende for i hendes popæra, og produktionen er selvfølgelig af poparkitekterne Max Martin og Shellback, der spillede en stor rolle i at få Swifts poppede lyd på ‘1989’ til at fungere så godt. Det er perfekt underspillet, men stadig hårdtslående, og gør plads til Swifts legende vokal og poppede melodier.
Teksten er peak-Swift: På fænomenal og selvironisk vis erkender hun, at hun har en »long list of ex-lovers« (den linje mange hørte som ‘starbucks lovers’), men stadig kaster sig hovedkulds romantisk videre til sin »next mistake«, fordi »look at that face«. Den kærlighedsfordrukne og overdramatiske karakter, Swift spiller, var en stærk kommentar til mediernes, på det tidspunkt, ubarmhjertige udstilling af hende og viste endnu en gang, at hun ikke er bleg for at slå fra sig eller udstille sig selv, så længe hun tager sine fjender med i faldet.
Videoen, hvor hun med et sindssygt blik i øjnene igen spiller op mod en alt for pæn mand i et alt for pænt hus i et alt for giftigt forhold, var prikken over i’et for ‘Blank Space’, som endte med at blive både en af hendes bedst sælgende, mest populære sange og et karrierehøjdepunkt rent kunstnerisk.
Den er simpelthen essensen af Taylor Swift og rummer alle de ting, hun gør allerbedst; den enormt stærke popsang, den skarpe, spydige tekst, og videoen, der på én gang er drømmeverden og mareridt. Om hun nogensinde kommer til at toppe ‘Blank Space’ er ikke til at sige. Men uanset hvad har hun allerede vist os »incredible things«. Og ja – »the highs« var »worth the pain«.
Læs også: The Weeknds 15 bedste sange – rangeret