I weekenden var alle amerikanske sportsøjne rettet mod Chicago, der var værtsby for den traditionsrige All-Star Weekend i NBA, hvor basketballligaens største stjerner deltog i forskellige events og spillede den prestigefyldte opvisningskamp.
NBA blev for nyligt ramt af en hjerteskærende tragedie, da et helikopterstyrt kostede 41-årige Kobe Bryant, hans 13-årige datter Gianna og syv andre personer livet, og All-Star-weekenden var i år dedikeret til den tidligere Lakers-spiller.
Flere musikere var på banen med optrædener tilegnet stjernens minde. Overraskende var det dog, at den ellers sky Dr. Dre havde lavet en hyldestvideo til Bryant. Forklaringen skal nok findes i, at basketstjernen spillede alle sine 20 NBA-sæsoner for Los Angeles Lakers og havde en frelserlignende status i den by, som Dr. Dre har repræsenteret i hele sin succesrige musikkarriere.
Herudover bød aftenen også på en optræden fra Jennifer Hudson, der sang ‘All We Know (We May Meet Again)’ før kampen, mens Common satte All-Star-kampen i gang med en smuk spoken word-hyldest til Chicago, hvor der var referencer til alle lige fra Barack Obama til Kobe Bryant.
I pausen spillede Chance the Rapper et stort show med gæster som Quavo og Lil Wayne. Her hyldede Chance Bryant med sin gospelsang ‘I Was a Rock’, som han oprindeligt skrev, da han skulle mindes Muhammad Ali i 2016.