Princes Nokia udgav to album samme dag: Det ene giver dig en krammer, det andet brænder hele lortet ned
»All my albums differ, and I am really proud of that / people think it’s silly, but I will never dial back«.
Sådan rapper Princess Nokia på ‘The Conclusion’, afslutningsnummeret på sit nye album, ‘Everything is Beautiful’. For lige at understrege sin egen pointe udgav den nonbinære rapper (der derfor bruger de kønsneutrale pronominer de/dem) samme dag den umiddelbart diamentrale modsætning ‘Everything Sucks’.
På et rent sonisk plan kunne de to album næppe være mere forskellige – i hvert fald ikke uden at ophøre med at være hiphop. ‘Everything is Beatiful’ er fyldt med organiske, soulede beats, der har vakt en del sammenligninger med Chance the Rapper, men som for den sags skyld tit lyder som noget, The Roots kunne have lavet i deres storhedstid.
‘Everything Sucks’ bruger derimod fortrinsvis hårdføre, til tider decideret industrielle trapbeats, som Princess Nokia arrigt råber henover.
Alligevel er de to album ikke så forskellige på et tematisk plan, som de noget hyperbolske titler antyder. ‘Everything is Beautiful’ afbilder en verden, der er fuld af uretfærdighed, men hvor man stadig prøver at få det bedste ud af sit liv – mens ‘Everything Sucks’ handler om, når det hele bliver så slemt, at man får lyst til at brænde hele lortet ned.
At ‘Everything is Beautiful’ netop ikke er det glansbillede, man kunne antage, gør det dog blot til en større humørspreder. Når de rapper om at være i gæld på ‘Wash & Sets’, eller om at være på flugt fra politiet på ‘Green Eggs & Ham’, har det så meget mere vægt, at albummet alligevel altid kan vende tilbage til en glad Princess Nokia.
Det har dog også den hage, at diverse problemer, der bliver bragt op, ikke bliver udforsket det store. ‘Everything is Beautiful’ går aldrig rigtig i dybden med noget som helst, men er dog absolut en vitaliserende, opmuntrende musikalsk krammer fra start til slut.
Ligeledes er ‘Everything Sucks’ ikke ren vrede. På ‘Gross’ og ‘Fee Fi Foe’ rapper Nokia om, hvor meget de er sejere end alle andre rappere, og ‘I Like Him’ er egentlig blot en fræk sexsang. Men her er framingen konsekvent. De iscenesætter sig selv som en edgy badass, der koldt og brutalt kan overvinde alt.
Nokia sammenligner flere steder sig selv med monstre og psykopater, og albummet er generelt svøbet til i horroræstetik – på hooket til ‘Crazy House’ formår de endda at beatboxe på en måde, der lyder som filmmonsteret The Babadook. Det er atter en gribende musikalsk retning. De hårdkogte, grimme beats gør, at man nærmest selv føler sig som et monster, der er klar til at flænse alt, der kommer i vejen for en.
Albummet når et højdepunkt med den alvorlige ‘Just a Kid’, der vender Princess Nokias oplevelser med at blive misbrugt som barn, og hvilke vedvarende effekter, disse har haft. Det åbner en helt ny dør for værket – en retning, der havde været spændende at fortsætte udi, hvilket desværre ikke sker, da ‘Just a Kid’ er afslutningsnummeret. Men det gør selvfølgelig, at mørket på albummet ender med at føles som andet end blot en æstetik.
Det er både en styrke og en svaghed, at Princess Nokia konstant kaster sig ud i nye stilarter. Det gør dem til en konsekvent spændende kunstner at følge med i, men jeg føler også, at de til tider viser et potentiale, der kunne lede til noget endnu bedre, hvis de skærpede det, der allerede havde vist sig at fungere godt.
‘Everything Sucks’ og ‘Everything is Beautiful’ er begge virkelig gode til at etablere en fængslende stemning – og hvis Princess Nokia i fremtiden brugte disse koncepter som plantegninger for mere dybdegående værker, kunne magi ende med at opstå.
Kort sagt:
Princess Nokia har udgivet to vidt forskellige album: Varm, organisk soulrap og hårdkogt, arrig horrortrap.