Det er tit de store festivaler og koncerter, der løber med opmærsomheden, når de bliver aflyst eller udskudt. Men i disse svære corona-tider er det vigtigt ikke at glemme de små, uafhængige klubber og spillesteder, der har særdeles hårde kår, nu hvor det nærmest er blevet et moralsk imperativ at blive hjemme.
Et af de steder, der med egne ord er i fare for at gå konkurs, er Ved Siden Af, en af de mest originale og ambitiøse natklubber i København.
For at afværge krisen holder klubben nu et digitalt støtteevent, hvor du kan livestreame dj-sets af Anastasia Kristensen, Cockwhore & Macho, Ctrls, Frederik Tollund samt et back-to-back set af Elias Gozal og My Gander. Det sker på lørdag den 21. marts kl. 20.00-02.00.
Formålet er at skabe opmærksomhed omkring en Go Fund Me-indsamling for Ved Siden Af, der skal hjælpe stedet med at holde lysene tændt.
»Hjælp os med at forebygge en finansiel katastrofe og bidrag til at holde vores drøm om et sikrere, mere diverst og inklusivt natteliv i København levende«, står der blandt andet på Facebook-eventet.
Natklubben Culture Box har ligeledes startet en fundraiser. »Vi har lavet denne crowdfunding-kampagne i håbet om at sikre fremtiden for vores klub og spillested«, lyder det blandt andet fra natklubben på Facebook.
»Til dig, der har midlerne til det, beder vi nu om en donation for, at klubben kan fortsætte lige så stærkt efter COVID-19 krisen«, skriver Culture Box inde i selve fundraiseren.