I dag er det 20 år siden, at ni mennesker mistede livet under en Pearl Jam-koncert på Roskilde Festivals Orange Scene.
På årsdagen for tragedien har Pearl Jam-guitarist Stone Gossard forfattet en udtalelse, som er blevet delt på Seattle-rockbandets website.
»Hver dag bliver vores hjerter ved med at gøre ondt, og vores maver bliver ved med at dreje sig ved tanken om disse unge mænd, der døde, og hvad der kunne have været anderledes, hvis bare … men intet ændrer sig«, skriver Gossard blandt andet og fortsætter:
»Og vores smerte er en tusindedel af den, familierne oplever… mødrene og fædrene, søstrene og brødrene, bedste venner…
Vores dybeste kondolencer og undskyldninger til familierne, der mistede deres drenge den dag«.
Roskilde Festival har også delt et opslag, der mindes tragedien.
»Det er 20 år siden, at en næsten utænkelig tragedie ramte et sted, hvor samhørighed og livsglæde blev fejret«, skriver festivalen og viser billeder af mindestenen på Dyrskuepladsen.