15. ‘Save Your Tears’ (fra ‘After Hours’)
På 2020-albummet ‘After Hours’ gennemførte The Weeknd eventyrets hjemme-ude-hjemme-bevægelse. Han havde været først lokal undergrundssensation, derefter verdensstjerne, og var endelig vendt hjem til sin egen iskolde hjemby Toronto.
‘Save Your Tears’ lyder som en smuk og kølig afsked med Los Angeles superstjerneliv: »Save your tears for another day«, synger Abel Tesfaye, og det lyder som en sidste hilsen før privatjetten letter og flyver ham væk gennem vinternatten.
Det er glitrende popmusik, der er ekstremt poleret uden at miste det personlige; det er glanspop, men det er stadig The Weeeknd.
14. ‘Belong to the World’ (fra ‘Kiss Land’)
Det undervurderede ‘Kiss Land’-album fra 2013 var en spagat. Albummet prøvede at forene det nihilistiske verdenssyn fra ‘Trilogy’-udgivelserne med en renere, mere poppet lyd, som sangeren selv har beskrevet som »cinematisk«. Mange af sangene var fem, seks eller syv minutter lange.
‘Belong to the World’ inkarnerer albummets ambition. Singlen sampler det dundrende beat fra Portisheads ‘Machine Gun’ (eller, det påstår bandets Geoff Barrow i hvert fald), mens The Weeknd endnu engang kredser om den evigt umulige kærlighed med nogle af sine mest arketypiske linjer overhovedet: »I’m not a fool / I just love that you’re dead inside«.
Både ‘Belong to the World’ som single og ‘Kiss Land’ som helhed floppede kommercielt. Men i dag står de som en fascinerende mellemvej mellem mixtape-Weeknd og mainstream-Weeknd.
13. ‘Tell Your Friends’ (fra ‘Beauty Behind the Madness’)
Det var opsigtsvækkende nok, da The Weeknd lavede ‘Can’t Feel My Face’, der blev et gigantisk hit, selv om sangen knapt nok skjulte, at den handler om stoffer. Men på ‘Tell Your Friends’ prøver han ikke engang at gemme sin dystre side væk.
Det er nærmest som om Tesfaye troller os: Over et uskyldigt soulet beat (der blandt andet er produceret af Kanye West) triller The Weeknd et småsnakkende sangflow afsted, der virker helt uskyldigt, indtil man hører teksten: »I’m still that nigga with the hair / singin’ bout poppin’ pills, fuckin’ bitches«, lyder det eksempelvis i første vers.
Det er næsten som om, The Weeknd blærer sig med, hvor beskidt han kan lyde, selv når han er på sit mest poppede højdepunkt.
12. ‘Out of Time’ (fra ‘Dawn FM’)
The Weeknd har altid elsket Michael Jackson, så derfor er det måske ikke vildt overraskende, at hans nyeste album ’Dawn FM’ byder på en ballade i stilen fra forbilledet. Men der er noget nyt og uventet i måden, Abel Tesaye fortolker den musikalske arv på her.
For det her er ikke den dramatiske MJ-fortolkning fra ’Dirty Diana’-coveret fra ’Echoes of Silence’ eller den storladne stadionpop fra ’Can’t Feel My Face’. I stedet får vi The Weeknds måske mest sårbare og personlige sang til dato.
På ‘Dawn FM’ kommer ’Out of Time’ lige efter en monolog af Jackson-produceren Quincy Jones, der kortlægger sine egne problemer med at knytte bånd, og nummeret handler så også om Tesfayes egne traumer – og hvordan de ødelægger kærlighedsforhold for ham.
11. ‘High For This’ (fra ‘House of Balloons’)
‘High For This’ er den første sang fra The Weeknds første mixtape. Det er selve introduktionen til Abel Tesfaye. Eller måske er det i virkeligheden mere en advarsel. Et ‘Parental Advisory’-klistermærke for hele karrieren.
Beatet sitrer og runger, som om sangens verden er ved at blive revet fra hinanden, Tesfayes stemme er allerede her krystallisk og næsten sansebedøvende smuk – og teksterne handler om, at du nok hellere må være høj, før du bevæger dig ind i det her univers.
‘High For This’ er sitrende, dragende og en smule skræmmende, og det gør den til den perfekte intro. Ikke bare til ‘House of Balloons’, men til hele The Weeknds oeuvre.
10. ‘Drunk In Love’-remix
Beyoncés ‘Drunk In Love’ handler om kærlighed. De berusende midler, der også besynges, indgår bare for at forstærke følelsen. Men hos The Weeknd er rusen (selvfølgelig) det centrale: Hans version af sangen er væsentlig mere ‘drunk’ end ‘in love’.
Han popper piller, besvimer og er sammen med modeller, hvis næse løber efter for meget kokain. Der er næsten noget hånligt over den måde, hans stemme forvandler alt det beskidte og besudlede i teksterne til en virkelig smuk sang.
Det fordærvede forenes med det skønne på en måde, som ingen andre end The Weeknd kan. Til sidst har man næsten glemt Beyoncés original – og det er der (igen) ingen anden end The Weeknd, der kan få til at ske.
9. ‘Less Than Zero’ (fra ‘Dawn FM’)
Det sidste nummer fra 2022-albummet ’Dawn FM’ udforsker en uventet følelse for en popsang: Resignation. »I’ll always be less than zero«, sukker The Weeknd og lyder som om, han accepterer, at han ikke kan opnå den kærlighedsrelation, han dybest set ønsker sig.
‘Less Than Zero’ er en unhappy end, som er en opera værdig. Vores tragiske protagonist er ved at dø af ulykkelig kærlighed og synger en sidste arie om sin ulykke. Det er storladen, sørgelig, smuk pop, der føles tidløs.
8. ‘Can’t Feel My Face’ (fra ‘Beauty Behind the Madness’)
Det her er øjeblikket, hvor popstjernen The Weeknd bliver uundgåelig. Momentet, hvor de Michael Jackson-ambitioner, Abel Tesfaye selvsikkert fremlagde i interviews, pludselig ikke virkede så storhedsvanvittige længere.
Han træder ud af de dystre skygger, han færdedes i på sine mixtapes, og ind i en klar, umiddelbar melodisk poplyd, der endda er produceret af überhitmageren Max Martin.
De tidligere så beskidte tekster er pludselig pakket ind, så man kun ved, at sangen handler om at sniffe kokain, hvis man forstår tekstens dobbeltbetydning. På den måde bliver The Weeknds lyd tydelig som aldrig før, men hans tekster begynder at tale i kode.
7. ‘Wicked Games’ (fra ‘House of Balloons’)
Allerede på The Weeknds første mindre hit, ‘Wicked Games’, kan man finde de berømte linjer, der indkapsler sangeren perfekt: »Bring your love, baby, I could bring my shame / bring the drugs, baby, I could bring my pain«.
Dén blanding af umulig kærlighed, dulmet smerte og uendelige stoffer var den perfekte intro til Abel Tesfayes mørke r’n’b-projekt, og det er en mikstur, der stadig er ekstremt aktuel i dag, hvor hitlisterne bliver overtaget af depressive, druggy emo-rappere, der nærmest lyder som om, de efterligner Tesfayes destruktive livsstil.
Da den udkom, lød ‘Wicked Games’ som et syret indblik i én specifik canadiers dekadente livsstil. Nu lyder den som indvarslingen af en æra, hvor stoffer, depression og ulykkelig kærlighed dominerer store dele af tidens popmusik.
6. ‘Twenty Eight’
Da The Weeknd skulle udgive sine tre første mixtapes officielt under navnet ‘Trilogy’, var det som om, han besluttede sig for at skabe en sidste sang, der skulle indkapsle hele hans persona i ét perfekt nummer. Sådan føles ‘Twenty Eight’ i hvert fald, sangen der blev tilføjet til udgivelsen som bonustrack.
En engleagtig vokal besynger de mest beskidte scenarier, og produktionen går fra et forspil med minimalistisk klaverballade til et løssluppent orgie. Det var en af de sidste sange, hvor The Weeknd udelukkende bevægede sig i skyggerne, og det er en af hans allerbedste.
5. ‘Starboy’ (fra ‘Starboy’)
‘Starboy’ er en sejrsrunde. Det er en sang om, at The Weeknd gjorde lige præcis det, han sagde han ville gøre, og at det føles vidunderligt. Selv hans reservekæreste er uopnåelig: »Main bitch out your league too, ah / side bitch out of your league too, ah«. Manden, der før var for beskidt til radioen, er blevet verdens største stjerne og nyder det til fulde.
Men udover at sangen indkapsler en følelse af ublandet eufori, der er yderst sjælden i The Weeknds diskografi, er det også imponerende, hvor ubesværet canadieren skifter fra nedbarberede r’n’b-beats til at danse henover Daft Punks elektroniske musik, alt imens han bibeholder den arrogance, han har taget fra hiphoppen.
4. ‘Blinding Lights’ (fra ‘After Hours’)
Da ‘Blinding Lights’ udkom, vidste ingen, hvad corona var for noget. Det var en helt anden verden. Men The Weeknds gigantiske verdenshit skulle vise sig at være en af de få ting, der forblev uforanderlige i pandemiens æra.
‘Blinding Lights’ gik simpelthen aldrig væk. Som om de sædvanlige regler for, at ethvert hit på et tidspunkt bliver irriterende, ikke gjaldt. Som om lige akkurat den sang har noget, der gør, at man stadig bliver opløftet hver gang, dens smukke, glitrende melodier klinger frem.
Dermed mindede The Weeknd os i virkeligheden om, at pandemier kommer og går. Men sange som ‘Blinding Lights’ forbliver.
3. ‘The Hills’ (fra ‘Beauty Behind the Madness’)
‘The Hills’ er et mareridt. Abel Tesfaye synger gennem forvrængede effekter, der er skrig i baggrunden, og beatet kører uafbrudt videre, alt imens stemningen bliver mere og mere desperat. »When I’m fucked up / that’s the real me«, synger han et sted – og er dén linje ikke i virkeligheden nøglen til hele The Weeknds tekstunivers?
Selv hos en artist som The Weeknd er ‘The Hills’ exceptionelt dyster og depraveret. Det utrolige er så, at det her ikke er en sang fra hans nihilistiske dage som mixtape-artist, men faktisk en af de største singler fra gennembrudsalbummet ‘Beauty Behind the Madness’.
Det er det fantastiske ved ‘The Hills’: Det er her, The Weeknd beviser, at han kan skabe et globalt pophit uden at censurere noget af sin persona væk. På ‘The Hills’ hengiver han sig totalt til mørket – og hele verden kastede sig ind i natten sammen med ham.
2. ‘House of Balloons / Glass Table Girls’ (fra ‘House of Balloons’)
Det kan være svært at huske, men der var en tid, hvor der ikke var specielt meget, der tydede på, at The Weeknd skulle være popstjerne. En tid, hvor sangeren stadig var en anonym, lidt uhyggelig skikkelse, der skabte musikalske verdener så druggy og ubehagelige, at man næsten følte sig beskidt, hvis man lyttede alt for længe.
Det var en tid, hvor han skabte ting som den næsten syv minutter lange dobbeltsang ‘House of Balloons / Glass Table Girls’, der først syrer totalt ud i en hedonistisk rus for derefter at soundtracke det uundgåelige comedown, hvor den ekstatiske feberdrøm skifter til mareridt.
I første halvdel er der »woah!«-udråb, et pulserende beat og en Tesfaye, der citerer Siouxsie and the Banshees: »This is a happy house, oh, this is fun, fun, fun, fun«.
Men sarkasmen i omkvædet er svær at overse. Og alle illusioner om, at det hele stadig skulle være sjovt, forsvinder i sangens anden halvdel, hvor tinnitus-mimende sirener syrer ud over et forvrænget beat, mens Abel Tesfaye rapper (!) om, at alt er ved at blive til et mareridt. Til sidst er der ikke andet tilbage end at besynge glasbordet, hvor den næste bane kokain skal kridtes op.
1. ‘The Morning’ (fra ‘House of Balloons’)
‘The Morning’ er en morgenvise til alle dem, der vælter ud i sollyset efter en søvnløs nat med røde øjne og afbrændte serotonindepoter. Men i modsætning til de fleste af Abel Tesfayes tidlige sange er det ikke det fremmedgjorte og fordærvede ved festen, der fremhæves.
‘The Morning’ er mere en form for lys, medfølende hyldest til alle dem, der ikke går hjem, når de burde, men tager den lidt (okay: meget) for langt hver gang – til dem, han kalder »zombies of the night« i sangens andet vers.
Det er som om, Abel Tesfaye synger til og for dem, der ikke ser solopgangen som en gryende dag, men som en truende fjende. Dem, der er ligesom ham selv. Der er en omsorg og ømhed i den hyldest, der gør ‘The Morning’ til The Weeknds måske smukkeste sang.