The Weeknds 15 bedste sange – rangeret

Den 21. marts kan The Weeknds skelsættende debut-mixtape ‘House of Balloons’ fejre 10-års jubilæum. I den anledning har vi opdateret vores liste over canadierens bedste sange, så den også inkluderer materiale fra sidste års ‘After Hours’.
The Weeknds 15 bedste sange – rangeret
The Weeknd.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

15. ‘The Birds pt. 1’ (fra ‘Thursday’)

Fra en nyere anti-kærlighedssang til en ældre en af slagsen: »Don’t make me make you fall in love with a nigga like me«, advarer The Weeknd af sine fulde lungers kraft, mens marcherende trommer hvirvler støv op i baggrunden. Til sidst synger Abel Tesfaye den samme linje over en trillende guitar, så sangen næsten virker som om den prøver at forføre dig, selv om teksten hævder det modsatte. Det gør ‘The Birds pt. 1’ til en både storslået episk og selvmodsigende sang om for enhver pris at undgå kærligheden – hvilket på en måde er den hemmelige essens i alle The Weeknd-sange.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

14. ‘I Feel It Coming’ (fra ‘Starboy’)

Det imponerende ved ‘I Feel It Coming’ er ikke bare, at sangen så fejlfrit sammenblander Daft Punks elevatormusik-tangerende popproduktion med Michael Jacksons engleagtige melodier. Men også at manden, der nærmest kun lavede sange om uforpligtende sex og kokain, lavede en sorgløs og ufarlig popsang, alle kunne blive enige om. Det var som at se en ulv, der så så godt ud i fåreklæder, at man ikke kunne lade være med at give efter for charmen og danse med.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

13. ‘Save Your Tears’ (fra ‘After Hours’)

‘Save Your Tears’ er sangen, man laver, når man er gået hele vejen fra undergrund til verdensstjerne og tilbage igen. Den er smuk og kølig, som en perfekt afsked: »Save your tears for another day«, synger Abel Tesfaye, og det lyder som en sidste hilsen før privatjetten letter og flyver ham væk gennem vinternatten.

Det er glitrende popmusik, der på en eller anden måde er ekstremt poleret uden at miste det personlige; det er glanspop, men det er stadig The Weeeknd. Det er sange som denne, der føles som fuldendelsen på sangerens ti år lange musikalske rejse.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

12. ‘Belong to the World’ (fra ‘Kiss Land’)

The Weeknds meget undervurderede ‘Kiss Land’-album fra 2013 var en spagat. Albummet forenede det kyniske verdenssyn fra ‘Trilogy’-udgivelserne med en renere, mere poppet lyd, som sangeren selv har beskrevet som »cinematisk«. ‘Kiss Land’ jagtede de smukke popmelodier, samtidig med at det ville være eksperimenterende og kunstnerisk ambitiøst – mange af sangene var fem, seks eller syv minutter lange.

‘Belong to the World’ inkarnerer albummets ambition. Singlen sampler det dundrende beat fra Portisheads ‘Machine Gun’ (eller, det påstår bandets Geoff Barrow i hvert fald), mens The Weeknd endnu engang kredser om den evigt umulige kærlighed med nogle af sine mest Weeknd-agtige linjer nogensinde: »I’m not a fool / I just love that you’re dead inside«. Både ‘Belong to the World’ som single og ‘Kiss Land’ som helhed floppede kommercielt. Men sangene har holdt sig virkelig godt – de er en fascinerende mellemvej mellem mixtape-Weeknd og mainstream-Weeknd.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

11. ‘Tell Your Friends’ (fra ‘Beauty Behind the Madness’)

Det var opsigtsvækkende nok, da The Weeknd lavede ‘Can’t Feel My Face’, der blev et gigantisk hit, selv om sangen knapt nok skjulte, at den handler om stoffer. Men på ‘Tell Your Friends’ prøver han ikke engang at gemme sin dystre side væk.

Det er nærmest som om Tesfaye troller os: Over et uskyldigt soulet beat (der blandt andet er produceret af Kanye West) triller The Weeknd et småsnakkede sangflow afsted, der virker helt uskyldigt, indtil man hører teksten: »I’m still that nigga with the hair / singin’ bout poppin’ pills, fuckin’ bitches«, lyder det i første vers. Og så i andet: »Don’t believe the rumours bitch, I’m still a user«. Det er næsten som om, The Weeknd blærer sig med, hvor beskidt han kan lyde, selv når han er på sit mest poppede højdepunkt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. ‘High For This’ (fra ‘House of Balloons’)

Nogle sange skal høres i den rette kontekst, og ‘High For This’ er en af dem. Det her er nemlig den første sang fra The Weeknds første mixtape. Det er selve introen til Abel Tesfaye. Og den starter med et brag.

Beatet sitrer og runger, som om sangens verden er ved at blive revet fra hinanden, Tesfayes stemme er allerede her krystallisk og næsten sansebedøvende smuk – og teksterne handler om, at du nok hellere må være høj, før du bevæger dig ind i det her univers. ‘High For This’ er sitrende, dragende og en smule skræmmende, og det gør den til den perfekte intro. Ikke bare til ‘House of Balloons’, men til hele The Weeknds oeuvre.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. ‘Drunk In Love’-remix

Beyoncés ‘Drunk In Love’ handler om kærlighed. De berusende midler, der også besynges, indgår bare for at forstærke følelsen. Men hos The Weeknd er rusen (selvfølgelig) det centrale: Hans version af sangen er væsentlig mere ‘drunk’ end ‘in love’.

Han popper piller, besvimer og er sammen med modeller, hvis næse løber efter for meget kokain. Der er næsten noget hånligt over den måde, hans stemme forvandler alt det beskidte og besudlede i teksterne til en virkelig smuk sang. Det fordærvede forenes med det skønne på en måde, som ingen andre end The Weeknd kan. Til sidst har man næsten glemt Beyoncés original – og det er der (igen) ingen anden end The Weeknd, der kan få til at ske.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ‘Can’t Feel My Face’ (fra ‘Beauty Behind the Madness’)

Det her er øjeblikket, hvor popstjernen The Weeknd bliver uundgåelig. ‘Can’t Feel My Face’ er hans store Michael Jackson-moment. Øjeblikket, hvor de postulater, Abel Tesfaye gav i interviews, hvor han sammenlignede sig selv med kongen af pop, pludselig ikke virkede så storhedsvanvittige længere.

Han træder ud af de dystre skygger, han færdedes i på sine mixtapes, og ind i en klar, umiddelbar melodisk poplyd, der endda er produceret af überhitmageren Max Martin. De tidligere så beskidte tekster er pludselig pakket ind; man ved kun, at sangen handler om at sniffe kokain, hvis man forstår tekstens dobbeltbetydning. På den måde bliver The Weeknds lyd tydelig som aldrig før, men hans tekster begynder at tale i kode.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ‘Wicked Games’ (fra ‘House of Balloons’)

Allerede på The Weeknds første mindre hit, ‘Wicked Games’, kan man finde de berømte linjer, der indkapsler sangeren perfekt: »Bring your love, baby, I could bring my shame / bring the drugs, baby, I could bring my pain«. Dén blanding af umulig kærlighed, dulmet smerte og en evig bane af stoffer var den perfekte intro til Abel Tesfayes mørke r’n’b-projekt, og det er en mixtur, der stadig er ekstremt aktuel i dag, hvor hitlisterne bliver overtaget af depressive, druggy emo-rappere, der nærmest lyder som om, de efterligner Tesfayes destruktive livsstil.

Da den udkom, lød ‘Wicked Games’ som et syret indblik i én specifik canadiers dekadente livsstil. Nu lyder den som indvarslingen af en æra, hvor stoffer, depression og ulykkelig kærlighed dominerer store dele af tidens popmusik.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ‘Twenty Eight’

Da The Weeknd skulle udgive sine tre første mixtapes officielt under navnet ‘Trilogy’, var det som om, han besluttede sig for at skabe en sidste sang, der skulle indkapsle hele hans persona i ét perfekt nummer. Sådan føles ‘Twenty Eight’ i hvert fald, sangen der blev tilføjet til udgivelsen som bonustrack.

Selve sangen indkapsler også alt, hvad Abel Tesfaye var så mageløst god til i begyndelsen af karrieren: Den engleagtige vokal, der besynger de mest beskidte temaer, og produktionen, der går fra et forspil med minimalistisk klaverballade til et løssluppent orgie senere hen. Det var en af de sidste sange, hvor The Weeknd udelukkende bevægede sig i skyggerne, og det er en af hans allerbedste.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ‘Starboy’ (fra ‘Starboy’)

‘Starboy’ er en sejrsrunde. Det er en sang om, at The Weeknd gjorde lige præcis det, han sagde han ville gøre, og at det føles vidunderligt. Og at han nu er niveauer over alle andre. Selv hans reservekæreste er uopnåelig: »Main bitch out your league too, ah / side bitch out of your league too, ah«. Manden, der før var for beskidt til radioen, er blevet verdens største stjerne og nyder det til fulde.

Men udover at sangen indkapsler en følelse af ublandet eufori, der er yderst sjælden i The Weeknds diskografi, er det også imponerende, hvor ubesværet canadieren skifter fra nedbarberede r’n’b-beats til at danse henover Daft Punks elektroniske musik, alt imens han bibeholder den arrogance, han har taget fra hiphoppen.

‘Starboy’ var et nybrud for The Weeknd, hvilket var yderligere imponerende, fordi den kom kun et år efter, han havde overrasket alle med gigantalbummet ‘Beauty Behind the Madness’. Han virkede ustandselig, og succesen viste sig at klæde rapperen uventet godt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ‘Blinding Lights’ (fra ‘After Hours’)

Da ‘Blinding Lights’ udkom, vidste ingen, hvad corona var for noget. Storbritannien var med i EU. Det var en helt anden verden. Men en af de få ting, der har været uforanderlige i det seneste halvandet år, er The Weeknds gigantiske verdenshit.

‘Blinding Lights’ er simpelthen aldrig gået væk – som om de sædvanlige regler for, at ethvert hit på et tidspunkt bliver irriterende, ikke gælder. Man bliver stadig opløftet hver gang, sangens smukke, glitrende melodier klinger frem, og man svæver, når Tesfayes stemme blidt lokkende starter sangen med: »I’ve been trying to call / I’ve been on my own for long enough«.

Hvad er denne mørke magi? Hvordan har The Weeknd skabt noget så fortryllende som en evig sang? Vi ved det ikke – men vi vil høre den igen!

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ‘The Hills’ (fra ‘Beauty Behind the Madness’)

‘The Hills’ er et mareridt. Abel Tesfaye synger gennem forvrængede effekter, der er skrig i baggrunden, og beatet kører uafbrudt videre, alt imens stemningen bliver mere og mere desperat. »When I’m fucked up / that’s the real me«, synger han et sted – og er dén linje ikke i virkeligheden nøglen til hele The Weeknds tekstunivers?

Selv hos en artist som The Weeknd er ‘The Hills’ exceptionelt dyster og depraveret. Det utrolige er så, at det her ikke er en sang fra hans nihilistiske dage som mixtape-artist, men faktisk en af de største singler fra gennembrudsalbummet ‘Beauty Behind the Madness’.

Det er det fantastiske ved ‘The Hills’: Det er her, The Weeknd beviser, at han kan skabe et globalt pophit uden at censurere noget af sin persona væk. På ‘The Hills’ hengiver han sig totalt til mørket – og hele verdenen kastede sig ind i natten sammen med ham.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ‘House of Balloons / Glass Table Girls’ (fra ‘House of Balloons’)

Det kan være svært at huske, men der var en tid, hvor der ikke var specielt meget, der tydede på, at The Weeknd skulle være popstjerne. En tid, hvor sangeren stadig var en anonym, lidt uhyggelig skikkelse, der skabte musikalske verdener så druggy og ubehagelige, at man næsten følte sig beskidt, hvis man lyttede alt for længe.

Det var en tid, hvor han skabte ting som den næsten syv minutter lange dobbeltsang ‘House of Balloons / Glass Table Girls’, der først syrer totalt ud i en hedonistisk rus for derefter at soundtracke det uundgåelige comedown, hvor den ekstatiske feberdrøm skifter til mareridt. Første halvdel er en af de mest uptempo ting, Abel Tesfaye har lavet – det er et af de sjældne tilfælde, hvor han synger midt fra festens klimaks og ikke fra det narkotiserede efterspil. Der er »woah!«-udråb, et pulserende beat og en Tesfaye, der citerer Siouxsie and the Banshees: »This is a happy house, oh, this is fun, fun, fun, fun«.

Men ironien i omkvædet er svær at overse. Og alle illusioner om, at det hele stadig skulle være sjovt, forsvinder i sangens anden halvdel, hvor tinnitus-mimende sirener syrer ud over et forvrænget beat, mens Abel Tesfaye rapper (!) om, at alt er ved at blive til et mareridt. Til sidst besynger han glasbordet, hvor den næste bane kokain skal serveres. Som lytter er man næsten udmattet – man har lige oplevet en odyssé gennem natten.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ‘The Morning’ (fra ‘House of Balloons’)

‘The Morning’ er en morgenvise til alle dem, der vælter ud i sollyset efter en søvnløs nat med røde øjne og afbrændte serotonindepoter. Men i modsætning til de fleste af Abel Tesfayes tidlige sange er det ikke det fremmedgjorte og fordærvede ved festen, der fremhæves. ‘The Morning’ er mere en form for lys, medfølende hyldest til alle dem, der ikke går hjem, når de burde, men tager den lidt (eller meget) for langt hver gang – til dem, han kalder »zombies of the night« i sangens andet vers.

Det er som om, Abel Tesfaye synger til og for dem, der ikke ser solopgangen som en gryende dag, men som en truende fjende. Det er dén ømhed, der gør ‘The Morning’ til The Weeknds måske smukkeste sang. Det er en sang, der føler med de følelsesløse og trøster de trøstesløse.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af