Tidslinje: Her er de største Grammy-fails i nyere tid

Verdens største musikpris har oplevet den ene pinlige episode efter den anden de seneste år. Som optakt til søndagens Grammy-show er her nogle af de værste.
Tidslinje: Her er de største Grammy-fails i nyere tid
Dua Lipa til Grammy Awards. (Foto: Amanda Edwards/Getty Images)

Ah, the Grammys. Musikbranches store, fede, prestigefyldte prisuddeling. Showet, der uddeler de ikoniske grammofonformede statuetter. Begivenheden, alle efterhånden er ligeglade med.

Hov, vent, hvad? Ligeglade? Alle? Med selveste the Grammys?

Ja, så galt står det efterhånden til ifølge Soundvenue-skribent Niels Jul Bruun, der i en ny artikel fortæller, hvordan musikbranches største prisceremoni systematisk har destrueret sin egen status og troværdighed.

Tryk på linket foroven, hvis du vil læse analysen af, hvordan det kunne ende så galt. Eller bliv her og læs videre, hvis du som opvarmning til søndagens prisuddeling bare vil måbe over de værste Grammy-fadæser i de seneste ti år – præsenteret i kronologisk rækkefølge.

2013: Frank Ocean forbigås (men ender med at få en ok karriere alligevel)

Det er slemt ikke at kunne spotte en skelsættende ny kunstner, når han laver sit første mesterværk. Det er værre, når man så i stedet giver Årets Album-prisen til noget som Mumford & Suns, der (med al respekt) mere er behageligt end banebrydende.

Men det værste er nu, at forbigåelsen af Frank Ocean og dennes ‘Channel Orange’ føles som endnu et eksempel i den endeløse række af sorte artister, der bliver overset. Mere om det senere. Desværre.

Macklemore. (Foto: Andreas Rentz/Getty Images)

2014: Macklemore vinder Bedste Rapalbum foran Kendrick Lamar

Synes du ikke Frank Ocean-fadæsen slog hårdt nok? Så prøv noget stærkere.

Den glade og goofy poprapper Macklemore, der laver musik om blandt andet genbrugstøj og sin egen dårlige samvittighed over at være hvid rapper, vandt i 2014 prisen for Bedste Nye Artist og Bedste Rapalbum foran Kendrick Lamar, der er sin generations nok største albumartist og som netop havde udgivet klassikeren ‘Good Kid, M.a.a.d City’.

Og ikke nok med det: De andre nominerede for Rapalbum talte Kanye West (‘Yeezus’), Drake (‘Nothing Was The Same’) og Jay-Z (‘Magna Carta Holy Grail’). Og så vandt Macklemore.

Man kan stadig blive helt ilde berørt over, at det rent faktisk skete. Det blev Macklemore faktisk også selv: Han sms’ede Kendrick, at Compton-kollegaen havde fortjent sejren (hvorefter han så delte sin sms på sociale medier).

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2017: Beyoncés ’Lemonade’ bliver ikke Årets Album og selv vinderen Adele ved, at det er forkert

Mon ikke Grammy-akademiet vidste, at de havde lavet en svipser af de helt slemme, da Adele brugte sin takketale på at hylde ’taberen’ Beyoncé?

»’Lemonade’-albummet var så monumentalt og så gennemtænkt og så smukt – det blottede sjælen. Vi så en side af dig, vi ikke altid ser. Du er vores lys«, lød det mindeværdigt fra Adele. Måske hun burde uddele priserne fremover?

’Lemonade’ var nemlig netop monumentalt og intet mindre end et vigtigt moment i musikhistorien. I Grammy-kontekst er det så i stedet blevet endnu et eksempel på en mesterlig sort artist, der blev forbigået.

2018: Hashtagget #GrammysSoMale trender på Twitter

Kritikken af den ulige kønsfordeling blandt de nominerede og vinderne til Grammy Awards tog til, efter at kun 11 ud af de 84 priser i 2018 gik til kvinder. New York Times rapporterede dengang desuden, at kun ni procent af de seneste seks års 899 nominerede var kvinder.

Det var her, det begyndte at blive tydeligt for enhver, at Grammy Awards altså havde et problem med kønsbalance og diversitet. Eller i hvert blev det tydeligt for de fleste…

2018: Kvinder skal tage sig sammen, hvis de vil vinde Grammy Awards

Nej, overskriften er ikke vores ord! De kom fra selve formanden for Grammy Awards-akademiet, Neil Portnow, da han skulle kommentere kritikken af prisuddelingens kønsmæssige skævvridning. Kvinder skal såmænd bare tage sig sammen (»step up«, var hans ordvalg), lød det fra Grammy-chefen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2019: Dua Lipa har det perfekte svar til den småsexistiske akademichef, da hun vinder Bedste Nye Artist

Dua Lipa havde sit helt store gennembrud op til Grammy Awards i 2019 og vandt fuld fortjent for Bedste Nye Artist. Ved takketalen fik hun samtidig også leveret den perfekte stikpille til akademiet: »I guess this year we really stepped up«, lød det med henblik på akademichefens udtalelser. Touché, Dua!

2019: Oprøret begynder

I mange år var det frustrerende at se, hvor meget de her priser betød for kunstnerne, og hvor uretfærdigt de så blev delt ud. Men de seneste år er det som om, der er sket et skift. Kunstnere, der er blevet holdt uden for Grammy-festens inderste cirkel, har meldt ud, at de ikke engang gider være på gæstelisten længere.

Først holdt Drake en takketale i 2019, hvor han sagde, at priser var ligegyldige. Så kritiserede Tyler, the Creator det faktum, at hans album ’Igor’ ikke var i popkategorien, da han vandt for Bedste Rapalbum året efter: »Jeg kan ikke lide ordet ’urban’ – det er bare den politisk korrekte måde at sige n-ordet på«.

Diddy til pre-event for Grammy Awards. (Foto: Allen Berezovsky/Getty Images)

2020: Diddy giver akademiet en deadline

»I har 365 dage til at få styr på det her lort«, sagde rapmogulen sidste år – ovenikøbet til en slags opvarmnings-gallafest for prisuddelingen. Han refererede til, at Grammy Awards sjældent har hyldet hiphop eller sort musik i det hele taget i sine vigtigste kategorier.

Eller, med Diddys ord: »Sort musik er aldrig blevet respekteret af Grammys!«

2020: Grammy Awards første kvindelige chef bliver fyret – og anklager akademiet for blandt andet korruption

I 2019 slap The Recording Academy, der uddeler Grammy-priserne, ikke bare af med Neil Portnow (ham der sagde kvinder skulle »step up«), organisationen fik endda sin første kvindelige chef i form af Deborah Dugan. Hun lovede mere diversitet og inklusion, og et øjeblik troede man, at bedring var på vej.

Der skulle dog kun gå et år, før hun blev fyret – og i sin tur anklagede hun Grammy-akademiet for at være en »drengeklub«, hvor der foregik korruption, og hvor interessekonflikter var accepterede.

Hun anklagede også akademiets advokat for sexchikane samt sin forgænger Neil Portnow for at have været anklaget for voldtægt af en ikke navngiven musiker.

Det kalder man vist at smække med døren.

2020: Kanye pisser på sit Grammy-trofæ

Okay, den her er måske ikke lige så vigtig, men vi var nødt til at nævne, at dette skete.

Og dermed videre i teksten.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2021: The Weeknd boykotter Grammy Awards

Okay, selvfølgelig synes en artist, der ikke nomineres, at prisshowet er noget bras (hej, Zayn!). Men i The Weeknds tilfælde har han faktisk en pointe.

Abel Tesfaye har netop lavet et hovedværk i form af ’After Hours’, der har domineret musiklandskabet siden det udkom i foråret 2020. Det virker fuldstændig vanvittigt, at han er blevet forbigået af Grammys og ikke engang er nomineret én eneste gang.

Der går rygter om, at forbigåelsen skyldes noget fifleri bag scenen, og det er ikke svært at tro, når man kender lidt til akademiets historie. The Weeknd selv har kaldt Grammy Awards »korrupt«, og har senest meldt ud at han boykotter prisuddelingen fremover.

Er akademiet korrupt eller totalt døvt? Måske begge dele. Anyway – se med på søndag, når dette års show løber af stablen!

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af