I slutningen af marts meldte en ny festival sig på banen i Danmark: ØreSound ville 12.-14. august samle 30.000 gæster til pop, hiphop og EDM på Amager Strandpark.
Så kom politikernes rammer for genåbningen af Danmark, og dermed var den plan skudt til jorden.
Men mens en lang række af landets største festivaler har meldt aflyst, præsenterer ØreSound nu en revideret festivalmodel, som indordner sig efter de gældende regler og restriktioner.
Fra 1. august er det tilladt at afholde arrangementer med 5.000 gæster i sektioner af 500, og det er præcis det, ØreSound har planlagt.
Som kortet her viser, bliver pladsen opdelt i ti zoner, som hver har adgang til mad, toiletter og et sceneområde. Der vil være krav om fremvisning af coronapas.
Planen er stadig tre dages festival på Tiøren, hvor hver dag har sit musikalske tema med urban, EDM og pop.
Ifølge en pressemeddelelse kommer lineuppet til at byde på både danske og internationale topnavne. Indtil videre er dj’en Morten og hiphopkollektivet B.O.C på plakaten.
»Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi har måtte grave dybt i den kreative værktøjskasse, men vi er stolte af, at det er lykkedes med at kunne præsentere en model, som velsagtens bliver det tætteste, man kan komme på en reel festivaloplevelse i 2021 med glæde, samvær og fed musik og så i de bedst mulige rammer«, udtaler ØreSound-direktør, Juri Carlsson i en pressemeddelelse.
Det er meningen, at ØreSound i 2022 vender tilbage til modellen med plads til 30.000 gæster. Bliver restriktionerne lempet, kan årets festival opjusteres til 10.000 gæster.