Kampen om årets sommerhit er ikke forbi!
‘Buongiorno’, ‘Ibiza’ og ‘Er her’ af henholdsvis Kidd, B.O.C og Artigeardit feat. Kesi ligger stadig stødt i svinget til at blive sommerens største streaminghit, men her på falderebet melder en konkurrent sig på banen: Nemlig en dansk supertrio bestående af Tessa, Clara og Kewan Ligger Beatet Normal.
Kewan producerer, Clara synger, Tessa rapper, og sammen har de lavet sangen ‘Nasty sommer’; et billede på en sommer, hvor alt kan ske.
»Den her sommer den blir’ eksplosiv / ingen grænser, lever som om vi har ekstraliv«, rapper Tessa indledende, inden hun konstaterer, at »den her varme gør mig liderlig«.
»Jeg kan mærke det blir’ en nasty sommer«, lyder det i omkvædet.
‘Nasty sommer’ er desuden ikke den eneste sang, Tessa og Kewan har udgivet sammen i dag: De står også bag singlen ‘Hallo Kitty’, som også er kommer til streaming denne fredag. Og hvis du synes, at ovenstående Tessa-linjer er eksplicitte, så skal du bare høre den anden sang.