Kommer ‘Donda’ nogensinde? Her er tre Kanye West-album, der aldrig blev udgivet

De færreste musikere er lige så utilregnelige som Kanye, når det kommer til rent faktisk at udgive de album, som bliver annonceret.
Kommer ‘Donda’ nogensinde? Her er tre Kanye West-album, der aldrig blev udgivet
Kanye West. (Foto: Robin Marchant/Getty Images)

Lad os starte med lige at se på en kunstner som Billie Eilish og lanceringen af hendes nye album ‘Happier Than Ever’.

Dén udgivelse blev skudt i gang med en række singler, albummets officielle udgivelsesdato blev annonceret tre måneder før tid, og på den eksakte dag udkom albummet på streamingtjenester verden rundt. Helt efter bogen.

Sådan foregår det ikke hos Kanye West.

Lige siden starten af karrieren har hans notoriske perfektionisme resulteret i en til tider frustrerende utilregnelighed, der har udskudt mange album gennem tiden. For ikke at tale om alle de album, som blev annonceret, men aldrig udkom!

Dét er jo det helt store skrækscenarie for Kanye-fans, og før ‘Donda’ rent faktisk ligger til streaming, så er der absolut ingen garanti for, at albummet udkommer.

Ja ja, Kanye har spillet udgivelsen til en stort anlagt release-fest i juli, og endnu en fest er planlagt til torsdag denne uge. Men ‘Donda’ er jo allerede blevet udskudt én gang – fra en dato i juli til på fredag den 6. august.

Sidstnævnte udgivelsesdato har en repræsentant for rapperen bekræftet til Pitchfork, men pladen kommer jo ikke ud, før Kanye synes, den skal ud. Når han føler, at den er færdig – hvilket den jo helt klart ikke er, da han via sin Instagram har fremvist, hvordan han har indlogeret sig på et decideret stadion i Atlanta for at knokle videre.

Indrømmet: Vi er så langt i processen, at det ville være ekstremt mærkeligt, hvis ‘Donda’ endte med slet ikke at udkomme. Det ville næsten være at drive for meget gæk med fansene – selv for Kanyes vedkommende.

Men som sagt har der været flere gange i karrieren, hvor Kanye har annonceret eller omtalt et album, som endte med aldrig at se dagens lys.

For eksempel dem her.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Fællesalbum med Drake (2015-2016)

Tænk over det: Et fællesalbum af Drake og Kanye. Det ville være stort.

Og det her projekt var en overgang rimelig håndgribeligt. Både Drake og Kanye talte om, at de arbejdede sammen, lavede musik og satsede på at udgive et album eller et mixtape i fællesskab.

»Vi arbejder bare på musik, arbejder på en masse musik sammen, og har det sjovt med at gå i studiet. Vi arbejder på et album, så der er nogle spændende ting på vej snart«, udtalte Kanye i 2016 til Vogue.

De to udgav omkring den periode numrene ‘Pop Style’ og ‘Glow’, men herfra døde samarbejdet ud.

G.O.O.D. Music-bossen Pusha T’s gigantiske beef med Drake i 2018 lagde endegyldigt låg på det album, der i starten af processen havde arbejdstitlen ‘Wolves’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ‘Cruel Winter’ (2016)

‘Cruel Summer’ fra 2012 samlede hele G.O.O.D. Music-staben til et compilation-album med Kanye bag roret, og selv om projektet producerede stærke sange som ‘Clique’ og ‘New God Flow.1’, vil det altid stå som lidt af en parentes i Kanyes diskografi. Til hans forsvar var det jo heller ikke et decideret soloalbum.

Til trods for den blandede modtagelse opstod der dog hurtigt snak om en efterfølger. For hvis der er sommer, så er der vel også vinter?

Blandt en lang række omtaler var der for eksempel Travis Scott, som i 2016 udtalte, at albummet ville udkomme i starten af 2017 med hele G.O.O.D.-holdet ombord.

Kanye talte selv om ‘Cruel Winter’. Det kom endda så langt, at han udgav projektets formodede førstesingle ‘Champions’ med gæster som Gucci Mane, Travis Scott, Quavo og Desiigner. Men siden da har der været stille om projektet, som nok aldrig ser dagens lys.

3. Yandhi (2018)

Kort tid efter udgivelsen af junialbummet ‘Ye’ i 2018 meddelte Kanye, at han havde et nyt album på vej: Denne gang under titlen ‘Yandhi’. Både titlen og det der lignede et minimalistisk cover lovede en slags åndelig efterfølger til ‘Yeezus’-pladen.

Den oprindelige dato blev meldt ud i midten af september 2018, og lige der var det planen, at ‘Yandhi’ skulle udkomme senere på måneden, 29. september.

Det skete så ikke, hvorefter Kanye rykkede datoen til 23. november. Konen Kim Kardashian tweetede i den sammenhæng, at det var »værd at vente på«, så musikken har jo været der. Efterfølgende tog Kanye til Uganda for at gøre albummet færdigt.

I november udskød Kanye så ‘Yandhi’ på ubestemt tid, og i stedet blev hans næste album det kristent anlagte ‘Jesus Is King’, der på papiret er noget ret andet end det planlagte ‘Yandhi’ – i forbindelse med dét album havde Kanye nemlig lavet musik med kontroversielle skikkelser som 6ix9ine og XXXTentacion samt udgivet den ret meningsløse single ‘I Love It’ i samarbejde med Lil Pump.

Så ja, de her eksempler bringer mig tilbage til den indledende pointe: Vi har tidligere været meget tæt på nogle Kanye-album, som i øjeblikket stadig ligger på en harddisk et sted.

Ud over ovenstående eksempler har et album med Chance the Rapper også været oppe at vende (under den tilbagevendende titel ‘Good Ass Job), et ‘Watch the Throne 2’ blev teaset en kort overgang, og så er der også det sagnomspundne ‘Turbo Grafx 16’. Og der er mere.

Så ja, vi har været her så mange gange før: Kun tiden vil vise, om Kanye bliver færdig med – og har lyst til at udgive – ‘Donda’ senere på ugen.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af