De her uhyggelige sange skræmmer Soundvenues anmeldere fra vid og sans

I dag er det Halloween, så vi har naturligvis fået vores musikskribenter til at skrive om sange, der vækker gus og gry. Hør dem hvis du tør!
De her uhyggelige sange skræmmer Soundvenues anmeldere fra vid og sans
Fever Ray. (Foto: Johan Renck)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Amnesia Scanner ‘AS Crust’

Valgt af Niels Jul Bruun: »Jeg har altid følt mest uhygge ved ting, jeg ikke kan placere eller forstå. Sådan har jeg det med duoen Amnesia Scanner. De bevæger sig på grænsen mellem støj og musik, mellem menneske, maskine og monster. Når jeg lytter til dem bliver jeg grundlæggende i tvivl om, hvad jeg egentlig lytter til, som om meningen og kategorierne forsvinder. Abjekt, havde man nok kaldt det i kulturteorien. Og den følelse finder jeg meget mere skræmmende end spøgelser, zombier, eller øksemordere«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lord Infamous ’Anyone Out There’ 

Valgt af Kristian Karl: »Jeg ved ikke, hvordan jeg som cirka 15-årig fandt den her sang. Måske var det i virkeligheden den, der fandt mig. Det ville passe meget godt til den her ekstremt uhyggelige crunk-sang fra Three 6 Mafia-medlemmet Lord Infamous, der skildrer en mareridtsagtig tilværelse som mordfantaserende indlagt på et sindssygehospital. Sangen ender med, at hovedpersonen bliver begravet levende under et flugtforsøg og hvisker »I’m scared / is anyone out there«, mens han dør. Gys«. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

PJ Harvey ‘Electric Light’

Valgt af Marie Ulrich Østergaard: »PJ Harveys 1998-album, ‘Is This Desire’, er lyden af gudsforladte, forblæste engelske heder, og sangen ‘Electric Light’ føles særligt hjemsøgt. Noget ved produktionen er lidt off; de borende bastoner og Harveys vokal ligger helt forrest i mixet, langsomt skrues op for nogle søvngængeragtige trommer, og hele tiden spøger en diskret summen af elektronisk støj. Sidste vers synger Harvey i en falset så tynd som en mølædt victoriansk natkjole. Som ung teenager havde jeg for vane at skippe sangen. Nu lytter jeg tappert, men helst i dagslys«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Krzysztof Komeda ‘The Coven’ (fra ‘Rosemary’s Baby Soundtrack’, 1968)

Valgt af Martin Gronemann: »Hvis musikken til en gyser er endnu mere creepy end selve filmen, har man løst opgaven. Hvilket man må sige, at den polske komponist Krzysztof Komeda gjorde til Roman Polanskis klassiker. Den blot 47 sekunder korte ‘The Coven’ er det mest uhyggelige musik, jeg nogensinde har stiftet bekendtskab med. Den dissonante fløjte, subtile percussion og i særdeleshed det rædselsvækkende messende kor udtrykker yderst effektivt forvirringen og den tiltagende uro hos stakkels Rosemary gennem hendes graviditet«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Pharmakon ’Nakedness of Need’

Valgt af Kjartan F. Stolberg: »Jeg ville ønske, jeg kunne høre ’Nakedness of Need’ for første gang igen. Margaret Chardiets industrielle noise er her så makaber og frastødende, at det vækker nogle følelser af ubehag, der får min puls til at stige og gør mig oprigtigt bekymret for hende. Inderst inde ved jeg jo godt, at hendes skrigende vokal ikke er forårsaget af ægte smerte – men Pharmakons lydkunst er så veludført, at jeg føler mig uhyre skidt tilpas, når jeg hører nummeret«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

The Beatles ‘Blue Jay Way’

Valgt af Sofie Kock Aukdal: »Det engelske ord ‘eeire’ har ikke rigtig nogen dansk pendant – men for mig er ‘Blue Jay Way’ fra The Beatles’ ‘Magical Mystery Tour’ virkelig essensen af det ord. Den mærkelige melodilinje, teksten om en tåge der ligger tungt over Los Angeles, det bagvendte kor og de i forvejen ret uhyggelige dyrekostumer på albumcoveret har altid gjort ‘Blue Jay Way’ til et stensikkert skip, hver gang jeg har lyttet til det måske lidt undervurderede Beatles-album«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Fuck Buttons ‘Ribs Out’

Valgt af Martin Hjorth Frederiksen: »Titlen alene er ubehagelig. Hvad er der sket med de ribben? Bristol-duoens glimrende debutalbum er et mangefacetteret bæst, men det er decideret modbydeligt på ‘Ribs Out’. Det hele er tribalt og primalt. Trommer kører i ring. En stemme skriger truende og ceremonielt. Man føler sig anbragt på et roterende spyd over et bål. Læg dertil uvisheden: ‘Hvad fanden er det, jeg lytter til?’ En mørk afkrog af sjælen. Dét er, hvad du lytter til«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Fever Ray ‘If I Had a Heart’

Valgt af Christian Wolkoff: »Der er ikke noget i ‘If I Had a Heart’, der minder om et klassisk jump scare. Her er ingen chok, sønderrivende skrig eller skingre lyde. Nej, den første solosingle fra The Knifes Karin Dreijer handler for mig om noget, der ulmer under overfladen. Den giver mig følelsen af at gå gennem en mørk skov med frygten for, at der gemmer sig noget bag hvert eneste træ«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

The Walker Brothers ‘The Electrician’

Valgt af Carl Windahl Bøllingtoft: »‘The Electrician’ handler ifølge sangskriver Scott Walker om torturbødler i Sydamerika, og med dens skærende strygere og ildevarslende bas spreder sangen en uro i kroppen. Der er et smukt orkestralt crescendo midtvejs, der bedragerisk føles som en udfrielse fra smerten, men det er kun et kort øjebliks skønhed i mørket. For vi ender tilbage i torturkælderen, hvor Scott Walker i rollen som torturbøddel synger: »When lights go low / there’s no help, no«. Her er ingen flugt fra rædslen«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Klaus Schulze ‘Irrlicht’

Valgt af Henrik Reinberg Simonsen: »Kan man tale om euforisk uhygge? Sådan får jeg det, når jeg lytter til den tyske electronica-pioner Klaus Schulzes spooky drone-orgelmusik på ’Irrlicht’. Udstrakte, dissonante orgelakkorder skaber en slags sfærisk ondskab. Det er som at dumpe ind midt i en satanisk midnatsmesse, men man bliver næsten høj af det«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af