Efter længere tids bøf besluttede Kanye West og Drake i sidste måned at begrave stridsøksen. Kort efter annoncerede de to stjernerappere en fælleskoncert, som finder sted i morgen.
Koncerten foregår i Memorial Coliseum i Los Angeles og har til formål at advokere for en fængselsreform samt løsladelsen af medstifteren af Chicago-banden The Gangster Disciples, Larry Hoover. Siden 1997 har Hoover afsonet seks livstidsdomme for blandt andet mord, afpresning og hvidvaskning, og han har siden taget afstand fra sin tilknytning til banden.
Nu har Amazon annonceret, at de kommer til at streame koncerten gratis over hele verden, ganske gratis. Det fortæller Pitchfork, som også påpeger, at det er Kanye Wests første headliner-koncert i fem år.
Koncerten vil kunne ses live på Amazon Music, Prime Video samt Amazon Musics Twitch-kanal. Som dansker skal man dog tidligt op, da showet starter allerede kl. 5 om morgenen, dansk tid.
Hvis man ikke er villig til at ofre sin skønhedssøvn, kan koncerten også findes on-demand efterfølgende, skriver Pitchfork.