Op til udgivelsen af sit nye album ‘Motomami’ i fredags udgav Rosalía en sidste single i form af ‘Hentai’.
Det nummer er hendes nok mest sexede indtil videre og handler blandt andet om at ride nogen som en cykel og om at være forelsket i en »pistol« – mens titlen er en reference til pornografisk anime.
‘Hentai’ er altså lidt noget andet end det, den spanske musikers publikum er vant til. Lidt mindre flamenco-eksperimenter, lidt mere, ja, sex.
Det har ført til delvist voldsomme reaktioner, der har strukket sig fra memes om de meget utilslørede sexreferencer til decideret kritik af sangens tekst.
Allerede i januar, da Rosalía teasede en bid af sangen, var der en del chokerede og negative reaktioner. Hvilket hun i første omgang reagerede på ved at tweete: »Alle jer, der føler jer stødt af ‘Hentai’, er I ok?«.
Nu, hvor hele ‘Hentai’ altså er ude, har Rosalía så forklaret lidt om sangens tekst i en veloplagt video hos Genius.
Her forklarer Rosalía, at hendes intention var at »lave musik, der minder om en Disney-ballade, men med tekster, der har et super eksplicit og seksuelt indhold«. Det må man sige, hun er lykkedes med – og måske er det også den sammenstilling, der har ført til lidt chokerede reaktioner.
Især fordi ‘Hentai’ blandt andet refererer til at ride nogen som en cykel (ikke en motorcykel, understreger hun i videoen!) samt beskriver en penispiercing. »Det er meget sexet. Når jeg ser det, siger jeg: Yes!«, forklarer Rosalía.
Det er jo altsammen meget eksplicit og direkte, men her er det måske værd at stoppe op og fokusere på en anden ting, Rosalía siger i videoen.
Nemlig at hun kan lide at skrive tekster ud fra et humoristisk udgangspunkt. Med andre ord: Den her sexede Disney-ballade er ikke en gravalvorlig affære. Den er nok sunget med et glimt i øjet.