Den sidste Steppeulv-statuette er blevet uddelt.
Siden 2003 har Foreningen af Danske Musikkritikere uddelt priser til den bedste nye danske musik, men nu opløses foreningen, og prisuddelingen lukker ned.
Forperson Pernille Jensen udtaler i en pressemeddelelse: »Det har ikke været nogen nem beslutning at træffe. Men det har igennem en længere periode været svært at få det kollektive engagement i foreningen til at blomstre. Ulve er flokdyr, og jeg må erkende, at vores kobbel er skrumpet meget ind i de seneste år. Fastansatte dagbladsanmeldere er et sjældent syn efterhånden, og det mærker vi konsekvensen af i foreningen, hvor tiden og lysten til at hellige sig det frivillige arbejde, som Steppeulven beror på, kan ligge på et meget lille sted«.
Steppeulven anno 2022 blev altså den sidste prisuddeling af slagsen. Her vandt kunstnere som Guldimund, Barbro og Selma Judith priser.
»Jeg er trist over, at prisen dør nu. Men jeg er stolt over at have stået i spidsen for en helt særlig musikpris uddelt af de danske anmeldere. Tit og ofte har Steppeulven både med sine nomineringer og prisvindere peget lyskeglen ud i selv de mørkeste afkroge af dansk musik«, skriver Pernille Jensen.
Steppeulven er de seneste ti år blevet uddelt på Bremen Teater, og ud over hæder til selve musikken er der også blevet uddelt priser som Pionerprisen og Initiativprisen. Sidstnævnte blev i 2022 tildelt foreningen Another Life.
»Igennem de seneste 20 år har Steppeulven været en vigtig stemme i dansk musik – et uafhængigt kvalitetsstempel. Og jeg er næppe den eneste, der kommer til at savne den. Måske vil en ny pris i samme ånd opstå på et senere tidspunkt. Jeg håber det«, afslutter Pernille Jensen.