10. ‘If You’re Too Shy (Let Me Know)’ (fra ‘Notes on a Conditional Form’)
The 1975’s bagkatalog bugner af catchy, 80’er-klingende popbaskere, og pladsen her kunne et eller andet sted lige så vel være tilfaldet radiohittet ‘The Sound’, heroinballaden ‘It’s Not Living (If It’s Not With You)’ eller for den sags skyld singleforløberen ‘I’m in Love With You’ fra det kommende album.
Alligevel falder valget i denne omgang på camgirl-hymnen ‘If You’re Too Shy (Let Me Know)’, der løftes af blandt andet FKA Twigs’ operatiske baggrundsvokal og frontmand Matty Healys uimodståelige call-and-response-omkvæd med Rashawn Ross’ hornsektion, inden hele herligheden kulminerer i en euforisk saxofonsolo.
9. ‘Give Yourself a Try’ (fra ‘A Brief Inquiry into Online Relationships’)
For et så vidtfavnende band som The 1975 er det faktisk utroligt, at det tog dem hele tre album at prøve kræfter med postpunk-genren, men førstesinglen fra ‘A Brief Inquiry into Online Relationships’ dyrker til gengæld også sine musikalske forbilleder til ekstremerne.
Faktisk i en sådan grad, at det forvrængede guitarriff er nærmest identisk med riffet på Joy Divisions ‘Disorder’ fra 1979.
Ikke at der som sådan er tale om tyveri. Bandet har været pænt åbne omkring inspirationerne bag nummeret, der efter sigende snarere skal ses som en hyldest til postpunk-legenderne, og som i øvrigt sammensmelter denne lyd med en omgang 00’er-agtig indierock a la The Strokes’ ‘Room on Fire’.
Resultatet? En musikalsk selvhjælpsbog fra allerøverste hylde.
8. ‘People’ (fra ‘Notes on a Conditional Form’)
Selv efter The 1975’s udskejende standarder var det noget af et chok, da de valgte at udsende netop dette nummer som den første single fra deres fjerde album. ‘People’ er nærmest hardcore-punk. Vel at mærke fra et band, der for de flestes vedkommende stadig er mest kendt for sine popsange.
Nummeret var ikke ligefrem repræsentativt for resten af ‘Notes on a Conditional Form’, men det anarkistiske vredesudbrud af en førstesingle tjener ikke desto mindre som en understregning af, at The 1975 snildt kunne være et af tidens bedste punkrock-bands. Hvis det altså var det, de ville.
7. ‘102’
Jeg ved, hvad I tænker.
Et akustisk nummer, der kun findes i skrabede sort/hvide live-versioner på YouTube og som bonustrack på den japanske deluxe-udgave af bandets fjerde album – prøver jeg ikke lidt for hårdt lige nu?
Måske. Men den nedbarberede, Bright Eyes-klingende ‘102’ fortjener nu alligevel en plads på denne liste, fordi den om noget understreger, at Healy selv uden sine store armbevægelser og genremæssige rutsjebaneturer stadig er en ret habil sangskriver. Han kan faktisk bare slå røven i sædet med sin guitar og gå lige i hjertekulen.
Healys evne til at få en fejlslået flirt til at føles som et spørgsmål om liv og død er uden sidestykke, og det er rent ud sagt hjerteskærende, når han godt halvvejs inde i sin musikalske kærlighedserklæring afslører for lytteren (plottwist!), at hans crush allerede er forelsket i en anden:
»I like the way that your face looks / when you’re yappin’ on about him«.
Åh, Matty.
6. ‘Somebody Else’ (fra ‘I Like It When You Sleep…’)
Bandets andet album, der i bedste The 1975-stil fik den kilometer lange titel ‘I Like It When You Sleep, For You Are So Beautiful Yet So Unaware of It’, var så tætpakket med radioklare ørehængere som ‘Love Me’ og ‘She’s American’, at det i retrospekt er lidt spøjst, at lige akkurat dette nummer blev albummets største hit målt i streamingtal.
Den synthbårne, nærmest Tears For Fears-agtige ‘Somebody Else’ er nemlig på mange måder en atypisk powerballade, der udforsker efterdønningerne af et breakup på en måde, som kun The 1975 er i stand til. Hvem andre end Healy ville føje »Fuck that, get money«-ad-libs til dets mest dybfølte øjeblik i så melankolsk et nummer?
5. ‘Me’ (fra ‘Music For Cars EP’)
Forud for udgivelsen af deres selvbetitlede debutalbum i 2013 udsendte The 1975 en stribe af atmosfæriske ep’er, der langt overgår gruppens tidlige poprock-hits som ‘Girls’ og ‘Settle Down’. Det er et eller andet sted en skam, at bandet så sig nødsaget til at skrue så gevaldigt ned for excentriciteten på deres første fuldlængde, for et nummer som ‘Me’ beviser, at de altid har villet mere.
Her viser bandet sig fra sin mest gotiske side, når Healy – indhyllet i et sonisk mørke af saxofoner, ængstelige kor og en massiv synthbas – udfolder konturerne af sine forældres skilsmisse. Først fra sit eget perspektiv, så fra sin fars. Med hvert et ord leveret på Robert Smith-værdig (over)dramatisk vis.
4. ‘I Always Wanna Die (Sometimes)’ (fra ‘A Brief Inquiry into Online Relationships’)
Ville du også nogle gange ønske, at Gallagher-brødrene bare kunne slutte fred og gendanne Oasis?
I så fald kan ‘I Always Wanna Die (Sometimes)’ måske være et plaster på såret. En på én gang opløftende og tragisk selvmordsballade af monumentale dimensioner, der ser The 1975 omfavne fædrelandets musikhistorie og gå mere britpop end nogensinde før.
Lukkeren på The 1975’s tredje album var så episk og overrumplende en størrelse, da det udkom, at det enten kunne implodere under sin egen storladenhed eller blive en ny generations ‘Champagne Supernova’.
Det endte heldigvis med at blive det sidste.
3. ‘Me & You Together Song’ (fra ‘Notes on a Conditional Form’)
Det er lyden af 90’ernes teenage-romantiske komedier, og sangen havde passet perfekt ind på soundtracket til ‘American Pie 2’. Så det er ikke overraskende, at nummeret oprindeligt skulle have ageret lydside til Healys fallerede filmprojekt ‘German’.
Selv musikvideoen minder om en ungdomsfilm, når bandet i bedste Blink-182-stil rocker ud i et sammenklemt teenageværelse tildækket af musikplakater. Selvfølgelig iklædt Converse-sko og forvaskede band-t-shirts.
Den pastelfarvede, poprockede sukkerknald af en single er så pussenusset og skamløst nostalgisk, at det burde være irriterende. Men ‘Me & You Together Song’ er på en eller anden måde umulig ikke at vende tilbage til.
2. ‘Sex’ (fra ‘Sex EP’)
00’ernes emo- og poppunk-scene oplever i disse år en gedigen revitalisering ført an af så forskellige skikkelser som Olivia Rodrigo, Willow og Machine Gun Kelly, men ikke en eneste af disse slipper bare halvt så godt afsted med det, som The 1975 gør på ‘Sex’.
Det frimodige, Jimmy Eat World-inspirerede ep-hit fandt forståeligt nok også vej til bandets debutalbum. Men den kastrerede, mere polerede albumversion kan ingenlunde måle sig med den oprindelige indspilning, der med sin hårdkantede produktion emmer vidunderligt af teenageangst og ungdommelig kådhed.
1. ‘Love It If We Made It’ (fra ‘A Brief Inquiry into Online Relationships’)
Sangen var øjeblikket, hvor jeg for første gang indså, at The 1975 er mere end bare hyggeligt selskab.
Og at debuten og til dels også efterfølgerens (sorry) lalleglade metervarepop blot var et skalkeskjul for bandets højtravende ambitioner og tilsyneladende endeløse musikalske spændvidde.
Intet nummer eksemplificerer The 1975’s sporadiske genialitet lige så godt som ‘Love It If We Made It’. En af nyere tids mest potente protestsange, der vækker mindelser om både Billy Joels ‘We Didn’t Start the Fire’ og R.E.M.’s ‘It’s the End of the World As We Know It (And I Feel Fine)’.
Vers efter vers tegner en rablende, galgenhumoristisk og sågar Donald Trump-citerende Matty Healy et foruroligende portræt af den postmoderne verden. Alt sammen før han i omkvædet alligevel finder en flig af håb for fremtiden.
The 1975’s nye album ‘Being Funny in a Foreign Language’ udkommer den 14. oktober.