De fleste har nok luret, at Beyoncés forestående verdensturné ikke lægger vejen forbi Danmark. At hun i denne uge kickstarter sin jordomrejse med to koncerter i vores naboland Sverige, men at hun derefter stryger direkte videre til blandt andet Belgien, Storbritannien og Frankrig, før hun igen flyver over Atlanten.
Det er selvfølgelig brandærgerligt. Den månedlange koncertrække er hendes første af slagsen i syv år, hvis altså ikke vi medregner fællesturnéen med Jay-Z i 2018. Bliver turnépausen lige så lang i denne omgang, må vi vente helt indtil 2030, før Beyoncé igen rammer landevejen.
Men! Vel vidende at mange danskere – inklusive Soundvenues anmelder – i denne uge stryger til Stockholm for at opleve superstjernen i levende live, varmer vi op til koncerterne med en rangering af alle Beyoncés syv album. Fra solodebuten ’Dangerously in Love’ til den drivvåde disco-drøm, der var sidste års ’Renaissance’.
Vi har valgt at begrænse os til egentlige studiealbum, som ikke er udgivet i fællesskab med andre, hvad enten disse andre så er fordums Destiny’s Child-kolleger eller ægtemanden Jay-Z.
Det betyder altså også, at vi har måttet udelade både de mange live-album (selvom ’Homecoming’ er fantastisk), The Carters-debuten ’Everything Is Love’ (knap så fantastisk) og Beyoncés hidtil eneste soundtrack-album, ’The Gift’.
Så without further ado: Lad os rangere en af nyere tids mest elskede diskografier.
7. ‘I Am… Sasha Fierce’ (2008)
Fra ’If I Were a Boy’ og ’Halo’ til ’Single Ladies’ og ’Sweet Dreams’ rummer Beyoncés tredje soloalbum nogle af hendes største (og bedste!) hits til dato. Så hvorfor skraber den alligevel bunden på denne liste?
Først og fremmest fordi alt derimellem er en mere blandet fornøjelse. Men den vigtigste grund til, at ’I Am… Sasha Fierce’ indtager sidstepladsen, har at gøre med albummets konceptuelle opbygning.
Kort sagt til de uindviede: Albummet er delt i to halvdele, hvor a-siden ’I Am…’ byder på en række storslåede ballader, hvorefter alter egoet Sasha Fierce tager over på den titulære anden halvdel og serverer den ene selvhævdende r’n’b-banger efter den anden.
Tanken er sådan set meget god: En slags understregning af, at den moderne popstjerne sagtens kan være skrøbelig det ene øjeblik og et feministisk powerhouse det næste. Netop den dikotomi er jo på mange måder hele essensen af Beyoncé som artist.
Men hendes bedste album opstår, når hun sammensmelter disse to sider mere flydende. På ’I Am… Sasha Fierce’ fremstår Beyoncé mest af alt bare en anelse forvirret.
Bedste sang(e):
Beyoncé er en gudsbenådet sanger, og det har sjældent været tydeligere end i det himmelstræbende omkvæd til den katarsiske kærlighedshyldest ’Halo’.
6. ‘B’Day’ (2006)
Selvom det ganske vist udkom tre år efter ’Dangerously in Love’, føles ’B’Day’ som Beyoncés første rigtige soloalbum. For hvor debuten på mange måder lå i direkte forlængelse af Destiny’s Child-hovedværket ’The Writing’s on the Wall’, er hun på opfølgeren godt i gang at skabe sin egen musikalske identitet.
Bevares, mange af numrene er stadig funderet i modergruppens festlige, mere poppede take på r’n’b-genren. ’B’Day’ blev – som navnet antyder – udgivet omkring Beyoncés 25-års fødselsdag, og ikke overraskende fremstår albummet langt hen ad vejen som én lang, sveddryppende fødselsdagsfejring.
Men her er også skamløse ballader som monsterhittet ’Irreplaceable’, og rasende sirener på den Swizz Beatz-producerede ’Ring the Alarm’, som næppe ville have fundet vej til en Destiny’s Child-plade.
Ikke alle disse afstikkere er lige vellykkede. Men i retrospekt var det en forvarsel om den mangefacetterede popstjerne, Beyoncé siden skulle blive.
Bedste sang(e):
Beyoncé og producerduoen The Neptunes havde allerede samarbejdet på debutsinglen ’Work It Out’, men kemien har aldrig været bedre end på dette albums ’Green Light’.
5. ‘Dangerously in Love’ (2003)
Sidste år bragte Soundvenue en artikel om syv stærke solodebuter fra nyere tid, der markerede et nyt kapitel for de respektive kunstnere. Men ikke et eneste af disse album kommer bare nær så godt fra start, som Beyoncé gør på ’Dangerously in Love’.
Tænk over det. De første tre numre på Beyoncés første album i eget navn er ’Crazy in Love’, ’Naughty Girl’ og Sean Paul-samarbejdet ’Baby Boy’. Så er solokarrieren ligesom i gang, ikke?
Beyoncés solodebut undgår meget af den identitetsforvirring, der gennemsyrer de to opfølgere, fordi den holder sig til den kunst, hun på det tidspunkt allerede mestrede: Uforfalsket 00’er-r’n’b skabt til dansegulvet, denne gang blot tilsat en snert af Jay-Z’s selviscenesættende østkyst-hiphop.
Det betyder dog også, at ’Dangerously in Love’ ingenlunde er et af de skelsættende storværker, hun sidenhen skulle blive garant for. I stedet var det startskuddet til noget større. Det var »history in the making«, som hendes fremtidige ægtemand udbryder i begyndelsen af albummets første nummer.
Store ord, men han skulle vise sig at få ret.
Bedste sang(e):
Her er der ingen tvivl: ’Crazy in Love’ er en uimodståelig sammensmeltning af hiphop og 70’er-funk, der kun kunne være blevet skabt af to smaskforelskede stjerner, som på det tidspunkt netop havde indledt deres karrieredefinerende romance.
4. ‘4’ (2011)
På fjerdepladsen finder vi Beyoncés fjerde album, som ovenikøbet bærer titlen ’4’. Passende, ikke?
Men det er nu ikke derfor, ’4’ sniger sig så tæt på podiet. Det er nærmere, fordi Beyoncés 2011-album slet og ret bare holder et langt højere bundniveau end dets tre forgængere.
Ja, singleforløberne ’Run the World (Girls)’ og ‘Best Thing I Never Had’ er fantastiske, men mindst lige så fantastiske er albummets minimalistiske ballader som ’1+1’ og den Frank Ocean-skrevne ’I Miss You’.
’4’ er på én gang en fanfavorit og Beyoncés dårligst sælgende album til dato, og man forstår sådan set godt hvorfor. Ulig hendes første tre album er det nemlig ikke en lind strøm af radioklare ørehængere, men et mere afdæmpet album, der – foruden indierockede sidespring og det Kanye West-producerede André 3000-samarbejde ’Party’ – mestendels skruer ned for tempoet og op for intimiteten.
På hendes fjerde album forløste Beyoncé langt om længe sit enorme potentiale, og siden da har hun nærmest ikke sat en fod forkert. Sagt på en anden måde: Der bliver kamp om pladserne herfra.
Bedste sang(e):
Den bombastiske, Whitney Houston-agtige ‘Love On Top’ stikker en smule ud på det ellers så afdæmpede ’4’, men er ikke desto mindre albummets bedste sang.
3. ‘Renaissance’ (2022)
Beyoncés seneste album kunne ikke være udkommet på et bedre tidspunkt – for hvad har man egentlig brug for efter to år i coronaens skygge?
Man har, selvfølgelig, brug for ‘Renaissance’. Et stakåndet, uendeligt dansabelt klubalbum, der nægter at sænke energien på så meget som et enkelt nummer. Hvor førstepladsen på denne liste excellerer i dens alsidighed, er ‘Renaissance’s største salgsargument, hvor hovedkulds Beyoncé omfavner én stilart: Nemlig dansegulvsmusikken.
Men lad dig endelig ikke narre. For selvom Beyoncés syvende album rent sonisk fremstår lige så bekymringsløst som det debutalbum, der udkom næsten to årtier forinden, er ‘Renaissance’s drivvåde disco meget mere end blot eskapisme.
For ja, selvfølgelig lurer den politiske agenda under overfladen, når Beyoncé så bevidst dyrker overset, sort klubmusik i såvel albummets samples som i hendes valg af samarbejdspartnere. Og netop kombinationen af det livsfejrende og det politiske gør det til endnu et mesterværk i rækken.
Bedste sang(e):
Førstesinglen ’Break My Soul’ og den danskproducerede ’Cuff It’ løb af gode grunde med meget af opmærksomheden, men herfra skal der lyde et skud ud til det svært undervurderede AG Cook-samarbejde ’All Up in Your Mind’.
2. ‘Beyoncé’ (2013)
Beyoncés femte album huskes nok især for én ting: Nemlig det faktum, at det blev udgivet uden nogen form for varsel. Pludselig en dag dukkede det bare op i iTunes-butikken.
Det lyder måske ikke af alverden den dag i dag. Alene de seneste år har vi trods alt fået surprise-album fra andre superstjerner som Taylor Swift og Drake, mens også danske navne som Hans Philip og The Minds of 99 har kastet deres kærlighed over udgivelsesformatet.
Men i 2013 var det revolutionerende. Og det eksemplificerer sådan set meget godt den kompromisløshed, der gennemsyrer Beyoncés mørke, selvbetitlede album, som i sammenspil med dets visuelle sidestykke tager sig ud som ét langt, feministisk manifest.
Her dykker Beyoncé ned i så alvorlige tematikker som virkelighedsfjerne skønhedsidealer (‘Pretty Hurts’), undertrykt seksualitet (‘***Flawless’) og moderskabets bagside (‘Mine’). Alt imens hun serverer nogle af karrierens bedste og mest grænsesøgende popsange.
Bedste sang(e):
‘XO’ er Beyoncés mest uforbeholdne kærlighedserklæring til dato – og måske hendes bedste.
1. ‘Lemonade’ (2016)
Nu jeg skrev jeg godt nok, at der ville være kamp om de øverste pladser, men come on: Der var aldrig nogen tvivl. ‘Lemonade’ er ikke bare Beyoncés bedste album, men et af det forgange årtis bedste album overhovedet.
Rent sonisk er det med længder hendes mest alsidige værk. Endnu mere end det ambivalente ’I Am… Sasha Fierce’ og det identitetssøgende ‘B’Day’. Men hvor disse albums udskejelser til tider fremstod som forvirrede stiløvelser, er der altid en god forklaring bag genreskiftene på ’Lemonade’.
Når hun sænker tempoet på åbningsnummeret ’Pray You Catch Me’, er det en manifestation af hendes følelse af hjælpeløshed. Når hun allierer sig med Jack White på den garagerockede ‘Don’t Hurt Yourself’, er det lyden af hendes vrede.
Og når hun til sidst inkorporerer bounce og Houston-trap på lukkeren ‘Formation’, er det, fordi lige akkurat de stilarter tillader hende at kommunikere det triumferende krigsråb, som nummeret er.
Men hvad der i sidste ende gør dette magnum opus fortjent til sin førsteplads er dets hjerteskærende utroskabsnarrativ, der ender som et mikrokosmos for den historiske undertrykkelse af sorte kvinder. Her lader den ellers så perfekte popstjerne endelig facaden krakelere. Aldrig har Beyoncé været så skrøbelig. Aldrig har hun været så menneskelig.
‘Lemonade’ er Beyoncés mest fuldendte album til dato – og en indiskutabel nyklassiker.
Bedste sang(e):
Som det narrative storværk, ’Lemonade’ nu engang er, fortjener albummet i højere grad end noget andet album på denne liste at blive lyttet til i sin helhed. Men når det så er sagt… ‘Formation’!
Beyoncés verdensturné starter i Stockholm onsdag den 10. maj. Soundvenues anmeldelse af koncerten udkommer dagen efter.