Det er egentlig først i morgen, torsdag, at Danish Music Awards finder sted. Men DMA, som prisceremonien kaldes i folkemunde, har allerede offentliggjort vinderen af en af de store priser.
Det bliver Alberte Winding, der vinder Danish Music Awards Ærespris i 2023.
Bestyrelsen af musikselskabernes brancheorganisation IFPI udpeger vinderen af æresprisen. De har via en pressemeddelelse offentliggjort denne begrundelse for årets vinder:
»Alberte Windings skabertrang har på et utal af måder beriget os andre på tværs af årtier. Hun har lavet sange til hitlisterne, der i dag står som monumenter i dansk pop. Hun har begået et stærkt forfatterskab, som bringer hendes musikalitet og refleksioner ind i nye formater. Og som det mest prisværdige, har hun åbnet døren ind til musikkens vidunderlige verden for de vigtigste mennesker i vores samfund, børnene. Kære Alberte Winding. Danish Music Awards’ Ærespris 2023 går med største selvfølgelighed til dig«.
Alberte Winding har også, via pressemeddelelsen fra Danish Music Awards, reageret på prisen:
»Tusind tak, jeg er så kæmpe glad for at skulle modtage denne pris. Det har allerede flettet sig ind i måden, jeg ser mit virke på, og det er et skulderklap, der føles rørende og rart, 40 år inde i arbejdslivet«, lyder det.
Tidligere vindere tæller alle fra Gasolin og Anne Linnet til Medina og Sivas.
Danish Music Awards finder sted torsdag den 16. november. Se de nominerede her.