’Abracadabra’ er Lady Gagas største banger i over et årti – men hvor er udviklingen?

Lady Gaga er et forvirrende og ofte frustrerende paradoks.
Således forvirres og frustreres jeg ofte over det paradoksale i, at så enestående et talent, som Gaga indiskutabelt er, nogle gange nægter at lave god musik.
Case in point: De to første singler fra det kommende album ’Mayhem’. Det uudholdeligt corny Bruno Mars-samarbejde ’Die with a Smile’ er muligvis Gagas værste sang nogensinde. Den på ingen måder smittende ’Disease’ er ærligt talt lidt af et rod.
Af den årsag er jeg lykkelig over at kunne meddele, at ’Abracadabra’ er Gagas absolut største banger siden ’Artpop’ tilbage i 2013. Det er ikke svært. Kun ’911’ fra 2020’s ’Chromatica’ kommer bare i nærheden.
Glæden over, at ’Abracadabra’ vækker minder om fordums storhed, spoleres kun af, at ’Abracadabra’, ja … vækker minder om fordums storhed.
Det er nærmest en lille smule deprimerende, hvor åbenlyst det er, at Gaga står i kunstnerisk stampe. Kun de operatiske vokaliseringer i sangens c-stykke vidner om flere år tilbragt i musicalland og peger på, at hun har gennemgået bare en eller anden form for udvikling.
Den hårdtpumpede, industrielle æstetik er som taget direkte ud af ‘Born This Way’-albummet, mens volapykomkvædet nærmest er en gentagelse af ’Bad Romance’. Bortset fra, selvfølgelig, at »abracadabra amor-ooh-na-na« bare aldrig bliver lige så ikonisk som »rah, rah-ah-ah-ah / roma, roma-ma / gaga, ooh-la-la«.
Det ændrer dog ikke på – skriver jeg lige så meget for at overbevise mig selv – at ’Abracadabra’ er en banger. Storslået, teatralsk, episk med et omkvæd, der rammer som et knytnæveslag, en vokal, der stiger ekstatisk mod stratosfæriske højder, og en bas, der kan mærkes i hele kroppen.
Der var engang, hvor jeg troede, at Gaga ville udvikle sig til en slags Bowie- eller Madonna-lignende kamæleon, der konstant ville gå forrest og føre populærmusikken ned ad nye, spændende veje. Det gjorde hun ikke.
Men hvis ’Abracadabra’ kommer på til en fest, danser jeg nok alligevel.
Lady Gaga ‘Abracadabra’. Single. Interscope.