Ed Sheeran fjernet af indisk politi for at spille på gaden

Ed Sheeran fjernet af indisk politi for at spille på gaden
Ed Sheeran. (Foto: Dia Dipasupil/Getty Images)

Som fans vil vide, begyndte Ed Sheeran sin musikkarriere som gademusikant i London. Et forsøg på at vende tilbage til disse simplere kår er dog ikke gået helt som planlagt.

I Bengaluru – et stop på en 15 dage lang turné i Indien er Ed Sheeran nemlig blevet stoppet af politiet efter at have påbegyndt en akustisk udgave af hitsinglen ‘Shape of You’ på en af byens gader. Det skriver The Guardian.

I et viralt klip ses en politibetjent, der under tilråb fra det frustrerede publikum frakobler Sheerans mikrofon, mens Sheeran slukøret stopper med at spille på sin guitar.

Politiet fortæller, at de ikke havde givet tilladelse til koncerten, der fandt sted på en af de tættest befærdede gader i byen, som er Indiens tredje største.

En repræsentant for Bengalurus politi, Shekar T Tekkannanavar, udtaler ifølge The Guardian til det indiske nyhedsbureau ANI: »Jeg nægtede at give tilladelse, fordi Church Street bliver meget overfyldt. Det er grunden til, at han blev bedt om at forlade stedet«.

Den opfattelse deler Sheeran, der som sagt ikke er nogen nybegynder, når det kommer til gadeoptrædener, dog ikke. »Vi havde faktisk tilladelse til at spille. Det var på forhånd planlagt, at vi skulle spille på præcis det sted, vi dukkede ikke bare op tilfældigt. Men alt er fint«, skrev han i en Instagram-story.

Nogle timer senere tilføjede han: »Måske foretrækker de Bruno Mars«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af