Azealia Banks fortryder at have stemt på Donald Trump: »Vi lavede noget fucking rod«

Azealia Banks fortryder at have stemt på Donald Trump: »Vi lavede noget fucking rod«
Azealia Banks. (Foto: Tim Mosenfelder/Getty Images)

Rapperen Azealia Banks er berygtet for sine skarpe holdninger og for ikke at lægge fingre imellem sine kontroversielle udtalelser på sociale medier. I sidste uge måtte hun dog krybe til korset i fortrydelse over én af sine handlinger: At have stemt på Donald Trump.

Billboard beretter, at rapperen i onsdags delte en række opslag på X om sin utilfredshed med at have valgt Donald Trump som USA’s præsident.

Trump har som bekendt taget en række radikale, kontroversielle beslutninger i starten af sin anden præsidentperiode, herunder den såkaldte »gengældelsestold« rettet mod resten af verden, som i høj grad har påvirket aktiemarkedet.

»Ok, jeg synes det er tid til, at alle der stemte på Trump indrømmer, at vi lavede noget fucking rod«, skriver Azealia Banks på X. »Det her en en absolut katastrofe«.

»Han er så smålig og hævngerrig lige nu. Ærligt talt, med god grund – men ikke når milliarder af menneskers velfærd og levebrød – nærmest hele verdens – ligger i dine hænder«, fortsætter Banks på X.

»Ingen på Jorden er bange for en skør, gammel, vred hvid mand længere. Gamle hvide mænd er nødt til at gentænke den arketype, for den er alt for forudsigelig. Kina er jo nærmest ved at SMADRE alle lige nu«.

Mens Azealia Banks holder sig aktiv på sociale medier, har hun ikke udgivet et album siden debuten ‘Broke with Expensive Taste’ fra 2014. Hun var dog danmarksaktuel på livefronten for ganske nyligt, da hun i starten af april lagde vejen forbi Store Vega.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af