FKA Twigs’ sublime koncert på Roskilde Festival mindede os om alle de forbudte følelser, vi ofte gemmer væk

KONCERT. Det ville være tarveligt at kategorisere FKA Twigs’ show på Arena som »bare« en koncert.

Hendes opvisning på Roskilde Festival torsdag aften var nærmere en form for danseshow, blandet med teater, blandet med gribende musikalske indslag, krydret med installationskunst.

Det var i hvert fald overvældende. FKA Twigs’ Arena-show mindede os om alle de følelser, der gemmer sig indeni. Glæde, kærlighed, sorg og særligt det begær, vi alt for ofte gemmer væk. Cirka ét nummer tog det, før FKA Twigs og hendes dansetrup havde smidt tøjet og stod i deres sandfarvede undertøj, klar til at vise os deres allerinderste.

Især første akt (for ja, koncerten var selvfølgelig delt op i tre akter) føltes som om, nogen havde tændt lyset i et darkroom, og vi pludselig alle sammen så på noget, der burde forblive skjult, mens de klubbede ‘Perfect Stranger’ og ‘Room of Fools’ bragede ud over Arena.

Men det er det, FKA Twigs gør. Hun fremviser alle kroppens afkroge, dens sved og begær kommer til frit skue, og arme og ben bliver vredet ud i positioner, der ser umulige ud. Kroppen både når den er allersmukkest, og når den føles allermest forbudt.

Det var et koreograferet show, der tydeligvis var planlagt til punkt og prikke. Mest løssluppen var akt to, hvor de vuggende popskæringer ‘Honda’ og ‘Papi Bones’ fungerede som feststartere.

Det var også her, danser Maji Claire brugte hjemmebanefordelen: I en seance, hvor vi skulle have at vide, hvor danserne var fra, nåede mikrofonen Maji Claire, der på syngende sjællandsk udbrød »skat, jeg er fra Slagelse!«, hvorefter hun lærte en af de andre dansere at snakke dansk.

Hvad han lærte at sige, bør ikke gengives her, men man kan tænke sig til, at det – selvfølgelig, og helt på sin plads – var under bæltestedet. Et perfekt pusterum i et ellers enormt stramt og tilrettelagt show.

FKA Twigs er tidligere danser og dansede nok mindst lige så meget, som hun sang. Det var dog en byttehandel, der var det hele værd, for hvad hun ikke leverede med sin stemme, leverede hun med sine bevægelser.

Særligt intense var de momenter, hvor hun var helt alene på scenen. Som det overlegne poledance-interlude tidligt i koncerten. Eller ‘Numbers’, hvor hun skiftede mellem at synge og svinge en sabel som en påmindelse om, hvor hurtigt begær kan blive til vold.

Dermed ikke sagt, at hun ikke også kunne bruge sin stemme, når hun ville. ‘Home With You’ blev leveret kun akkompagneret af klaver og klarinet, og det føltes som om, tiden gik langsommere.

Og helt i stå gik den i hvert fald på sidste nummer, den sublime klaverballade ‘Cellophane’, der blev sunget med en sådan intensitet, at jeg stadig ikke ved, om det tog to minutter eller 10.

Gråd, vrede, sex, eufori. FKA Twigs rammer det hele. Sådan en koncert sidder nok i kroppen resten af sommeren.

Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.