I sommers annoncerede ambient-mesteren Brian Eno støttekoncerten ‘Together for Palestina’ med et imponerende stjernespækket lineup.
I aften finder velgørenhedsshowet sted på Wembley Stadium i London, som er fuldstændigt udsolgt. Nu er der kommet en god nyhed til dem, der ikke fik billet eller bor et stykke væk fra London. Hele koncerten kan således livestreames gratis på Youtube i aften klokken 20.00, skriver NME.
En række nye navne er desuden blevet føjet til det bugnende program, heriblandt musikoptrædener af rockikonet Paul Weller og svenske Neneh Cherry samt besøg af Hollywood-stjernen Florence Pugh.
Programmet bestod i forvejen af optrædener fra blandt andre Damon Albarn, Jamie xx, King Krule, James Blake, Rachel Chinouriri, Paloma Faith, Bastille, Sampha, Mabel, Rina Sawayama, PinkPantheress og palæstinensiske Saint Levant.
Desuden medvirker de legendariske triphop-pionerer Portishead i en sjælden genforening, dog præ-optaget på video.
Både billetindtægter og donationer fra koncerten går til palæstinensiske organisationer via den britiske organisation Choose Love, der støtter humanitære aktioner i krigszoner.
Du finder aftenens Youtube-livestream her.
