Hun Solo markerer 10-års jubilæum med »historisk endagsfestival« i DR Koncerthuset

Hun Solo markerer 10-års jubilæum med »historisk endagsfestival« i DR Koncerthuset
Dayyani. (Foto: Jasko Bobar)

Næste slår DR koncerthuset dørene op for endagsfestivalen Hun Solo Extravaganza, der, som navnet antyder, er arrangeret af musikprojektet Hun Solo.

Hun Solo har de seneste år skabt forskellige koncertaftener, der har haft særligt fokus på diversitet samt vilkårene for kvinder og kønsminoriteter på den danske musikscene.

Koncerten i DR Koncerthuset markerer Hun Solos 10-års jubilæum, der med deres egne ord bliver fejret med et »big splash« dagen efter kvindernes internationale kampdag, altså 9. marts.

Til den »historiske endagsdagsfestival« vil man have mulighed for at opleve en bred vifte af artister fra den nordiske musikscene. Fra nyere pop- og hiphop i form af navne som Katinka, Dayyani, FVN og svenske Silvana Imam til en ældre kending i form af dansktop-legenden Birthe Kjær.

Eventet trækker blandt andet på Hun Solos gængse koncertformat, der består af en række af kortere og mere intime solokoncerter på cirka 20 minutter hver. Til dette format vil man kunne opleve FVN, Dayyani, Hun_sagde, færøske Elinborg og Mira Siegel.

Senere på aftenen vil konceptet blive udvidet med Danmarks Underholdningsorkester, hvor man blandt andet kan opleve Katinka, Birthe Kjær og norske Maria Frans fra Heilung, som hver vil fremføre en række udvalgte sange med orkestret.

Orkestret dirigeres af Maria Badstue, mens Mette Dahl Kristensen, der er kendt fra stryger-ensemblet Who Killed Bambi, står bag arrangementerne.

Billetsalget til Hun Solo Extravaganza er i gang.

Hun Solo Extravaganza
9. marts 2026
DR Koncerthuset
Billetpris: 400 kr.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af