Lola Young gav første koncert efter kollaps på scenen: »Et meget, meget særligt øjeblik for mig«

Lola Young gav første koncert efter kollaps på scenen: »Et meget, meget særligt øjeblik for mig«
Lola Young. (Foto: Universal)

Lola Young ser heldigvis ud til at være i bedring.

Tidligere på ugen var den unge britiske popstjerne nemlig for første gang tilbage på en scene, efter hun i efteråret måtte trække stikket og aflyse sin verdensturné.

Årsagen var dengang, at Lola Young skulle »arbejde med mig selv« efter en håndfuld helbredsmæssigt bekymrende udfald under hendes koncerter, hvor hun blandt andet kastede op og faldt om på scenen.

Torsdag var hun ifølge Entertainment Weekly tilbage som performer. Det skete til Spotifys branchearrangement Best New Artist Party, som i anledning af denne weekends Grammy-uddeling bød en række nominerede artister til scenen.

Under sin optræden fortalte Lola Young, at hun var »tilbage og havde det bedre«.

»Jeg har ikke optrådt siden september, så det her er et meget, meget særligt øjeblik for mig«, sagde hun. »Tak til alle, der får det til at føles sådan at optræde«.

I december gav Lola Young status på sit helbred og meldte sig klar til så småt at gøre comeback live.

»Jeg ville bare gerne udtrykke min taknemmelighed over for alle, der har givet mig tid og plads til at samle mig og få hovedet på plads igen«, skrev hun på Instagram til sine fans.

»Jeg håber gradvist at kunne vende tilbage til at optræde og fortsætte med at forfølge mine drømme«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af