»I’m tired and I, I want to go to bed«.
Sådan synger Morrissey på The Smiths-klassikeren ‘Asleep’, en sang, der har vist sig usædvanligt profetisk.
I går skulle Morrissey nemlig have spillet en koncert i den spanske by Valencia – en koncert, han dog desværre blev nødsaget til at aflyse.
Det er der som sådan ikke noget usædvanligt i – Morrissey har allerede formået at aflyse en femtedel af sine 2026-koncerter – men usædvanlig er til gengæld musikerens undskyldning. Han var nemlig træt, søvnig ligefrem, hvorfor han naturligvis ikke kan passe sit arbejde.
»Efter at have rejst i to dage ad landevejen ankom Morrissey til hotellet i Valencia sent onsdag. Enhver form for søvn eller hvile i løbet af natten var umulig på grund af festivalstøj/høj technosang/megafonmeddelelser. Denne oplevelse har efterladt Morrissey i en katatonisk tilstand«, lød det i første omgang på Morrisseys hjemmeside, inden den endelige beslutning lød:
»Aftenens planlagte show i Valencia er blevet umuliggjort på grund af søvnmangel. Morrissey kørte fra Milano til Valencia, men har ikke været i stand til at hvile sig i Valencia på grund af støj. Showet er ikke aflyst. Omstændighederne gør showet umuligt«.
Sidenhen har Morrissey selv beskrevet hotellet i Valencia som »et ubeskriveligt helvede. Det vil tage mig et år at komme mig. Og det er en underdrivelse«.
Morrissey udgav for nylig sit fjortende soloalbum, ‘Make-Up Is a Lie’. Hvad løgne angår er der dog efterhånden ingen så bedrageriske som en koncertannoncering fra Morrissey.
