Kanye West udskyder fransk koncert efter politisk modstand: »Min egen beslutning«

Kanye West udskyder fransk koncert efter politisk modstand: »Min egen beslutning«
Kanye West. (Foto: Victor Boyko/Getty Images For Kenzo)

Kanye West har valgt at udskyde sin planlagte koncert i franske Marseille på ubestemt tid. Det fortalte rapperen i et opslag på X tidligt onsdag morgen, dansk tid.

»Efter megen overvejelse og refleksion er det min egen beslutning
at udsætte min koncert i Marseille, Frankrig indtil videre«, skriver han om showet, som skulle finde sted til juni.

Beslutningen kommer efter modstand blandt franske politikere, som ikke finder rapperens optræden passende efter hans tidligere antisemitiske og nazismestøttende udtalelser.

En af kritikerne er byens borgmester, Benoît Payan. »Jeg nægter at lade Marseille blive en scene for dem, der fremmer had og åbenlys nazisme. Kanye West er ikke velkommen på Vélodrome, vores tempel for fællesskab og alt det, der er marseillansk«, skrev han tilbage i marts på X.

Ifølge Deadline har indenrigsminister Laurent Nuñez i denne uge desuden undersøgt »alle muligheder« for at aflyse koncerten.

Det sker ugen efter, at Kanye West blev nægtet indrejse i Storbritannien inden sine planlagte tre koncerter på Wireless Festival, som nu er aflyst. Begrundelsen var, at rapperens tilstedeværelse »ikke ville være til gavn for det offentlige velbefindende«.

Halvanden time efter udmeldingen om den udskudte franske koncert kom Ye med en tilføjelse omhandlende tilgivelse og ansvar.

»Jeg ved, det tager tid at forstå oprigtigheden i mit ønske om at gøre det godt igen«, skriver han på X. »Jeg tager fuldt ansvar for det, der er mit, men jeg ønsker ikke at sætte mine fans i en svær situation. Mine fans betyder alt for mig. Jeg ser frem til de næste koncerter«.

I starten af året offentliggjorde West i en annonce i The Wall Street Journal en længere undskyldning for sine tidligere udtalelser og handlinger, hvor han blandt andet fortalte, at han har kæmpet med bipolar lidelse som følge af en hjerneskade forårsaget af et trafikuheld.

»Jeg mistede kontakten med virkeligheden. Tingene blev værre, jo længere jeg ignorerede problemet. Jeg sagde og gjorde ting, jeg fortryder dybt. Nogle af de mennesker, jeg elsker mest, behandlede jeg værst«, skrev han blandt andet.

Han har stadig en række europæiske koncerter i kalenderen. Til juni har han planlagt to shows i hollandske Arnheim, og til juli besøger han italienske Reggio Emilia og spanske Madrid, inden han runder turnéen af i portugisiske Algarve til august.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af