Det var alle outsidernes dag til at shine, da Pil holdt føleren fest på Orange Scene

Det var alle outsidernes dag til at shine, da Pil holdt føleren fest på Orange Scene
Pil på Roskilde Festival. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)

KONCERT. »Jeg er så glad for, at der var så mange«, kunne jeg høre en fra publikum konstatere på vej væk fra Pils sejr af en åbningskoncert på Roskilde Festival.

Og jeg føler den. Sjældent har jeg været mere nervøs på en kunstners vegne end 36-årige Pil, der har kæmpet så længe og så intenst for at stå lige der, hvor hun hører hjemme: Klub Orange.

Med både hendes person og den melankolske og følsomme elektropop har Pil en evne til at få dig til at føle, at hun er din ven. Hende, der giver dig et kram, når det hele bliver for meget på natklubben. For du kan mærke, at hun har stået der. Været den, som skjulte sig langs kanten af dansegulvet i håb om, at nogen måske alligevel så dig.

Så Pil gjorde vi på Roskildes nye Orange Scene, der skinnede i solen, mens hun trådte frem på toppen af en sølvfarvet trappe til tonerne af ’Cyklen’ fra hendes nye album, ’Ikk gi dig selv væk før du føler dig hjemme’. Og allerede fra første sang mærkede og følte vi, hvor meget det her betød for Pil.

Pil på Roskilde Festival. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)

Det har aldrig stået skrevet i nogen stjerner eller måner, at hun en dag skulle stå på Orange Scene. Netop hendes musik synes på albumversionerne næsten at stå i vejen for den drøm, for de har ikke det vulkanudbrud, som vores anmelder efterspurgte på hendes nye plade. Du går ikke amok til Pil, du står og danser stille, mens du græder lidt.

Men sammen med sit velspillende band, der løftede numrene fra det lidt anonyme, de indimellem lider under i studieudgaverne, beviste hun, at hun ejer den føleren fest, hun havde sat sig for at føre os igennem.

Særligt rørende blev det, da hun fortalte om sin første Roskilde-oplevelse, hvor et par fyre havde råbt efter hende, at hun lignede et kålhoved.

»Se det her fucking kålhoved nu«, råbte hun ud, inden hun sparkede gang i fællesdans med kæmpehittet ’Dronning af Månen’, mens hun undervejs hev en velfortjent main character-energi frem og ledte publikum ind i et kor så højt, at alle tvivlere måtte overgive sig og, som undertegnede, måske fælde én (okay, flere) tårer.

Pil på Roskilde Festival. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)

At hun efterfølgende kunne fortsætte festen med at hive Andreas Odbjerg frem til deres fællesnummer ’Omvendt’ understregede, at det her var alle outsidernes dag til at shine. Alle dem, der ikke bragede ind på et hype-train, som Annika gjorde sidste år, men har kæmpet, slidt og slæbt for at være lige der, hvor de begge to hører hjemme.

Netop Annika og den ligeså hypede Mille slog også vejen forbi i et smukt øjeblik mellem den seje storesøster og de nye kvinder i klassen, der hver for sig og sammen ejede Orange Scene med deres Anton Westerlin-samarbejde ’Hørt det før’.

Otte år undervejs havde afslutteren ’Nattely’ været, og med en hel plads, der sang med fra første strofe på den let rockede udgave, den blev leveret i, fik Pil lov til at få et sandt Roskilde-øjeblik komplet med konfettikanoner.

»Det her vil jeg aldrig glemme«, rundede Pil koncerten af med at råbe ud. Og hold kæft, hvor kan jeg unde hende det.

Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.

Pil. Koncert. Roskilde Festival, Orange Scene.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af