Det vrimler med Hollywood-stjerner i Aaron Sorkins retssalsdrama ’The Trial of the Chicago 7’, der fortæller den virkelige historier om syv anti-Vietnamkrigs-demonstranter, der i 1969 blev stillet for retten i USA efter voldsomme sammenstød med politiet.
Sacha Baron Cohen, Eddie Redmayne, ’Succession’s Jeremy Strong, Oscar-vinder Mark Rylance, Joseph Gordon-Levitt og ’Watchmen’s Yahya Abdul-Mateen II med flere giver hinanden med og modspil under instruktionen af Sorkin, der tidligere har skrevet de ikoniske replikker i ’A Few Good Men’ (»You can’t handle the truth!«) og ‘The Social Network’ og skabt serieklassikeren ’The West Wing’.
Filmen er Netflix’ bud på en vægtig Oscar-kandidat i år, men fænger dramaet også i podcaststudiet, når filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich går sagen efter i sømmene?
Senere i programmet vender værterne også blikket mod Sverige, hvor HBO Europes nye dramaserie ’Beartown’ udspiller sig i en lille sneklædt by mod nord. Björnstadts junior-ishockyhold har hårdt brug for en sejr, der kan skaffe byen positiv omtale og sponsorater, men da trænerens teenagedatter bliver offer for et overgreb bliver venner pludseligt fjender.
Miniserien i fem afsnit er skrevet af den svenske forfatter Frederick Backmans (’En mand der hedder Ove’) og tematikken er stærkt aktuel. Men gør det også ’Beartown’ stærkt seværdig, eller er der dømt forudsigelig dramaturgi på nye flasker?
Lyt med!
Soundvenue Streamer udkommer ugentligt.