‘Assassin’s Creed: Syndicate’ bringer snigmordene på ret kurs uden at revolutionere

Endnu et år, endnu et ‘Assassin’s Creed’-spil. Serien er blevet en årlig tradition, hvor vi denne gang trækkes med til det victorianske London under den industrielle revolution. Det emmer af historie, og det emmer af den typiske ‘Assassin’s Creed’-opskrift på både godt og ondt.

‘Assassin’s Creed: Syndicate’ er nemlig et typisk ‘Assassin’s Creed’-spil, hvor snigmorderne kæmper mod de onde Templars, imens man kastes igennem de helt store årtier i verdenshistorien. Der er naturligvis også lidt moderne historie med i form af firmaet Abstergo, og hvis du allerede er forvirret, så bare rolig – det er undertegnede også på trods af at have fulgt serien siden starten i 2007.

Men lad os starte dér, hvor det giver mening. Denne gang træder man i de snigende sko på tvillingerne Evie og Jacob Frye. Duoen er blevet opdraget med snigmorder-blod i årerne, hvilket ender med en smuttur til London, som de vil befri fra Templars. Det resulterer naturligvis i en masse intriger, gæsteoptrædener fra historiens største hjerner (Charles Darwin og Alexander Graham Bell siger hej!) og et hav af repetitive missioner.

 

For selvom ‘Assassin’s Creed’-serien lever højt på at boltre sig i historiens gang, er det sjældent historiefortællingen, der er seriens stærkeste punkt. Fortællingen om befrielsen af London flyder langsomt i baggrunden, når man overvældes af udvalget af missioner i ‘Assassin’s Creed: Syndicate’.

Traditionen tro skal man nemlig befri små områder af London ad gangen ved at nedkæmpe Templars-fodfolk, og selvom det i starten tilfredsstiller enhver form for “jeg skal lige rydde det sidste område og opnå 100 procent”-OCD, så bliver det hurtigt en monoton affære. Sidemissionerne har små detaljer, der adskiller sig fra gang til gang, men når man prøvet den ene, føler man efterhånden, at man har prøvet dem alle.

God dynamik mellem hovedrollerne

Det er dog ikke fordi, man bliver overrasket over denne tilgang til spillet, for det er den typiske ‘Assassin’s Creed’-opskrift. Faktisk er ‘Assassin’s Creed: Syndicate’ muligvis det mest traditionelle spil i serien i adskillige år, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Det mest drastiske træk fra dette års spil er nemlig muligheden for at spille med to hovedpersoner (og så er en af dem sågar en kvinde, gisp!).

Opdeling mellem Jacob og Evie er dog mest for syns skyld. Selvom de to tvillinger har hver deres forcer, mærker man ikke den store forskel, når det virkelig gælder. Evie er sniger-typen, som helst bevæger sig i skyggerne, imens hendes bror er mere konfronterende i sin adfærd. Hver af dem har unikke evner, som man kan låse op for, men i sidste ende afhænger ens favorit formentlig mest af ens temperament og tolerance overfor kække kommentarer fra især Jacob.

Til gengæld er dynamikken mellem tvillingerne ganske underholdende, og ‘Assassin’s Creed: Syndicate’ er i det hele taget nemmere at tolere og ikke mindst tilgive, fordi der ofte er en snert af den letsindige og finurlige stemning, som blandt andet gjorde ‘Assassin’s Creed: Brotherhood’ til seriens bedste spil.

Den rette kurs for ‘Assassin’s Creed’

Det er som om, Ubisoft har indset, at serien har været på slingrekurs de sidste par år. Der er skåret ned på de fikse features, som egentlig ikke tilfører spillet noget gavnligt, men derimod kun kræver ekstra ressourcer og opmærksomhed. Der er for eksempel ingen multiplayer og en iPad-app som man kan bruge til at låse op for ekstra indhold, skal man kigge længe efter. I stedet er der fuldt fokus på ens oplevelser som Evie og Jacob i London, hvilket er både forløsende og forfriskende, fordi det er præcis dét, serien har gispet efter.

Desværre lader det dog til, at Ubisoft stadig ikke helt har styr på kræfterne, som faktisk udgør spillet. De tekniske fejl rider stadig spillet som en mare, og når figurer forsvinder som en anden Houdini midt i en vigtig mellemsekvens, kan man ikke andet end at grine lettere opgivende. Man skulle tro, at syv års erfaring burde være nok til at udrydde de typiske ‘Assassin’s Creed’-glitches, men nej.

 

Det ændrer dog ikke på, at ‘Assassin’s Creed: Syndicate’ er seriens mest solide udspil i lang tid. Det er et skridt i den helt rigtige retning, for – set i forhold til sidste års ligegyldige ‘Assassin’s Creed: Unity’ – er serien endelig på vej tilbage mod sine rødder.

Derfor er det også bekymrende, at Ubisoft har tænkt sig at følge planen om at lancere et nyt spil i serien hvert år. Det lugter lidt af et grisk tiltag, for selvom ‘Assassin’s Creed: Syndicate’ undgår en potentiel katastrofe uden nye tiltag, så virker serien stadig udkørt og i mangel af kreative indspark.

Med ‘Assassin’s Creed: Syndicate’ har Ubisoft langt om længe fundet fodfæste, der ikke vakler. Men det ville klæde serien med et pusterum – og at bygge et revolutionerende comeback for serien på fundamentet af ‘ACS’ er bestemt ikke et dårligt udgangspunkt.

 

---

Godt

+ Opdelingen mellem Evie og Jacob fungerer godt
+ ‘Assassin’s Creed’-opskriften er stadig forbandet vanedannende i små doser
+ Et af de mest solide ‘Assassin’s Creed’-spil de seneste år

 

Skidt

– ‘Assassin’s Creed’-konceptet lider generelt af metaltræthed
– Sidemissioner bliver hurtigt monotone
– De tekniske fejl hjemsøger stadig serien