Rygterne om Xbox’ens død er stærkt overdrevne. Måske er det fair nok at kalde Xbox One for lidt af en storsatset kuldsejling fra Microsofts side, men den gamle trofaste 360’er lever stadig i bedste velgående. Min gør ihvertfald. Og i dag fylder den ti år.
For mig har Microsofts perle af en konsol aldrig brokket sig eller givet op med den berygtede Red Ring of Death som ellers er skæbnen mangt en Xbox. Nogle af historiens bedste gaming-stunder blev akkompagneret af lyden af 360’erens snurrende CD-drev. Der var strategisk co-op i ‘Resident Evil 5’, episke eventyr i ‘Dark Souls’ eller småfulde ‘FIFA’-kampe.
Microsoft har i løbet af 2015 rullet opdateringer med et stadigt voksende bibliotek af bagudkompatible 360-titler ud til deres Xbox One. Det virker oplagt at fejre Xbox’ens ti års fødselsdag med en opsummering af de 360-spil, enhver Xbox One-ejer bør downloade omgående.
Derfor kommer her en liste over de 10 bedste Xbox 360-spil, som du nu kan spille på din Xbox One.
10. ‘Borderlands’
Det kaotiske og farvestrålende møde med Gearboxs topsællert, ‘Borderlands’, kom midt i en tid hvor ‘Modern Warfare 2’, ‘Resident Evil 5’, ‘Killzone 2’ samt ‘Uncharted 2’ dominerede salgslisterne. Spil med seriøse miner, store planer og strømlinede og snorlige udførsler. ‘Borderlands’ var ingen af de ting.
‘Borderlands’ var klassens dumme dreng, som man kunne få til hvad som helst, hvis bare man kvitterede med grin og opmærksomhed. En selvbevidst tone og en evne til at sige det helt forkerte på den allermest rigtige måde koblet med en uendeligt stor samling våben, fjender og tossede situationer udgjorde grundlaget for en af de bedste spil- og i særdeleshed co op-oplevelse. ‘Borderlands’ var et af de første first person shooter-spil, der turde tage skridtet ud i sandkasse-modellen og bare droppe spilleren ned i en levende verden fyldt med fjender, loot og opgaver, der skulle løses i bytte for skatte og XP fra excentriske NPC’er.
‘Borderlands’ manglede en del finpudsning for at være et perfekt spil, men det kunne skabe nogle perfekte situationer, specielt når man spillede med en eller flere kammerater. ‘Borderlands’ er historisk og spilmæssigt absolut stadig et besøg værd.
9. ‘LEGO Star Wars: The Complete Saga’
Xbox 360 var en konsol, der kom vidt omkring. Modsat for eksempel Nintendo Wii, der excellerede i den børnevenlige ende af spilbiblioteket udgav Microsoft spil i mange genrer. Foruden de seriøse, mørke og til tider ret voldelige spil-franchises der vandt popularitet og fodfæste ved konsollen, var der også LEGO-spillene. De små nuttede gule plastic-mænd, der skulle hoppe og daske sig vej igennem farverige spiluniverser inspireret af eller direkte lånt fra populære TV- og film-serier.
Et af de absolut bedste indslag i den klodsede (undskyld…) føljeton af spil er ‘LEGO Star Wars: The Complete Saga’. Heri blev alle de gode idéer og tilløb fra tidligere spil samlet til et mesterligt spil, der ydermere var sat i et kendt og elsket univers.
‘The Complete Saga’ kommer skræmmende tæt på at være den perfekte blanding af barnlig platformshopperi og voksen nostalgi blandet sammen i et spilunivers med et skønt flow, en ditto fortælling og en kærlig humor, der fanger både store og små.
8. ‘Fallout 3’
Her midt i den vinterstorm som ‘Fallout 4’-hypen udgør, er det vigtigt at huske på spilseriens rødder. Og selvom det dystopiske ødelands-univers trådte sine barnesko i pc-regi, var det da Bethesda overtog udviklingen fra Black Isle Studios at hele verdenen fik øjnene op for hvorfor super-mutanter og kvæg-lignende skabninger med to hoveder bare er the shit.
‘Fallout 3’ var for sin tid og stadigvæk et eminent rollespil sat i en sublimt forfattet spændende verden. I eftertiden fra Den Store Krig i det herrens år 2077 er verden lagt øde af atomvåben, forurening og det der er værre. I ‘Fallout’ lykkes det til fulde at give spilleren frie tøjler til at udforske den kæmpemæssige verden, der er tilbage efter krigen og give spilleren helt frie tøjler til at redde verden, ødelægge den eller bygge sig et kæmpe slot af Nuka Cola-flasker. ‘Fallout 3’ er uden tvivl et af de bedste spil til sidste generations konsoller og bør indfinde sig i enhver spilsamling.
7. ‘Beyond Good and Evil (HD Remake)’
Okay, hold godt fast. I ‘Beyond Good and Evil’ fra 2004 spiller man som Jade – en ung kvinde med ben i næsen, ens bedste ven er den talende antropomorfe gris, Pey’j, man driver et børnehjem, men er også fotograf og i forlængelse heraf skal man både optrevle grupper af menneskesmuglere, redde kidnappede frihedskæmpere, rejse til månen, vække de døde og starte en revolution. Ja.
‘Beyond Good and Evil’ var måske nok mere krøllet på historiesiden end godt var og salgstallene floppede også gevaldigt, selvom der blev scoret den ene store pris efter den anden. ‘Beyond Good and Evil’ er blevet en kult-klassiker med god grund. Køber man præmisserne i historien, er det et spændende og flot fortalt eventyr med venner, fjender, twists og overraskelser i en lind strøm. I rollen som Jade skal man heldigvis sjældent sparke døre ned med maskinpistoler i hænderne, istedet hæves realismen ved at fokusere på stealth-mekanikker og puzzle-opgaver som er både veludtænkt og veludført.
Universet som ‘Beyond Good and Evil’ skaber er flot, fængende og samtidig et eventyrligt afbræk fra alt det, man er vant til at se. ‘Beyond Good and Evil’ er kriminelt undervurderet og er i allerhøjeste grad et (gen)besøg værd, hvis man har mod på en krøllet historie. Den giver tifold igen.
6. ‘Castle Crashers’
‘Castle Crashers’ er et dumt spil. Men føj, hvor er det rart at få lov at være dum engang imellem. ‘Castle Crashers’ er gaminghistoriens mest fjollede bud på et beat ’em up-spil – de her spil, der blev så populære på grillbarer og i arkade-haller verden over i 90’erne. Modellen er den samme i hvert spil: Man løber fra venstre mod højre og tæver alle fjenderne på vejen, inden man møder en lidt større fjende i slutningen af banen.
‘Castle Crashers’ implementerer simple rollespilselementer som våben, opgraderinger, level-ups og en fin lille historie på et niveau, der ikke forstyrrer den hyggelige dumhed, som bærer spillet. Man har rigelig tid til at hamre i slå-knapperne indtil fjenderne forsvinder fra skærmen og guldstykkerne popper ud af dem.
‘Castle Crashers’ tager ikke sig selv seriøst. Tonen sættes med prutte-jokes og fjollede fjender. For eksempel er der en homage til den klassiske ‘Battle Toads’ racer-baner, hvor man rider på hjortekid, der drives fremad ved hjælp af ekstremt kraftig *ahem* luft i maven – med bonus. Det leder op til, at man til sidst slås mod en stor havkat, der bogstaveligt talt er et meget, meget stort katte-hoved ovenpå en ligeså stor fiske-krop.
‘Castle Crashers’ er kaotisk, herligt og faktisk så svært at mestre, at der er garanti for mange timers gameplay, hvis man vil besejre både onde majskolber, rumvæsner og onde drager med sokke-dyr på hænderne.
5. ‘Banjo Kazooie: Nuts ‘n’ Bolts’
Der er noget befriende ved de spil, der tør give meget af spiloplevelsen over til hvemend, der sidder med controlleren. Væk med korridor-helvederne fra ‘Call of Duty’ og ‘Mario’ og over til den kreative frihed som gør ‘Fallout’, ‘Minecraft’ og mange andre elskede klassikere til evige stjerner på gaming-himlen.
‘Banjo Kazooie: Nuts ‘n’ Bolts’ tager sit afsæt i en kær Nintendo 64-klassiker, hvor man som godmodig bjørn skal hoppe, svæve og løbe igennem et mylder af baner i forskellige temaer, ikke meget ulig Marios egne eventyr. I opfølgeren til Xbox 360 skifter fokusset fra et narrativt stramt eventyr til en mere kreativ opgave-løsning. Man gives råderet over en masse smådele til biler, flyvemaskiner og alt derimellem og skal ganske simpelt løse opgaver. Det kan være opgaver som »kør hurtigere end ham der«, »hent de her 10 stjerner« eller »hop/svæv/flyv 200 meter«, som man så skal løse ved enten at spænde raketter på sin go-cart, bygge et fly eller hvor kreativiteten nu måtte sætte grænser.
‘Nuts ‘n’ Bolts’ rammer LEGO-genet i spilleren og udfordrer på kreativitet og fantasi snarere end lyn-skarpe reflekser og aftrækker-fingre. Spillet bliver mange gange bedre jo mere abstrakt man prøver at tænke og omfavner på bedste vis tanken om, at hvis en idé virker – så var det ikke en dum idé.
4. ‘Gears of War 2’
‘Gears of War 2’ fortsætter – ikke så underligt – hvor 1’eren slap, og skruer alle knapper op på 10. ‘Gears of War’ banede vejen for stribevis af run’n’gun-spil, hvor man som stor, vred mand løber imellem gemmesteder i brystkasse-højde, imens man majer horder af fjender ned med sit trofaste maskingevær. Med motorsav på.
‘Gears of War’-serien var ikke først til at skære spil efter den opskrift, men det var her vi første gang så præcis hvor hektiske actionscener man kan lave, men samtidig give spilleren en følelse af kontrol. Imens man styrer den hærdebrede Marcus Phoenix rundt i banerne vælter husene, der dukker rummonstre frem fra Jordens indre og man må lægge øre til den kække småsnak imellem Marcus og hans venner.
Indpakningen er iorden og skyde-teltet er linet up. I ‘Gears of War 2’ vælter det konstant frem med vrede rum-røvhuller som skal nedlægges med enten motorsav eller maskinkanon, imens man vralter fremad med sine hjemmedrenge.
‘Gears of War 2’ er en fantastisk action-oplevelse, der kun bliver bedre af at dele den i co op-mode, imens man råber wannabe-militær-kommandoer efter hinanden. Steroide-tosserne man kommanderer rundt på skærmen kommer med dumsmarte kommentarer og rum-monstrene stiller sig op på snorlige skyde-stribe. What’s not to love?
3. ‘Condemned’
Hvemend der har skrevet ‘Condemned’ har en kulsort sjæl – og ditto hjerne. I rollen som betjenten Ethan Thomas er man vant til at skulle opspore seriemordere og andet godtfolk, men er pludselig på glatis, da man hænges op på mordene på to politikolleger. I jagten på at få renset sit navn må man tage et dyk ned i de mest dystre afkroge af samfundet og flere gange stå ansigt til ansigt med rendyrket ondskab og uhygge.
Det er ikke kun i historien at ‘Condemned’ tør komme tæt på. Patronerne i spillet er sjældne, så langt det meste af tiden er man nødsaget til at forsvare sig mod mordere, junkier og meget andet med sine bare næver eller hvad end man nu kan finde liggende rundt omkring: Store glasskår, mursten, hjemmelavede køller og meget andet.
Historien og settingen bliver ofte uhyggelig og meget seriøs og når junkierne farer ud fra skyggerne med højt hævet knust flaske, imens de råber og skriger vanvittige fraser, er det svært ikke at lade pulsen stikke af. ‘Condemned’ er et enormt godt fortalt spil, der tør blive meget voksent uden den humor, som ellers nemt kan kendetegne voldelige spil (‘Grand Theft Auto’ m.fl.).
‘Condemned’ er et uhyggeligt bud på, hvordan man på fineste vis kan væve én mands kamp for at rense sit navn og fange en massemorder ind i et meget større og desto mere skræmmende plot med hjernevask, svindel og okkulte grupper med endnu flere mord på samvittigheden. Men hav altid en hånd klar på lyskontakten når det bliver for meget.
2. ‘Mass Effect’
Det første spil i serien om den – nu – legendariske Kommandør Shephard fik hurtigt ben at gå på i spilbutikkerne, da det udkom i 2007. Et par år efter den sidste ‘Star Wars’-film var stemningen lidt lunken omkring nye science fiction-universer, men al tvivl blev gjort til skamme da en generation af gamere fik sat sig til rette i kaptajnens stol på rumskibet SSV Normandy.
Herfra skulle man redde Jorden og bekæmpe rumvæsener, samtidig med at man jonglerede såvel intergalaktiske, storpolitiske konspirationer som romancer og irritationer ens eget mandskab imellem. ‘Mass Effect’ var knivskarpe på, at holde det meget, meget svært at gennemføre spillet perfekt. Man kunne forvente undervejs, at skulle vinke farvel til flere af sine besætningsmedlemmer, som man ellers havde brugt mange timer med, hvis bare man traf det forkerte valg eller endda var for langsom til at tage det rigtige.
‘Mass Effect’ turde lade handlingen i spillet udvikle sig dårligt for spilleren, og man følte ofte at man kæmpede mod oddsene og sad tilbage med en følelse af »hvis jeg nu bare havde…«, præcis som gode rollespil skal kunne. Universet såvel som karaktererne satte kimen for en af de bedste science fiction-serier nogensinde og det første spil i serien kan stadig nydes i største velbehag og er et klart must-have for nye og gamle gamere.
1. ‘BioShock’
‘BioShock’ er et af de bedste spil nogensinde. Hvis du er uenig, fortjener du ikke at have internet og bedes prompte trække stikket ud af væggen og finde en sudoku frem.
Spøg til side og selvfølgelig skal der være plads til uenighed. Men ‘BioShock’ er bredt anerkendt som et fabelagtigt spil, hvad enten man kærer sig om en verdensklasse-historie eller bare vil nyde de fremragende action-sekvenser. Om man i skønherligt sammenkog kæmper for sin overlevelse med både klassiske krudt og kugler-våben samt biomekanisk magi eller nyder historien med perfekte plot-twists og følelsesmæssig tyngde er ‘BioShock’ stedet man får sine lyster styret.
Både mekanisk og teknisk fungerer ‘BioShock’ perfekt, men det er den tonstunge stemning, der ironisk nok løfter spillet til mesterværks-niveau. De maleriske lyssætninger kombineret med karakterernes livagtige dialoger sætter rammen for et uhyggeligt, spændende og episk eventyr som formår at virke vigtigt. Det er ikke (kun) fordi man slynges ind i et politisk spil i den undersøiske by Rapture, at man føler sig vigtig. Men i historien giver det pludselig mening, hvor man – og kun man – kan hjælpe de mennesker man møder samt frelse (hvis man træffer dét valg) alle de little sisters som er fanget af junkier og skurke rundt omkring i de snørklede gange.
‘BioShock’ er, udover et vanvittigt godt spil, ligesom en bog man ikke kan lægge fra sig. Man skal hele tiden lige se, hvad der sker på næste side. ‘BioShock’ bevæger, bekymrer og begejstrer i en storslået fortælling om magt, filosofi og mennesker i et magnum opus af et spil, som på fineste vis understreger, hvor stor en oplevelse et spil kan være.
Læs også: Xbox bekræfter og afslører releasedato: En række ældre spil kommer nu til Xbox One