Franz samler dine beskedservicer i én app og skaber orden i kaos

Franz samler dine beskedservicer i én app og skaber orden i kaos

Du kender det sikkert: du foretrækker at bruge Messenger til at sende beskeder, men din ven på udveksling kun kan fanges på Skype og dit Tinder-match insisterer på at bruge WhatsApp, mens kollegerne bruger Slack. Og hvis man pludselig er rigtig populær, kan det være både forvirrende og irriterende at sidde og navigere mellem samtalerne. Derfor samler appen Franz nu otte beskedservicer til ét interface.

Franz dækker Facebooks Messenger, Googles Hangouts, WhatsApp, Skype, Telegram, HipChat, Slack og Grape. Du kan endda tilføje flere konti fra samme service, hvis du eksempelvis er administrator for en eller flere virksomhedsprofiler. Appen er indtil videre kun tilgængelig på Mac, men en Windows-udgave er lige rundt om hjørnet.

Appen tilføjer ikke nye features – det er i virkeligheden bare en skal der samler web-udgaverne af de forskellige beskedservicer. Til Franz’ fordel betyder det enkle setup, at appen hele tiden er opdateret med de nyeste tilføjelser fra de otte servicer. Lignende apps har en tendens til at servere en nedbarberet version af originalerne, hvor man alligevel skal logge på de enkelte for mere avanceret brug. Franz tager det hele med, og pakker det ind i et strømlinet design.

Franz er udviklet af den wienesiske designer Stefan Malzner, der inden Franz skabte Grete og Horst (han holder stilen på navnefronten), to personal assistant apps. Grete fokuserer på madindkøb og opskrifter, mens Horst takler hverdagens shopping og tjeklister. De tre apps er alle personificeret, og Malzner forklarer at Franz er opkaldt efter Kejser Franz Joseph d. 1. – hvilket forklarer det stiliserede moustache og bakkenbarterne, der udgør appens ikon.

Bag humoren har appen da også en række fordele: Franz’ hukommelsesforbrug er noget mindre end at have flere separate vinduer åbne med beskeder. Du kan ligeledes slå notifikationer fra eller til for hver konto, så kun de prioriterede beskeder fanger din opmærksomhed. Og flere servicer er på tegnebrættet for fremtidige udgiver af Franz.

Franz er gratis og tilgængelig til Mac.

Læs også: Mac ramt af ransomware: Ikke engang Apples computere er sikre længere

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af