‘Homefront: The Revolution’: Utraditionel guerillakrig på listefødder i Philadelphias gader

‘Homefront: The Revolution’: Utraditionel guerillakrig på listefødder i Philadelphias gader

Vi er nødt til at snakke om, hvordan det nye sort i computerspil er at gøre spilverdener åbne. At have verdener liggende for ens fødder, hvor man frit kan vandre rundt og få kuller af alt for mange valgmuligheder, fordi der er så meget at give sig til, at man faktisk bare går i stå. Åbne verdener er det nye sort, og gudhjælpemig om ’Homefront: The Revolution’ ikke er hoppet med på vognen.

Det lå ellers ikke i kortene, kunne man fristes til at sige. Det oprindelige ’Homefront’ var det ærketypiske skydespil, hvor man som USA tog kampen op mod Nordkorea, der ulig den virkelige verden faktisk havde noget at byde på. I efterfølgeren har Nordkorea avanceret, og USA ligger nu under belejring. Det kan åbenbart ikke fortælles efter den traditionelle skydespil-opskrift. Nej, her skal vi sørme kastes ud i en åben verden.

Om det skyldes, at spillet har været så lang tid undervejs (og i øvrigt har skiftet ejer- og udviklingshænder oftere end en gennemsnitlig person skifter underbukser) vides ikke, men det klæder faktisk ’Homefront: The Revolution’. Dette skyldes ikke mindst, at spillet på ingen måde ville kunne stå på egne ben i en lineær skydespil-opsætning grundet en usædvanlig klichefyldt historie.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Slet skjult samfundskritik

I et alternativt univers har Nordkorea nemlig vist sig at være voldsomt populære hos Vestens stormagt. Amerikanerne har været vilde med nordkoreanske produkter og deres regering har været vilde med nordkoreanske våben. Det viser sig bare lige, at nordkoreanerne har indbygget en bagdør i alle deres våben og krigsmaskiner, som de naturligvis aktiverer (man skulle tro, at amerikanerne kender til den trojanske hest), og så er USA magtesløse. Landet falder i nordkoreanske hænder og amerikanerne befinder sig pludselig i den uvante situation som modstandsbevægelse på egen jord.

Det er ikke svært at se, at ’Homefront: The Revolution’ skal byde på en eller anden relevant samfundskritik, men stikpillen leveres i form af kliché-tunge kommentarer fra karikaturer af den typiske macho-soldat, vi efterhånden har set så mange gange (og her hjælper kvindelige modstandsfolk hist og pist altså ikke).

Heldigvis er det altså ikke historien, der bærer spillet, for det er her, vi vender tilbage til den åbne verden. Som modstandsmand kastes man ud i Philadelphia, som er under belejring. Her skal man låse op for et område ad gangen ved at indtage bygninger, sabotere teknik eller en helt tredje ting, der altid er ganske åbenlys.

20150804_HFR_screens_02__emargoed_4Aug_1730

 

Det er den typiske tilgang for et spil med en åben verden, for det er den opskrift, som de fleste spil følger til punkt og prikke, og her er ’Homefront: The Revolution’ ikke meget anderledes. Det har dog nogle aspekter, der – selvom de ikke genopfinder den dybe tallerken – faktisk stikker ud fra mængden uden dog at revolutionere genren.

Påtvungen stealth

For det viser sig hurtigt, at selvom ’Homefront: The Revolution’ primært er et skydespil, så er det slet ikke her, det excellerer. Det er derimod, når man får lov til at løbe rundt i Philadelphia, imens man gemmer sig for belejringsmagten. Der lægges heftig vægt på, at man ikke bare løber frem i bedste gung ho-stil, men at man derimod sniger sig rundt i ødelagte bygninger og overvejer sine angreb. Der er en tiltrængt, næsten parkour-agtig stil over det, for selvom byen allerede er ret åben, kan man lade sig guide rundt i murbrokker og smadrede bygninger af modstandsmagtens markører, der altid er farvet blå.

Det kan være et blåt flag, blå spraymaling eller noget helt tredje, men man er aldrig i tvivl, og det fungerer overraskende godt, når man prøver at lægge en taktik. Vil man kravle op på taget og indtage en bygning foroven eller vil man snige sig ind fra siden og håbe på det bedste. Samtidig er stealth-aspektet, hvor man sniger sig rundt, faktisk også ganske velfungerende. At man ikke bare kan sætte sin lid til sit gevær og løbe frit rundt i byen uden konsekvenser giver en følelse af, at man faktisk er i fare.

20150804_HFR_screens_03__emargoed_4Aug_1730

 

Desværre bliver det dog tvunget lidt nedover hovedet på en, jo længere man avancerer i spillet. Nogen vil kalde det en klassisk design-fejl, hvor sværhedsgraden stiger gradvist, imens stealth-fans vil elske det, men jo længere man kommer, jo mere notorisk bliver man, hvilket gør det nemmere at blive genkendt. Dermed tvinges man endnu mere ud i skyggerne, og er man typen, der trods alt foretrækker at kunne hive riflen frem, når det virkelig brænder på, frem for at skulle løse alt med snilde, så vil den senere del af ’Homefront: The Revolution’ blive en anmassende affære.

Snubler i teknikfnidder

Det hjælpes ikke på vej af, at ’Homefront: The Revolution’ er et bragende flot spil, men et teknisk frustrerende virvar, der for alvor understreger vigtigheden af at kunne sælge et velfungerende produkt fra dag 1. Selv med anmeldereksemplaret, som har modtaget to(!) opdateringer inden spillets udgivelse, var der adskillige tekniske fejl, som decideret ødelagde tempoet i spillet. At spillet konsekvent hakker og opfører sig som en teenager med ungdomssløvsind, hver gang man modtager en mission, er simpelthen bare ikke i orden.

Det er også derfor, at ’Homefront: The Revolution’ må se en pænere karakter forsvinde i horisonten. Var det teknisk finpudset, havde det muligvis været det friske pust, som skydespilsgenren ville have godt af. I stedet er det en i mindre ombæringer fornøjelig oplevelse, der forstærkes, hvis man er stealth-fan. Er man ikke, er der derimod et hav af andre spil med åbne verdener, som kan stille kløen.


Godt

+ Inddragelsen af stealth er et hæderligt forsøg på fornyelse af skydespilsgenren
+ Visuelt er omgivelserne fornøjelige og knivskarpe
+ Stemningsfyldt soundtrack

 

Skidt

– Hollywood kunne ikke have produceret en mere klichéfyldt historie
– Monotonien sætter hurtigt ind
– Et teknisk makværk

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af