‘Warhammer 40.000: Dawn of War III’ – krigerisk klassiker i nye klæder

‘Warhammer 40.000: Dawn of War III’ – krigerisk klassiker i nye klæder

At starte ‘Warhammer 40,000: Dawn of War III’, er ligesom at komme hjem.

Underforstået, hvis “hjem” består af en forsamling af døende racer, rumfascister og evig, evindelig ultravold. Den følelse er muligvis en form for arbejdsskade blandt computerspilsanmeldere, der anmelder krigsspil 80 procent af tiden, men det føles faktisk som noget dybere end det.

‘Dawn of War’ er en gammel computerspilsklassiker – et såkaldt real time strategy-spil, set oppefra og ned, med et hurtigt tempo og en pulserende rytme. Som spiller tager man kontrollen over forskellige grupper af skyde- og nærkampskrigere, bygger en base, erobrer strategiske kontrolpunkter fra sine modstandere, opgraderer sin base og sine enheder, bygger seje tanks og tværer omtalte tanks ud i hovedet på sin modstander.

Og så foregår det i det højt elskede science-fantasy-univers ‘Warhammer 40.000’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Serien startede for knap 13 år siden med det første, stærkt anmelderroste spil i serien, hvis store salgstrick var, at det omplantede britiske Games Workshops møgpopulære plastikfigurspil ‘Warhammer 40.000’ fra kældre og spilforretninger til computerens køligt blinkende skærm.

Det lykkedes. Udviklerne Relic Entertainment skabte først og fremmest et solidt strategispil (de skabte i øvrigt det storsælgende Anden Verdenskrig-strategispil ‘Company of Heroes’ baseret på samme formular to år efter), men det lykkedes dem også til præcision at indkapsle den helt særlige håbløse totalkrigsstemning, kaldet grimdark af fans, der plager ‘Warhammer 40K’s univers. Særligt er spillets Single Player-kampagne et stort trækplaster med et solidt manuskript og involverende plot.

Det andet spil i serien forsøgte at træde nye veje, og afskaffede klassiske strategielementer som baser, til fordel for en om muligt endnu mere hektisk squad based experience, men holdt stadig fast i seriens store hovedperson, nemlig krigen i det 41. årtusind og dens forskelligartede, men lige krigeriske indbyggere. Kampagnen var stadig on point.

Warhammer40KDoWIII-4

Kærkomne hovedpersoner

Det sidste indslag i serien, nummer tre, er så på gaden nu, og som jeg først nævnte, så er det lidt som at komme hjem. Basebygningen er tilbage i spillet, alle karaktererne i spillets kampagne er gamle kendinge fra det første spil i serien og de tre spilbare racer er også hentet fra det første spil. Æstetikken er som den plejer. Vi befinder os i den gotiske, fjerne fremtid, hvor fantasyracer som invasive dræbersnegle er blevet oversat til rumalderen.

Tilbagevendende hovedpersoner er naturligvis de famøse Space Marines, hvis motorsavs-sværd, ædelmodige fladpande-macho og små-fascistoide tendens til at pløkke subversive elementer ned med koldt blod, har givet dem den samme plads tæt på mit hjerte, som Putins har i Marie Krarups.

Jeg kan ganske enkelt ikke få nok af dem, og jeg holdt en lille fest med mig selv, da tilbagevendende Chapter Master Gabriel Angelos (ja, sådan noget hedder de alle sammen), træder ind på spillets scene med en hammer på størrelse med Sydfyn og prompte fucker omkring sekstusind orker op, mens han skiftevis råber og sender bønner af sted til den udødelige God-Emperor of Mankind og heltemodigt lider sig gennem spillets plot.

Warhammer40KDoWIII-2

Han er flankeret af rumorkernes slet underspillet navngivne boss GORGUTZ, en fire meter høj snotgrøn bølle med en enorm elektrisk hammerhånd og en grim, lidt elskelig, attitude, hvis idé om hacking er befriende simpel: Kort fortalt, “hak den skærm i stykker”.

Trioen afrundes af snobberiets verdensmestre, Eldarene. Og selvom rumelvernes stoiske døende-race-tristhed overhovedet ikke er lige så nice som Space Marinesnes, så er de nu også okay selskab.

Kampagnen er, som den plejer, on-point. Man skifter frem og tilbage mellem heltene, hvad er lidt forvirrende, men det gør man jo også i ‘Game of Thrones’ og Relic slipper fint af sted med det. Jeg savner kun mine Space Marines en lille smule.

I det hele taget er det faktisk rigtig fedt at komme hjem til fremtidskrigen og spille ‘Dawn of War III’.

Warhammer40KDoWIII-1

Burde ikke ligne LoL

Der er dog et par skår i glæden for mit vedkommende.

Relic Entertainment har, i et forsøg på at være moderne føles det som, lagt et lidt heftigt fokus på helte-enhederne.

Ikke nok med at man kan købe nye skins til sine yndlingshelte; når man spiller spillet er det også helt utroligt vigtigt at bruge de korrekte evner på de korrekte tidspunkter i den korrekte rækkefølge. Jeg får simpelthen en fornemmelse af, at Relic gerne vil være med på ‘League of Legends’ og ‘Dota’-vognen.

Jeg glemmer altså alt om at min snigskytte-helts cooldown er færdig, og at jeg skal sætte ham til at fyre sit superblast i den her præcise retning. Jeg har travlt med at føre en større krig og holde styr på mine ressourcer.
Manden må ganske enkelt selv styre i hvilken rækkefølge og i hvilken retning hans evner skal benyttes. Mine tips er 1) hele tiden og 2) på alle modstandere inden for synsvidde. Jeg er general, ikke barnepige. Jeg synes massive online battle arena-elementerne er jævnt irriterende i et strategispil.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Jeg skal ikke kunne sige om andre vil sætte pris på de tiltag. Det kan tænkes Relic har skudt papegøjen, og en hel stormflod af eSports-entusiaster og unge mennesker med masser af fritid og købekraft snart immigrerer fra ‘Dota’ og over til ‘Dawn of War’, og gør Relic rige og berømte udover alle grænser.

Men i mit anmelder-sind tænker jeg, at ‘Dawn of War’ i langt højere grad burde handle om de strategiske elementer, det med at have overblikket og sende sine tanks det rigtige sted hen på det rigtige tidspunkt, og lidt mindre om hvilken slags hjelm min 2½-meter høje Space Marine har på.

Men det, at det overhovedet er en Space Marine, og at universet er så velrealiseret, gør at jeg godt kan tilgive det. Over kampagnen er der elementer af strategiklassikeren ‘Warcraft 3’s eminente historiefortælling, missionerne er interessante – og de forskellige hære er distinkte på tjekket og lækker vis.

Rumorkerne går på rov i overvundet fjendemateriel og giver en rå følelse af uovervindelige krigshorder. Rumelverne kan flytte deres base rundt og ligge i skjul og har manøvredygtighed på deres side.

Space Marinerne smider i et væk droppods i hovedet på modstandere med et ekstremt tilfredsstillende SLAM og priser kejseren så det er en fryd, over lyden af boltgun-ild.

Så jeg er glad for at være hjemme.


Det gode
+ Solidt strategispil
+ Velrealiseret, karakterfuld setting
+ Space Marines <3

Skidt
– Uvedkommende, lidt fejlslagne MOBA-elementer
– Der kunne med fordel have været tre separate kampagner, for de tre racer
– I virkeligheden kunne der godt bare have været en kampagne, kun med Space Marines

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af