Sleep Party People
Sleep Party People er et enmandsprojekt. Brian Batz har siddet i en lille københavner-lejlighed med en trommemaskine, en guitar og et rustent klaver og tydeligvis brugt effektmaskiner – især til den skræmmende, men samtidigt barnligt lokkende vokal.
Fra den og de brugte effekter kan trækkes en lille parallel til CocoRosie, men så er det også slut med sammenligningerne. For Sleep Party People minder ikke om noget andet og er svær at placere i genrekasserne. Det er enkelthed på den mest komplekse måde. Simple akkorder sammensat med urolige effekter og drævende vokal. Modsætninger mødes.
En atmosfærisk underverden i musikken lægger en dyster og mekanisk linje, der får væggene til langsomt at rykke sig tættere og tættere på lytteren. Men uden at man nogensinde overvejer at flygte. I stedet lader man tankerne svæve rundt, mens man drømmer sig væk til og fra Brian Batz’ mørke univers.
Man kan sætte en frossen finger på, at numrene kommer til at minde om hinanden med det sparsomme antal af instrumenter og den mekaniske vokal. Deraf kommer vigtigheden i at se pladen som en helhed, der kræver tid og plads. For ‘Sleep Party People’ er en plade uden P3-hits. Gudskelov.
I stedet er albummet perfekt til weekendens nætter, når berusede mennesker bevæger sig alene og kolde hjem fra festerne og mangler et soundtrack til natten, mens de stille falder i søvn. Dragende, melankolsk og obskurt smukt.