’The Chi’: Lena Waithes debutserie har en ’The Wire’sk kvalitet

’The Chi’: Lena Waithes debutserie har en ’The Wire’sk kvalitet
Alex Hibbert i 'The Chi'.
5 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Lena Waithe

Medvirkende

Jason Mitchell, Alex R. Hibbert, Ntare Guma Mbaho Mwine, Jacob Latimore, Sonja Sohn

Spilletid

10 afsnit á 55 min.

Premiere

Kan ses på HBO Nordic

Lena Waithe blev i efteråret den første sorte kvinde til at vinde en Emmy for bedste komediemanuskript for ‘Master of None’-episoden ‘Thanksgiving’, en fin og specifik selvbiografisk skildring af at springe ud som lesbisk over for sin sorte mor og mormor.

Med ‘The Chi’ springer Waithe ud som skaber af sin egen serie. Igen fortæller hun fra et personligt udgangspunkt ved at lade serien udspille sig i Chicagos South Side, hvor hun selv er vokset op. Men hun har ekspanderet vingefang og ambitionsniveau radikalt. ‘The Chi’ har en ‘The Wire’sk kvalitet med sit kalejdoskopiske, nuancerede og solidariske karakterstudie af en gruppe af den belastede bydels indbyggere, hvis liv flettes sammen og påvirkes af drabet på en ung mand i en kædeeffekt.

Lena Waithe deler ikke ‘The Wire’-skaber David Simons optagelse af systemet, men fokuserer på hverdagen for de sorte fattige mennesker i ghettoen. Størstedelen af karaktererne forsøger at holde sig ude af bandeopgør og bare leve et normalt liv med skole, job, familie og kærlighed, men drages på grund af deres bopæl og socioøkonomiske situation ind i konflikter som følge af tilfældigheder, misforståelser og uoverlagte beslutninger. Serien handler om, hvordan livet i al sin banalitet fortsætter, selvom tragedien rammer – og om man lader sorg, afmagt, vrede og frygt slå én ud af kurs.

Min favoritkarakter er den kvikke og karismatiske 12-årige knægt Kevin (talentfulde Alex Hibbert fra ‘Moonlight’), som bliver vidne til et mord og dermed finder sig selv i en udsat position. Imens går tween-livet med venner og skole videre, og han er mest af alt optaget af sit crush på en pige, som han forsøger at imponere ved at melde sig til skolens musicalopsætning af ‘The Wiz’.

Han krydser veje med kokken Brandon (Jason Mitchell fra ‘Mudbound’), der har brudt sin sociale arv ved at gøre karriere på en gourmetrestaurant og bo sammen med sin veluddannede kæreste Jerrika (Tiffany Boone) i en pænere del af byen. Men da et familiemedlem bliver skudt, fristes han til at opgive det hele for at tage hævn.

Sponsoreret indhold
Oplev årets mest hypede horror-hit
‘Hereditary’ tager forfærdelige familiehemmeligheder og nerveflænsende gys til næste niveau. Find billetter og spilletider her. Hvis du tør.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

Der er også teenage-skørtejægeren Emmett (Jacob Latimore), hvis indkomst fra en fastfoodrestaurant og handel med dyre sneakers ikke længere slår til, da en ekskæreste stikker hans baby i armene på ham og forsvinder. Så byens tilbagevendte gangsterboss har ikke svært ved at lokke ham til velbetalte tjenester.

Enspænderen Ronnie (Ntare Guma Mbaho Mwine fra ’Treme’) er papfar til den myrdede unge mand, Jason, og stadig forelsket i sin ekskæreste Tracy (Tai Davis), Jasons mor. Derfor siger han ja, da hun beder ham finde ud af, hvorfor Jason blev skudt – et detektivarbejde, der mildt sagt går skævt.

Alex Hibbert og Jason Mitchell i ‘The Chi’.

Det er blot et udsnit af de lidt for mange karakterer i serien, der betyder, at ikke alle får nok tid til at folde sig ud, og at der nogle gange går lidt for langt imellem, at vi tjekker ind til de mest interessante, Kevin (og hans to charmerende venner, Papa og Jake) og Brandon.

Jeg savner også mere fokus på de kvindelige karakterer, der kun optræder flygtigt som mødre og kærester. Det er skuffende, at diversitetsbevidste Lena Waithe ikke giver de ellers spændende kvinder mere plads til at udfolde sig. For når hun indimellem – heldigvis i stigende grad, som serien skrider frem – giver spilletid til Brandons mor Laverne (Sonja Sohn fra ‘The Wire’), Jerrika, Tracy, Kevins søster og Emmetts kæreste Keisha (Birgundi Baker) og Emmetts mor Jada (Yolonda Ross), der er hjemmesygeplejerske for Ronnies temperamentsfulde bedstemor, Ethel (LaDonna Tittle), tilfører det flere nuancer til portrættet af minisamfundet.

Til gengæld har Waithe skabt nogle fascinerende portrætter af mænd i forskellige aldre, der gennemgår maskuline identitetskriser, forskellige grader af uskyldstab og følelser af sorg, hævngerrighed, grådighed og ansvar. Stort set alle karakterer er engagerende og skildret med empati og kærlighed trods deres fejl og mangler. Man forstår dilemmaer og konflikter fra alle sider og har lyst til at følge hovedpersonerne til verdens ende. Serien er samtidig en fryd for øje og øre med tårnhøj produktionsværdi og ro til at trække vejret i byen.

Det er en imponerende debut fra Waithe, som man roligt kan forvente store ting fra i fremtidige sæsoner og værker.


Kort sagt:
Lena Waithes ‘The Chi’ er et fascinerende karakterstudie af en gruppe (primært) mænd i Chicagos Southside, hvis liv forandrer sig af efterdønningerne af et mord på en ung mand. En gribende serie om hverdagen efter en tragedie, om sorg, maskulinitetskriser, uskyldstab og social arv.

Anmeldt på baggrund af de første otte afsnit.

Advertisement Advertisement