Sjæleforladt svensk synthpop fra Iberia
Hendes stemme er som skabt til popmusik. Det var nok, hvad musiker Alexander Palmestål tænkte, da han i 2012 hørte Maja Milner synge i Berlin for første gang. Dengang spillede hun i punkbandet Makthaverskan, og på trods af rigelige mængder distortede guitarer hævede hendes krystalklare stemme sig som et fyrtårn over lydsuppen.
Stemmen lægger sig også ovenpå den svenske drømmepopduos synthindsvøbte beats som et kærtegnende silkelagen – i hvert fald, når sangene spilles på et stereoanlæg, hvor lyden giver mindelser til den nu lidt udvandede chillwave-betegnelse og et band som Washed Out.
På Apollo Countdown-scenen spillede duoen desværre en energiforladt koncert, hvor selv oplagte hits som ‘Everyday’ og ‘In Love’ slog sig på det halvtomme græsareal foran scenen. Palmestål stod bag sin Macbook, men trykkede ikke på knapperne. Han stirrede tomt ud i luften og svajede som et siv – måske fordi han konsekvent kværnede dåseøl settet igennem. Maja Milner kompenserede for sin makkers attitude ved at synge ekstra højt med det resultat, at hendes sfæriske ryst til tider skar i ørerne. Det var en uprofessionel omgang fra et meget talentfuldt, ungt makkerpar.
Se alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival HER.