»Kort tid efter hans død blev det krystalklart for mig, at jeg ville gøre mig umage i at skrive en sang til ham. Han fortjente noget fra mig, noget der hædrede ham og viste, hvor taknemlig jeg var for alt, han har givet«.
Ordene stammer fra Matthew E. Whites Tumblr, hvor den langhårede soulman har delt en længere tekst om hans specielle forhold til den afdøde skuespiller Philip Seymour Hoffman, som gik bort for et år siden. Med følger hyldestnummeret ‘Tranquility’, der med fyldig bas, harmoniske filmstrygere og milde træblæsere fungerer som en sørgmodig farvelsang til en kær ven.
Nummeret stammer fra det kommende album ‘Fresh Blood’ (ude 2. marts), hvorfra vi allerede har kåret førstesinglen ‘Rock & Roll is Cold’ til Top Track, og alt i alt tegner det til at blive et ekstremt stærkt halvår for Whites Spacebomb-pladeselskab, der allerede står bag et af 2015’s hidtil stærkeste album med Natalie Prass’ selvbetitlede debut.
Seneste Top Track: Lion Babe ‘Treat Me Like Fire’