CPH PIX: ’Ned Rifle’
Siden han indledte sin karrieredefinerende ’Henry Fool’-trilogi for en snes år siden, har instruktøren Hal Hartley dårligt kapret én ekstra fan. Han har gennem hele sin karriere sværget blindt til en særpræget arthouse-formel præget af intellektuelle monologer og deadpan-komik, og nu afrunder han trilogien med ’Ned Rifle’, hvor vi igen er milevidt fra virkeligheden.
I en af filmens bedste scener fortæller den religiøse titelkarakter sin værge, præsten Daniel, at han vil finde og dræbe sin far, Henry Fool (titelkarakteren fra trilogiens første film), som straf for, at han fik Neds mor, Fay Grim (titelkarakteren fra film nr. 2), fængslet på livstid. Han smager mekanisk på stavelserne, idet han forsvarer mordplottet ud fra en fejlfortolkning af Biblens bevingede ord – som en resolut bøddel med en slackers diktion. Præstens lakoniske svar indtræffer, selvfølgelig, med flere øjeblikkes forsinkelse: »I was gonna say ’go in peace’«. Det er kulsort teater på det store lærred.
Neds mission kompliceres af den inciterende forførerske Susan (Aubrey Plaza fra ’Parks & Recreation’), en dugfrisk karakter i trilogien, der forvildet strejfer rundt og stalker Neds digteronkel med et impressionistisk klatmaleri af makeup i krydderen. Man tilgiver Ned for at stemple hende som prostitueret ved første øjekast.
En smuk, ungdommelig romance begynder efterhånden at spire i syntesen af gudfrygtighed og frimodig seksualitet, og scenerne, hvor nymfomanen Susan ligger på lur i sengen med halvt spredte ben, og Ned holder den i bukserne ved at recitere bibelske vers, sitrer af timing og underspillet erotik.
Men forløsningen ligger for lunt til højrebenet for indie-eneren Hartley, og instruktøren lader på kontroversiel vis romancen kollapse, efter Susan og Ned har lokaliseret Henry Fool på et sindssygehospital – hvor han kampdrikker og pulser på cigarer i smug.
I sidste akt tager Hartley et skridt for langt mod den introverte absurditet. Hævnplottet syltes til fordel for langhårede diskussioner af litterære og filosofiske teorier, mens afsløringen af et samtykkende pædofilt forhold stjæler fokus. Provokation for provokationens skyld, og det er da også svært at se udviklingen som andet end et resultat af Hartleys ubændige trang til at svømme på tværs af strømmen.
Instruktøren forsvarer enspændermentaliteten i en veloplagt metarefleksion med Neds digteronkel (en sublim James Urbaniak) som omdrejningspunkt. I filmens indledning forsøger poeten at udskifte sin smalle fanskare af belæste beundrere med de glubske masser ved at lægge lyrikken på hylden og springe ud som stand-up-komiker – selv om han har en betonbloks komiske sans. Susan, en inkarneret fan af digteren, tilskynder ham dog til at droppe det i dobbelt forstand komiske karriereskifte, fordi det ikke blot er vigtigt, at han bevarer sin kunstneriske integritet, det er også nødvendigt.
Gælder det samme for Hartley? I det nødvendige ligger nok en romantisk idé om det kunstneriske kald, som Hartley ikke helt kan leve op til, men han er ikke desto mindre en unik stemme i amerikansk indie-film, der lader os betragte virkeligheden gennem vidunderligt skæve briller.
Han har en uforfalsket kærlighed til sine karakterer og en mageløs evne til at levendegøre stiliserede parallelverdener i billeder, replikker og lyd (instruktøren har selv komponeret ’Ned Rifle’s retrocool synthscore).
Havde han været mindre optaget af at cementere sin position som indie-klassens weirdo, kunne han meget vel have begået en sand perle med ’Ned Rifle’. Men det er trods alt stadig en udsøgt fornøjelse at befinde sig i Hartleys deadpan-teater, fordi det er så gennemført falsk, at det føles ægte.
Kort sagt:
Sidste del i Hal Hartleys ’Henry Fool’-trilogi ’Ned Rifle’ levendegør et idiosynkratisk indie-univers på smittende facon, selv om den selvbevidste kunstighed nu og da er i konflikt med den intime fortælling om familiær splittelse.
Læs også: Amerikansk indie-film, når det er bedst
Læs også: Alt om CPH PIX