Ikke kun for børn: 10 filmperler, du skal gribe chancen og se under Buster Film Festival

Buster. Navnet lyder børnevenligt, og det er ikke tilfældigt, for den københavnske filmfestival leverer for 15. år i træk filmoplevelser til børn og unge, når den skydes i gang fra på mandag og små to uger frem.

Buster er dog ikke kun for børn og barnlige sjæle. Der er også filmperler på programmet, som i den grad er for voksne, og som efter at have fået glimrende internationale anmeldere får dansk biografpremiere under festivalen. Tilmed koster billetterne på Buster blot 15 kroner!

Her er de film, du bør tjekke:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ’Diary of a Teenage Girl’

En ungsindig filmfestival som Buster byder naturligvis på en film om den svære, første gang – og i ’Diary of a Teenage Girl’ er det således 15-årig Minnies tur til at lære sin egen seksualitet at kende, da hun pludselig indleder en affære med sin mors 35-årige elsker (Alexander Skarsgård).

Filmen er instrueret af skuespilleren Marielle Heller, der her får sin debut bag kameraet, og blandt hjemlandets anmeldere har hun og ’Diary of a Teenage Girl’ høstet højlydt jubel for at behandle det svære emne med en frisk og naturlig tilgang, der maner til grin såvel som eftertanke.

Det er endnu uvist, om filmen får ordinær dansk premiere, så Buster kan vise sig at være den første og eneste mulighed for at se filmen i en biograf herhjemme.

Empire Bio – 18. september kl. 10

Grand Teatret – 22. september kl. 09:30

Køb billet HER.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ’The Spectacular Now’

Falder snakken på unge, suscesfulde skuespillere i Hollywood, er Miles Teller og Shailene Woodley – de to hovedrolleindehavere i ’The Spectacular Now’ – umulige at komme uden om.

Teller fik ganske vist grus i maskineriet med sommerens blockbuster-fadæse ’Fantastic Four’, men sidste års ’Whiplash’ var et indiskutabelt imponerende gennembrud, mens teenageidolet Woodley rider på en bølge af succes med sidste års tåreperser ’En flænge i himlen’ og sin hovedrolle i ’Divergent’-filmserien.

I ’The Spectacular Now’ spiller de to unge stjerner, så englene synger, og instruktøren James Ponsoldt – der snart er aktuel med dramaet ’The End of the Tour’ med Jesse Eisenberg og Jason Segel – har instrueret en dybt rørende film om ungdommens kærlighed, rus og berusende, men skrøbelige lykkefølelse.

EDISON – 16. september kl. 12

Cinemateket – 24. september kl. 12

Køb billet HER.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ’Trækfugle’

Dyr har før gjort underværker på børnefilmfronten: I flæng kan nævnes amerikanske ’Babe’, danske ’Hannibal og Jerry’, franske ’Pigen og ræven’ som eksempler på film, der via de små, nuttede skabninger giver de mindreårige – og måske også de voksne – en befordrende oplevelse.

I ’Trækfugle’ spilles der på de samme neddæmpede og småpoetiske tangenter, der gjorde netop ’Pigen og ræven’ til en særlig fornøjelse, for historien om pigen Cathy, der får et æg og en rugekasse i fødselsdagsgave, er så absolut dramatik i den blødere ende. Til gengæld bygger filmen bro mellem barnlig naivitet og voksenverdens kompromisser.

’Trækfugle’ er en af årets mest positivt omtalte film på Buster-festivalen.

Nordisk Film Palads – 18. september kl. 10.15

Nordisk Film Field’s – 24. september kl. 10

Nordisk Film Field’s – 26. september kl. 10

Køb billet HER.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ‘Dessau Dancers’

Lyder en tysk film om breakdancere som et must-see? Tilføj et filmisk gennemført 80’er-tidsbillede og det faktum, at den akrobatiske dansekultur kom til udtryk mod alle odds i det strenge, konservative Østtyskland, og lige så stille begynder svaret faktisk at lyde som et ’ja’.

Med film som ’Goodbye Lenin’ og ’Baader-Meinhof komplekset’ har tyskerne før vist deres sans for den historisk forankrede ungdomsgenre, og selvom ’Dessau Dancers’ med sin danse-tematik nok ligger i skalaens mildere ende, ligner det en farverig fortælling af samme høje kvalitet.

Empire Bio – 16. september kl. 10.15

Grand Teatret – 24. september kl. 09.30

Køb billet HER.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ‘Being 14’

Med sin historie om tre veninder, der tackler teenagelivets strabadser med spændte næver og oprejst pande, vækker ’Being 14’ minder om sidste års ærlige og virkelighedsnære pige-drama, ’Girlhood’.

’Being 14’ beskriver op- og nedturene, forelskelserne og forældrekonfrontationer, med en rå nerve, som hverken fordømmer eller forherliger de frustrerede piger. Filmen fastslår Frankrigs position som central leverandør af socialrealistiske film, der taler i øjenhøjde med et ungt publikum.

Grand Teatret – 17. september kl. 09.45

Amager Bio – 18. september kl. 14.15

Grand Teatret – 21. september kl. 09.30

Køb billet HER.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ’You’re Ugly Too’

Hjertevarmende familierelationer og knastør irsk humor er opskriften på ’You’re Ugly Too’, der med Aidan Gillen – kendt for sin rolle som Carcetti i ’The Wire’ og Littlefinger i ’Game of Thrones’ – øverst på plakaten kommer til Danmark med en fin medfart fra de internationale kritikere.

I filmen må pigen Stacey efter tabet af sin mor søge hjælp hos onklen Will (Gillen), der prøveløslades fra et fængselsophold. Snart finder de to familiemedlemmer en uforudset glæde i hinandens selskab, men fortiden spøger – og hvorfor var Will overhovedet i fængsel?

Filmen er købt til dansk distribution, og visningen på Buster-festivalen er således en forpremiere, inden ’You’re Ugly Too’ får ordinær biografpremiere herhjemme.

Empire Bio – 14. september kl. 10.00

Nordisk Film Field’s – 22. september kl. 10.15

Køb billet HER.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ‘Prince’

Den hollandske spillefilmdebutant Sam de Jong vakte stor opmærksomhed på filmfestivalen i Berlin med denne energiske og lettere vanvittige fortælling om en 17-årig teenagedreng, der i forsøget på at score drømmepigen smider alle hæmninger. Han vil simpelthen være bad boy’en, der udkonkurrerer alle andre i fuckfingre, stofmisbrug og håndgemæng.

Plakatens billede af vores blåøjede helt, der med krone på hovedet, bare ben og gummisko kigger ud af en stjålet Lamborghini, skulle tegne et ret præcist billede af ’Prince’. Her skides der hul i alt, der minder om manerer, og selvom en eller anden form for morale vel formentlig akkompagnerer filmen som en dyb, dyster bastone, så ligner Sam de Jongs film en lille hidsigprop, der leverer al den skamløse morskab, den lover.

Empire Bio – 17. september kl. 10.30

Empire Bio – 21. september kl. 10.00

Køb billet HER.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ’14+’

I russiske ’14+’ tilbydes publikum et gensyn – eller et førstegangsmøde – med et af livets store vendepunkter, når 14-årige Alex bliver ramt i både mellemgulv, nervesystem og hjertekule af en forbipasserende pige. De andre drenge måber og savler, men denne knægt er ikke i tvivl. Han er forelsket.

Men hvad gør Alex, når pigen, han akut har forelsket sig i, viser sig at være kæreste med bandelederen fra det rivaliserende nabolag?

»Du må hellere se filmen«, opfordrer trailerens fortællerstemme med flabet, meta-agtigt overskud, og ’14+’ ligner en film, der er lige så sprængfyldt med hormoner som sin hovedperson.

Grand Teatret – 17. september kl. 09.30

Empire Bio – 23. september kl. 10.00

Køb billet HER.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. ’E.T.’

De fleste ord er vel egentlig overflødige: ’E.T’, Steven Spielbergs udødelige eventyr om en venligtsindet alien, der lander på jorden og knytter bånd med enspænderen Elliott, er for længst og fortjent blevet en filmklassiker.

Spielbergs legesyge går her perfekt i tråd med hans evne til at ramme publikum på følelserne, og lige så medrivende ’E.T’ er i sin fortællelyst, lige så gribende er den i sin oprigtighed.

Og så er filmen stadig et forfriskende kærligt syn på rumvæsener, der nærmest konsekvent har udgjort slibrige skræmmebilleder op gennem filmhistorien i blandt andet ’War of the Worlds’, ’Invasion of the Body Snatchers’ og ’Alien’-filmene.

Cinemateket – 25. september kl. 10.00

Køb billet HER.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. ’Flocking’

’Flocking’ er listens måske klareste eksempel på, at Buster-festivalen byder på meget mere end film (kun) for børn.

Faktisk bør man nok lade de mindste blive hjemme, når denne kradse, svenske prisvinder beskriver en voldtægt (og voldtægtanklagernes) ødelæggende konsekvenser i en svensk landsby.

Filmen vandt ungdomskonkurrencen ved festivalen i Berlin, og ud fra traileren ligner den en stemningsmættet krydsning mellem drama og thriller, der i sit kolde og stiliserede billedsprog yder det hårde emne retfærdighed.

Grand Teatret – 14. september kl. 09.30

Cinemateket – 22. september kl. 12.00

Køb billet HER.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af