Seth Rogen, Evan Goldberg og Dan Sterling kan alle holdes ansvarlig for sidste års ‘The Interview’ – den provokerende komedie om Nordkoreas (potrygende og Katy Perry-elskende) leder, Kim Jong-un, der udover at være voldsomt kontroversiel heldigvis også var godt gammeldags morsom.
Mens Seth Rogen (udover at optræde foran kameraet) instruerede og producerede filmen sammen med Evan Goldberg, stod Dan Sterling for manuskriptet, og den konstellation gentages nu i en kommende tv-serie, der bærer navnet ‘Citizen Floyd’.
Ifølge Deadline vil serien udspille sig på en arbejdsplads og have elementer af både action, spænding og politisk satire, men de specifikke detaljer om ‘Citizen Floyd’ lader stadig vente på sig.
Rogen og Goldberg er i øjeblikket ved at færdiggøre den fællesproducerede ‘Neighbours 2’, mens Rogen spiller side om side med Joseph Gordon-Levitt og Miley Cyrus i julekomedien ‘The Night Before’, der kan ses i de danske biografer fra 10. december.