I 2010 er Roland Møller vidne til et værtshusvæddemål, han aldrig har set magen til.
Det er tidligt om morgenen, alle er fulde, og vennerne Dejan Čukić og Mikael Persbrandt har lige skamrost ham for troværdigheden i hans præstation som den grusomme indsatte Mureren i fængselsfilmen ‘R’, der netop har haft premiere. En film, der langt hen ad vejen er baseret på Rolands erfaringer fra Horsens Statsfængsel.
Roland fortæller dem, at han synes, det er de følsomme scener, der er sværest. Især det der med at græde på kommando, det gad han godt at lære.
Ha, siger både Persbrandt og Čukić, det er da det nemmeste i verden. Du skal bare tænke på noget trist. Straks konkurrerer de to granvoksne skuespillere om, hvem der kan græde først, og begge tuder nærmest inden, der er talt ned til start. Čukić vinder dog en smal sejr.
På det tidspunkt aner Roland ikke, at de næste fem år i den danske filmbranche skal blive en lang, sej kamp for at få lov til at spille en rolle med ordentlige følelser og for at få filmverden til at glemme hans barske fortid. Selv om han har været rapper, blev Bodil-nomineret for alle sine tre første filmroller og vandt for rollen som alfons i ‘Nordvest’, er han stadig berygtet for sine ti voldsdomme fra sin kriminelle fortid i Odense, hvor han ydede beskyttelse for pushere mod (andre) opportunister.
Men med sin første hovedrolle i Martin Zandvliets nye minerydningsthriller ‘Under sandet’, ser det ud til, at han er på nippet til at bryde ud af rollen som ham den hårde fynbo, man ringer til, hvis man skal bruge en koldblodig galning i sin film.
Foto: Olivia Rohde
Træt af kriminaliteten
Selv om det var i 2002, han trådte ud af fængslet sidste gang, er det stadig umuligt at være helt cool i hans tilstedeværelse. Han er stor og stærk og kæk, oven i købet med sin sorte ‘Under sandet’-kasket på sned højt på hovedet.
Han har bestemt, at vi skal mødes på Nordisk Film i Valby, selv om jeg egentlig havde foreslået en gåtur på Nørrebro, hvor han flyttede til, da han startede på en frisk efter gangsterlivet i Odense. Han ændrede aftalen aftenen før interviewet med en resolut sms: »Vi mødes til frokost på Nordisk Film klokken 13.15«.
Da vi ses, klapper Roland Møller mig venligt på skulderen – oppefra og ned, som om jeg er hans nevø. Eller en sød hund.
Det står hurtigt klart, at han gerne vil have overstået snakken om kriminalitet og tiden i musikbranchen, så vi kan komme videre til skuespillerkarrieren og hans første hovedrolle i ‘Under sandet’.
Hvordan kom du egentlig fra kriminaliteten og over i musikbranchen?
»Der stod nogle fra pladeselskabet Flamingo Records ude foran Boogies i Odense, hvor dørmanden ikke ville lukke dem ind. Så kom jeg. Og så kom de ind«.
Det lyder, som om der mangler en mellemregning.
»Den kan du selv tænke dig til. Det er så uendeligt mange år siden, det er helt tilbage i 1995«.
Er du en helt anden nu?
»Du kan tage drengen ud af ghettoen, men du kan ikke tage ghettoen ud af drengen. Men jeg har da lært, at jeg ikke bare kan løse problemerne på samme måde. Hvis der er nogen, der snakker lort om mig i filmbranchen, kan jeg jo ikke bare give dem en olfert eller en kokosnød, vel?«.
Hvad er en kokosnød?
»Vil du prøve?«
Okay, hvis du kan gøre det forsigtigt.
»Det er bare sådan et gok i nødden her. Men sådan gør jeg ikke længere. Jeg stoppede fra den ene dag til den anden. Jeg sad i fængsel, og så skulle jeg have et job et andet sted end Odense for at få min prøveløsladelse. Jeg flyttede fra et stort hus og dyre biler og ind på et værelse i København og købte mig en cykel. Men hvis vi begynder på den historie, så åbner der sig en hel masse nye spørgsmål, og så kommer vi til at tale om det i timevis«.
Tjente du mange penge?
»Jeg manglede ikke noget«.
Hvor mange penge tjente du?
»Lad os nu lad være med at gå ind i det der journalistpis med tal og billeder og kontoudtog. Jeg tjente mange penge, punktum«.
Og du gider ikke at tale mere om det.
»Jeg orker det ikke, mand. Der er ikke noget nyt i det. Det var ét kapitel, nu er jeg videre. Det føltes, som om der var nogen, der løftede en osteklokke, og at jeg kunne trække vejret helt ned i maven for første gang, da der begyndte at gå hvide penge ind på min konto«.
Fokus eller døden
Musikbranchen bliver Roland Møllers vej ud af kriminaliteten, men det er en svær overgang. Folk bliver bange for ham, og flere samarbejder bliver pludselig afbrudt, fordi folk hører om hans fortid. Det vender først, da han møder instruktøren Tobias Lindholm igennem hans bror, der er med i rapgruppen Hvid Sjokolade.
Lindholm vil gerne have, at han skal spille med i fængselsfilmen ‘R’. Hans forbandelse bliver til en velsignelse og giver ham en klar vej ind i filmverden. Han spiller fremragende hård hund som den grusomme Mureren, der terroriserer Pilou Asbæk i ‘R’, maskinmester Jan i ‘Kapringen’ og den lusket charmerende alfons Bjørn i ‘Nordvest’.
Men han vil gerne vise, at han ikke bare er rå. At han er en rigtig skuespiller, der kan være hård og blød på én gang. Derfor var han motiveret nok til at rende rundt med vabler på fødderne og en tung uniform i stegende varme, mens en sprogcoach hakkede på hans tyske grammatik under optagelserne til ‘Under sandet’, hvor han spiller sin første hovedrolle som sergent Carl Leopold Rasmussen.
‘R’
Lige efter Anden Verdenskrig er den jyske vestkyst fyldt med halvanden millioner landminer, og filmen fortæller den sande historie om, hvordan Danmark brugte omkring 2.000 tyske krigsfanger til at rydde dem. Halvdelen blev sprængt i stykker under arbejdet.
Sergent Carl leder en lille deling på 14 unge soldater, der bliver tvunget til at rydde et område på den jyske vestkyst for miner. Og optagelserne var, ligesom arbejdet med minerne, både besværligt og sprængfarligt.
»Man siger jo, at man skal holde sig fra at arbejde med børn, dyr, sand og vand, fordi man ikke kan styre det. Vi har det hele med i filmen. Den ældste af knægtene er 21, resten er mellem 14 og 17, så de er bare drenge, der er væk fra far og mor. Efter et par dage smadrede de alle plasticstolene foran den lokale isbar i en brandert, hvilket gjorde os ret upopulære hos de lokale. Så det krævede ret meget af os«.
Hvad gjorde I?
»Instruktøren Martin Zandvliet lavede et genialt træk, som var, at ingen vidste, hvem de skulle spille, mens vi lavede prøver. Så de spillede alle rollerne, men han lagde mest mærke til, hvem de var som personer, den stærke, den vilde, den stille, den sjove, den søde, og så fordelte han rollerne efter det. Hvem skal være underdog, og hvem skal vi sprænge i luften først. Vi brugte det også til at true med. Der var en dag, hvor en af dem mødte op med tømmermænd, hvor Martin sagde: Hvis du ikke leverer i morgen, så bliver du sprunget i luften. Det virkede også, han strammede op, og han er med helt til sidst«.
Foto: Olivia Rohde
Det lyder, som om optagesituationen mindede ret meget om handlingen i filmen?
»Det kan du godt sige. Drengene havde egentlig en barnepige, der skulle tage sig af dem og sørge for, at de opførte sig ordentligt, men hun kunne ikke holde styr på dem, så jeg var nødt til at tage ansvaret og råbe af dem flere gange«.
Impulsivt eller overlagt?
»Irritationen fik lov til at bygge sig op, så det endte med at være en lillebitte ting, der gjorde, at jeg fik en hjerneblødning på dem. Men bagefter sagde jeg undskyld og forklarede dem, hvorfor det var vigtigt for mig, at vi koncentrerede os. Og så pjattede vi ikke så meget længere. Før det havde de lidt set mig som en legeonkel, men til sidst skulle jeg bare løfte et øjenbryn, så holdt de kæft«.
Men er det ikke instruktørens ansvar?
»De er jo bare drenge, for helvede. Over for ham var de bare søde og flinke, men når han ikke kiggede, så var der ballade. Du ved, hvordan det er. Du har vel også selv været en lille bandit?«.
Næ, jeg har altid været meget passiv og høflig.
»Hold nu kæft. Jeg skal have dig med i byen i aften. Så hælder vi noget vodka på dig. Så skal du bare se«.
Øver du dig nogensinde på at være mindre dominerende?
»Ja, jeg øver mig rigtig meget på det. Jeg får tit at vide, at jeg fylder meget i et lokale, og det gør jeg også. Der er mange mennesker, der synes, at jeg spiller smart, og at jeg er arrogant. Men nogle gange falder jeg bare i et eller andet hak, hvor jeg siger noget, jeg ikke skulle have sagt. Det kæmper jeg med hver dag«.
Hvad kan få dig til at miste besindelsen?
»Hvis jeg ser én, der er voldelig over for sin kæreste, deres børn eller en hund, så stopper jeg bilen. Engang baldrede jeg vinduet på en bil, hvor der sad en hund og havde det alt for varmt«.
Med hånden?
»Du skal bare slå hårdt nok, så sker der ikke noget. En bilrude skærer næsten aldrig hånden på grund af det glas, den er lavet af. Den splintrer i tusinde stykker, og så kan man trykke den ind. Jeg åbnede døren og rullede vinduerne ned, og så gik jeg«.
Fik du dårlig samvittighed bagefter?
»Kun over at jeg ikke blev og skældte ejeren ud«.
En kamphund
Vi går lidt rundt mellem bygningerne i filmbyen, og pludselig ser Roland Møller en hund, der bliver passet på Nordisk Film, mens hans ejer, René Ezra, der har produceret både ‘R’ og ‘Kapringen’, er på filmfestival. Hunden får ham til at skifte til et højt toneleje.
»Heeej Dundee-Dundee, hej mussimus! Hej Dundee-dreng, ja det er dejligt, ja din fine dreng«.
‘Nordvest’
Han har mistet sin egen hund Foxy (efter rapperen Foxy Brown, »fordi hun var brun og fræk«) for et års tid siden og kommer straks til at tænke på hende. Hun døde, lige efter optagelserne til ‘Under sandet’ var afsluttet. Hun blev 14 år og var både blind og døv til sidst og for svag til at gå op af trapper og boede derfor hos hans forældre til sidst.
»Min mor ringede to weekender i træk og sagde: Nu er det nu! Og hver gang tog jeg til Fyn, men jeg nænnede simpelthen ikke at gøre det, fordi hun livede sådan op, når jeg kom. Så jeg tog hjem igen. Først tredje gang tog jeg mig sammen«.
Gøre det?
»Ja, ringe til en dyrlæge og få hende aflivet. Hvad troede du, at jeg bare kvalte hende med hænderne?«.
Man ved aldrig med dig.
»Hvad fanden er det nu for en fordom?«
Sorry. Hvad var det for en hund?
»Det var en Amstaff. De bliver normalt kun mellem 10 og 12, så hun var meget gammel«.
Er det en kamphund?
»Er du en kamphund?«
Øh nej, er det nedsættende at kalde hende en kamphund?
»Alle hunde kan jo lære at slås. Kamphund er noget, man kalder den for at få den gjort ulovlig. Det kommer jo an på, hvem der har den. En Amstaff er en fremragende familiehund. Du kan også kalde den en trækhund. Den har mange muskler og elsker at trække ting. Stil dig op på et skateboard, så rykker den dig bare derudaf. Det gjorde jeg tit med Foxy, det var hun helt vild med. Du skal have et fiskekort for at rive fisk op af vandet, men enhver idiot kan lave en baby eller købe en hund. Det er jo vanvid. Vi behandler ikke dyrene godt. Heller ikke vores slagtekvæg. Det er derfor, jeg prøver at holde op med at spise kød«.
Foto: Olivia Rohde
Har du altid haft det sådan?
»Nej, man bliver vel lidt rund og mild med alderen. Gør vi ikke alle sammen det?«.
Nogle siger, at det bare er ens grundlæggende karaktertræk, der bliver stærkere med alderen. Så måske har du hele tiden været rund og mild indeni?
»Det er nok derfor, jeg er sådan en god skuespiller. Jeg har øvet mig i alle de år, jeg rendte rundt i det kriminelle miljø«.
Bøjet i journalistneon
Produceren på ‘Under sandet’, Mikael Rieks, kommer og henter os. Roland Møller kigger stolt på mig.
»Nu kommer surprisen. Jeg skal sende en hilsen til Tokyo. Det var derfor, vi skulle mødes her i stedet for på Nørrebro. Jeg har sgu vundet bedste hovedrolle på Tokyo International Film Festival, så jeg skal sende en hilsen. De ringede til mig i nat, du«.
De optager takketalen et par gange, før hans konichiwa og joken om, at han gerne vil komme tilbage og optage en samuraifilm, sidder i skabet, og han virker ret hjemmevant og charmerende i rollen som opkomlingen, der pludselig skal kommunikere med en international filmbranche. Han har for nylig fået samme udenlandske agent som Tom Hardy, som han også mødte og hang ud med under filmfestivalen i Toronto.
»Tobias Lindholm sagde, at jeg skulle tjekke ham ud, fordi jeg følte mig lidt fanget i min egen historie. Jeg blev kun tilbudt at spille gangster, bodyguard, racist eller hooligan. Tom og jeg minder rigtig meget om hinanden og deler også lidt den samme fortid. Vi har begge to lidt mere kant end de fleste andre mandlige skuespillere«.
Hvad mener du? Dine voldsdomme?
»Hvis du skal have det bøjet i journalistneon, så ja. Men også fælles interesser. Vi har begge to dyrket kampsport, og så er han hundeelsker ligesom mig. Vi passer i de samme roller. Mad Max og Bronson, dem kunne jeg også godt have spillet«.
Ligesom Tom Hardy slæber Roland også stadig sin fortid efter sig. Udover at skulle trækkes med nysgerrige journalister er der også stuntmænd, der ikke vil arbejde sammen med ham, fordi de synes, han er for vild. Men han insisterer på, at de misforstår ham.
»Det er, fordi jeg vil lave mine stunts selv. Fordi jeg elsker det autentiske, men det bliver alligevel blandet sammen med min fortid. Så render folk med alle mulige historier om, at jeg stadig er voldelig«.
Så er der pludselig en klipper, der kender ham fra Odense og har set ham hoppe oven på en mand, så er der pludselig en elev på Filmskolen, der har set ham tæve en eller anden sønder og sammen på Roskilde. Én gang voldsforbryder, altid voldsforbryder, tænker folk. At han har spillet så mange bad guys, gør det nok heller ikke lettere.
‘Under sandet’.
Den oplagte vej væk fra det voldelige ry er de nuancerede roller – som sergent Carl i ‘Under sandet’. Ligesom Tom Hardy er det, han arbejder mest på, at blive bedre til at spille hele følelsesregistret. Men det er ikke altid let at være en sart sjæl på skærmen, når hele første akt af ens liv er foregået i et miljø, der ikke ser med milde øjne på pusher-bodyguards med følelser. Og Roland har altså ikke lige så let til tårer som vennerne Dejan Čukić og Mikael Persbrandt.
Kan du ikke bare tænke på noget trist?
»Nej, det kan jeg sgu ikke. Jeg græder, når noget ender godt. Hvis nogle kommer sig over sygdom, eller hvis de er blevet mobbet, og så træder op på en scene og synger som en engel, så får jeg tårer i øjnene«.
Græder du nogensinde over film?
»Da vi så ‘Under sandet’ i Rom, fik jeg faktisk en tåre i øjet. Og det var jo underligt, for det er min egen film. Men i den sidste scene kom jeg bare til at tænke på, hvor forfærdeligt det var for de her unge drenge. De har været fem-seks år, da Hitler kom til magten, og teenagere, da de blev Hitlerjugend, og så skal vi sætte dem til at rydde miner, i stedet for at de kunne komme hjem til deres familie«.
Men det er jo faktisk trist. Jeg har ellers en teori om, at man enten er typen, der græder over ting, der er triste, eller over happy ends.
»Ja, det er altid lettest at sætte folk i kasser. Men sådan er virkeligheden heldigvis ikke. Det er også derfor, det har været så fedt at spille Carl. Fordi han får lov at udvikle sig. Vi skal rumme hinanden, ikke sige, vi er sådan, og I er sådan. Det er derfor, den her film er så stærk, og det er derfor folk i Japan, Rom og Toronto kan lide den og relatere til den, selvom det er en lillebitte historie i et lillebitte land«.
‘Under sandet’ kan ses i biograferne fra på torsdag.