’Høst’: Første afsnit af DR’s store landbrugsserie er et mesterstykke
SERIE. Første afsnit af DR’s nye dramaserie er et sandt mesterstykke i den stolte skandinaviske tradition for familiefester, der går op i limningen.
Landbrugspatriarken Gorm (Lars Brygmann) fylder 65. Ældstesønnen Erik (Elliott Crosset Hove) øver sin forblommede tale, datteren Astrid (Katrine Greis-Rosenthal) kommer med blomster til hans hoveddør. For det er også Eriks store aften. Det er jo nu, deres far skal annoncere, at Erik skal overtage gården.
Men ak.
Port, buketter og bord arrangeres af børn og svigerbørn, Gorm er distraheret af den ene gæst – hans afdøde brors datter Signe – der glimrer ved sit fravær, familie og venner triller ind på gårdspladsen af de støvede grusveje. Festen spiller sig ud efter alle kunstens regler med taler, sang og stjålne blikke, men bondebossen Gorm er som fastnaglet til sædet til hans loyale hustru Karens (Charlotte Fich) stigende frustration. Indtil! Gorm rejser sig. Og erklærer, at gården skal overtages af … Astrid.
Helvede bryder løs, og Martin Zandvliet iscenesætter den runde fødselsdags før, under og efter, så man fornemmer en overlagt hensigt om at skabe en klassiker. Det emmer overlegent af ’Festen’ i såvel den skandaløse bombe under den ritualiserede festakt som de farvedrænede billeder, det smager af ’Leoparden’s generationelle forfald, det dufter af ’The Godfather’ med Erik i rollen den oversete usling Fredo og Astrid som den fødte, men vrangvillige leder Michael.
Det er sublimt konstrueret, men rejser også spørgsmål, som serien forpligter sig på at komme med overbevisende svar på hen ad vejen: Hvorfor har Gorm ikke taget en stille og rolig samtale med Erik, før han ydmyger ham foran alle deres nærmeste? Hvorfor har han ikke spurgt Astrid, der netop har fået et fast lærerjob, om hun overhovedet er interesseret i at drive et moderne økologisk landbrug?
Jeg ved ikke helt, om jeg synes, disse spørgsmål besvares fyldestgørende i løbet af seriens syv afsnit, men historien udfolder sig til gengæld med nok seværdig distraktion til, at man lægger det til side undervejs.
Astrid takker ja til sin arv, effektivt motiveret af at have overhørt Erik kalde hende de mest fornedrende ukvemsord i privaten.
Således er skakbrættet sat op til familiesplittelse og -intriger, der også indbefatter Astrids affære med sin nu gifte ungdomskæreste Jens (Joachim Fjelstrup), Eriks clash med sin knallertkørende teenagesøn og den førnævnte Signe (Molly Blixt Egelind), der bestemt ikke er interesseret i at høre, hvad Gorm har at sige.
Men på godt og ondt styrer ’Høst’ ikke i en helt så lige linje, som man kunne forvente.
For når Astrid skal lære at køre mejetærsker stabilt gennem kornrækkerne, bakke landbrugsmaskinerne ind i stalden og forhandle om den rette pris på korn, handler ’Høst’ lige så meget om gårdlivets hverdagsudfordringer som om det store skæbnesvangre generationsopgør.
På tværs af afsnittene forsvinder både køerne, hønsene og børnene, mens økonomien halter, og kornet er i fare. Det både hårde og givende fysiske arbejde i den frugtbare danske muld skildres fortrinligt, ikke mindst gennem forholdet mellem Astrid og den tredje søskende, Thomas (Simon Bennebjerg), hvis underspillede humor bringer smittende nærvær og autenticitet.
Indimellem puster Erik ild i sin forsmåede hævnaktion, og cirka én gang per episode får Elliott Crosset Hove mulighed for at gå fullblown Thomas Bo Larsen på den med heftige vredesudbrud, der rammer som en haglbyge mod alle fra hans udmattede hustru (Helene Reingaard Neumann) til en stakkels sælger af milliondyre landbrugsmaskiner. På den længere bane fornemmer man, at skaberne har tabt overblikket over, hvornår, hvordan og hvorfor striden omkring Erik skal henholdsvis antændes og dulmes.
Man mærker generelt en indre brydekamp i ’Høst’, der ikke altid helt ved, om den skal være Coppolas førnævnte gangsterklassiker, en dansk ’Yellowstone’ eller måske ligefrem ’Badehotellet’ med det gyldenrøde billede af det smukke danske land. For lige så ofte som der bygges op til konfrontationer af dyster ærlig- og bitterhed, lige så ofte lægges trykket adstadigt og hyggeligt på gårdlivets mere trivielle luner.
Instruktør og manusforfatter Martin Zandvliet lod de tre skuespillere Elliott Crosset Hove, Simon Bennebjerg og Joachim Fjelstrup vælge selv, hvilken af de tre roller som Erik, Thomas og Jens de skulle spille, og sjovt nok har de valgt præcis den figur, man ville have udstukket dem på forhånd.
Men hold nu hvede de gør det godt: Crosset Hove øm, ynkelig og utilregnelig som særlingen, selv køerne væmmes ved, Bennebjerg et skævt, jordbundent og kærligt bindeled i flokken og Fjelstrup (trods fejlcastede briller) charmerende og en alarmerende konfliktsky Don Jens Hansen.
Midt i det hele står Katrine Greis-Rosenthal med en seriøst karrieredefinerende præstation. Hendes Astrid er kvik, gæv og empatisk, og mere end manuskriptets løse konturer af karakteren er det hende, der overbeviser én om, at denne skolelærernovice vitterligt er den rette leder af Feldumgaard.
I en skøn ’Rejseholdet’-reunion køber man ligeledes DR-yndlingene Lars Brygmann og Charlotte Fich som tætknyttet gårdejerpar med hemmeligheder i bagagen.
Zandvliet lod alle skuespillerne definere deres karakterer langt mere, end man normalt gør på store produktioner, og det har måske kostet lidt på den indre dramaturgiske sammenhæng, men til gengæld fostret en perlerække af scener, hvor man virkelig tror på, at disse mennesker er familie med alt, hvad det indebærer.
’Høst’ kommer på et tidspunkt, hvor landbruget er højt på dagsordenen, men havde man håbet på et debatskabende indspark til grøn trepart og gødskningslov, bliver man til gengæld skuffet. En Sankt Hans-tale, som betoner landmændenes følelse af at blive set skævt til, selvom de bare lever og ånder i respekt for jorden under vores fødder, politiserer ubekvemt, men ellers er alt nogenlunde fryd og gammen i dette bondegårdsliv anno 2026.
Faktisk er vi faretruende tæt på Morten Korch i både de idylliske billeder og et plot, der med nøgleord som patriarkens valg, kampen om gården og kvinden, der måtte vælge mellem to brødre, kan klinge mere af 18- end 2020’erne.
Serien lander også på et tidspunkt, hvor DR Drama er under beskydning, og det er netop sådan en slags serie, som de danske filmfolk trygler public service-stationen om at blive ved med at lave – og lave flere af.
Skal ’Høst’ tjene som beviset for, hvor vigtigt det er, at DR også i fremtiden prioriterer de store samlende fortællinger lavet inden for murene, bringer den selvsikkert høsten i hus. Man får næsten lyst til selv at quitte skrivebordsjobbet og hellige sit liv til de sensommergyldne danske marker.
Kort sagt:
Efter mørke og mærkværdigheder i ’Huset’ og ’Generationer’ er marken mejet med DR Classic. DR-succeserne ’Sommer’ og ’Arvingerne’ har fået et barn, der hedder ’Høst’ – et skiftevist episk og hyggeligt familie- og landbrugsdrama, der i hver eneste scene bringes til live af et sjældent formidabelt skuespilensemble.
Anmeldt på baggrund af hele serien.