‘You Can See Everything’: Efter tre timers mesterlig stirrekonkurrence bliver intet nogensinde det samme

‘You Can See Everything’: Efter tre timers mesterlig stirrekonkurrence bliver intet nogensinde det samme
'You Can See Everything'. (Foto: A24/ SF Studios)

FILM. Bliver øjne nogensinde det samme igen? Bliver piskede æg? En nøgen pik under en bruser?

Bliver film? 

Jeg håber det ikke. Hvorfor skal ses med egne øjne, men med alle ovenstående ting i uudslettelig forening har Lance Oppenheim og Nathan Fielders hypemonster-dokumentar ‘You Can See Everything’ ændret spillereglerne for, hvordan en stor samlende filmoplevelse kan se ud i 2026.

Den kan være oplevelsen af at se alt. 

Udover at være årets største filmiske overraskelse lander den fascinerende stirrekonkurrence mellem Elizabeth Holmes og Nathan Fielder som den mest originale og underholdende afdækning af noget så langhåret og postfaktuelt 2026-akut, som hvad det egentlig vil sige at fortælle sandheden. 

I ‘You Can See Everything’ flytter Fielder – et af de underligste fænomener i det amerikanske satirelandskab – ind hos Elizabeth Holmes, hvis fald fra tech-wunderkind til dømt storsvindler blev allemandseje i ‘The Dropout’-sagen og udødeliggjort i popkulturen gennem både en podcast og en tv-serie af samme navn. 

‘You Can See Everything’. (Foto: A24/ SF Studios)

Men allerede fra de første billeder af Holmes i sit cigarkasseagtige lejehus i San Diego anno 2023, hvor hun tilbringer de sidste 35 dage med sin familie, inden 11 års fængsel venter, bliver et troldspejl åbenbaret. Som truecrime-afhængige shitstorm-narkomaner får vi endelig fuld adgang til mennesket bag figuren Elizabeth Holmes. 

Der er bare lige et men. Kameraet afslører nemlig, at der også står en mand ovre i hjørnet og kigger på, mens mor, far og børn leger. Det er Nathan Fielder, der ikke ulig Theranos-skaberen er kendt for sin DIY-omgang med virkeligheden. 

Hvor Fielders svært gennemskuelige prankster-persona har ligget til skue i dokusatireshows som ‘Nathan for You’ og ‘The Rehearsal’, er Elizabeth Holmes lurendrejer-skills dog i en (kriminel) liga for sig. 

Hun bor muligvis konkret i San Diego, men har mental adresse i et nyt luftkastel. 

Ligesom hun i sin tid blev verdens yngste selvskabte milliardær med blodprøveteknologi, der viste sig at være magisk tænkning, er der noget dark-delulu over denne nyfundne mom-æra, som hun desperat vil invitere hele verden ind i. 

Hun og techbro-kæresten Billy Evans (en mand, hvis tendens til at konstatere klokkeslæt og høre podcast på dobbelthastighed muligvis hinter om en mere alvorlig herskertrang) motiverer selv kikkertundersøgelsen af deres tilværelse med en overbevisning om, at Amerika kun hader Elizabeth Holmes, fordi de ikke kender hende. 

‘You Can See Everything’. (Foto: SF Studios)

Dokumentarinvitationen er endda andet forsøg med medierne efter et mislykket New York Times-portræt, hvor journalisten måske, måske-ikke, har fejlciteret Holmes. I avisen stod der, at hun selv havde skabt den figur, kulturen har dyrket. I ‘You Can See Everything’ insisterer hun på, at det er alle andre, der har skabt den.

Det er i denne mindfuck-forhandling om sandheden, Nathan Fielder flytter ind, og en radioaktiv kyllingeleg mellem to mennesker med fjerngalaktiske sociale normer begynder.

Det føjer kun til mesterværket, at første halvdel af filmen omhyggeligt indrammer alle disse mærkværdige menneskers ansigtsdetaljer. Nærbillede reagerer på nærbillede med tegneseriekunstnerisk præcision, mens vi i lydbilledet befinder vi os i en højdramatisk gammel Hollywood-thriller. 

Og hvad der let kunne være endt som et cringekomisk masseuheld, er faktisk underligt oprigtigt.

At se Elizabeth Holmes fra første parket er vildt, men det er mindst lige så frydefuldt at se Nathan Fielder ofre sin egen ironiske karakter i forsøget på at mythbuste sin mytomaniske overmand. 

Som til gengæld på sit glatte ansigt efter egen overbevisning aldrig nogensinde har løjet. »Jeg har altid prøvet at sige, hvad jeg tror på«, smiler hun, og nogle gange vil man gerne tro hende. I hvert fald vil man gerne se på, mens hun lover at lade være med at bedrage.

I mange scener, herunder en allerede legendarisk inddragelse af sketchen ‘Who’s On First’ med komedieduoen Abbott og Costello, ser vi Fielder hensat til pædagogisk skolelærer, der forsøger at forklare Holmes hendes overnaturlige utroværdighed. Det er lige så medrivende, som det er surrealistisk. 

Det er som at se en fuldsminket klovn give livgivende førstehjælp, når Fielder for en gangs skyld dedikerer sine evner til at afmaskere bedraget i stedet for at bygge dens kulisse, som han ellers har haft for vane i ‘The Rehearsal’. 

‘You Can See Everything’. (Foto: SF Studios)

Sådan flyver tiden afsted i ‘You Can See Everything’s tre timer lange hurlumhejhus af bedrag og selvbedrag for rullende kameraer.

Selv da fængslingen nærmer sig, fortsætter filmen længe endnu. Tech-fyren Billy Evans viser sig om muligt at overgå sin elskede i absurdteater, som da han påstår, at han forelskede sig i en af tidens mest berømte fupmagere, helt uden at ane hvem hun var, fordi hun var iført hat og solbriller (!). 

Der er ikke et kedeligt sekund, hvilket er en bedrift i sig selv. Det er dødsensalvor og overjordisk gag i betagende forening, hvor man får både sit sind og snager-gen sjældent tilfredsstillet. 

Hvor tit kan man rent faktisk sige, at en film holder alt, hvad den lover?

Man går fra ‘You Can See Everything’, velvidende at man selv er blevet en brik i filmens spil om, hvad der egentlig foregår. Men man føler sig også så tæt på det hele, at man nærmest er blevet medejer af myten.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Man aner ikke nødvendigvis, hvad sandheden egentlig er. Men rundvisningen er så spektakulær, at man vitterligt ikke kunne ønske sig mere. 

Samtidig er ‘You Can See Everything’ en film, der ikke rigtigt slutter. Alt, der sker, lagrer sig i hornhinden til evig rugen, så intet kan blive som før. 

Et par dage efter filmen slog jeg et par æg ud i en skål og var pludselig transporteret tilbage til bedragets køkkenø i San Diego. 

Det er, som om Elizabeth Holmes’ tragisk stirrende glaskugler er blevet en screensaver for mit indre blik. 

Nathan Fielder står i hjørnet af virkeligheden og lurer – sådan er det nu. 


Kort sagt: 
Forventningerne til ‘You Can See Everything’ har været uhørt høje, men heldigvis er filmen præcis så uhørt god, som man aldrig havde kunnet forvente. 

'You Can See Everything'. Dokumentar. Instruktion: Nathan Fielder og Lance Oppenheim. Medvirkende: Elizabeth Holmes, Billy Evans, Nathan Fielder. Spilletid: 174 min. Premiere: i biografen 19. november. 
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af