HBO’s ‘The Rehearsal’ er spækket med genialiteter men nærmest umuligt at beskrive
Han er gal. Han er genial. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal beskrive, hvem Nathan Fielder er, og hvad han gør.
Sådan var det med ’Nathan For You’, hvor han skabte et aparte spin på reality-optimeringsprogrammer og hjalp små forretninger med at få profit gennem ekstremt utraditionelle metoder. Det var en af 10’ernes mest opfindsomme serier og et hovedværk inden for absurd komik. Men også et program og en figur i front, der var svær at blive klog på.
Og sådan har jeg det stadig med Nathan Fielder efter at have set de første tre afsnit af ’The Rehersal’. Et program, der arbejder ud fra en simpel, men vanvittig præmis: Hvad hvis man kunne forberede sig på alt og undgå at fejle i livet ved at lave simulationer af fremtidsscenarier?
I første afsnit skal Nathan hjælpe trivia-begejstrede Kor, der er bange for at tilstå at have løjet for sin quizgruppe om sin manglende kandidatgrad. Derfor får Fielder skabt en 1:1 kopi af den bar, hvor Kor har tænkt sig at komme med sin afsløring. Fielder finder dertil en skuespiller til i det uendelige at gennemspille øjeblikket med Kor, hvor han skal bekende kulør over for sin quiz-veninde.
Men faktisk har Fielder også fundet en skuespiller til at spille Kor, så instruktøren selv ikke træder socialt ved siden af i sit første møde med den rigtige Kor. Og sådan optræder konstruktion på konstruktion.
Mange har allerede sammenlignet ’The Rehersal’ med Charlie Kaufmanns hjernevridende film ’Synecdoche, New York’. Begge kan siges at tappe fra Jean Baudrillards postmoderne filosofiske tanker om simulerede (medie)virkeligheder, der går ind og slører eller fremstår mere virkelige end den oprindelige virkelighedsreference.
Men denne abstrakte beskrivelse er bare ikke dækkende for alle de små gennemarbejdede genialiteter ved ’The Rehersal’.
For den fortæller ikke om Fielders deadpan tilgang, som strømmer igennem hvert et sekund. Formen blender med sin dramatiske musik, suspense, voldsomme turning points og Fielders alvorsbetonede voiceover perfekt ind i tidens reality-billede, men modvejes af det skæve karaktergalleri og de latterligt overdrevne manøvre, Fielder tager i brug for at lykkedes med sit projekt.
For eksempel kunne jeg ikke være i mig selv af grin, da Skeet skal have en god quiz-oplevelse på den afgørende aften for at have mod til at tilstå. Fielder må undgå direkte snyd.
Først tillusker han sig svarene fra quizmasteren. Dernæst kommer svendestykket, hvor han på en gåtur indplanter svar i den yderst retsindige Skeet. Her møder de en ”bygningsarbejder”, som random udbryder »bygningen er høj, men ikke verdens højeste bygning. Det er Burj Khalifa i Dubai”, og en ”politibetjent”, der ved et afspærret mordsted (?!!!) bebrejder kineserne for deres opfindelse af krudt.
Andre gange opstår lårklaskene pludseligt af de små glitches i Fielders ellers perfekte konstruktion. Som en fake bartender, der ikke kan lave en margarita, en person, der er virkelig dårlig til at simulere at spise fried chicken, eller en selvproklameret natteravn, som falder i søvn efter 15 minutter.
Som i ’Nathan For You’ er Nathan Fielder den omnipotente iscenesætter. Med HBO’s midler i ryggen kan og gør han alt for, at alle og alting indretter sig efter hans imiterede virkelighedsbillede. Intet overlades til tilfældighederne. Men den minutiøse grundighed i programmets form og handleplan peger også tilbage på den egentlige person i centrum: Fielder selv. Eller skulle man sige personaen.
For hvor meget Nathan Fielder er der egentlig i den udtryksløse og grænseoverskridende akavede, men alligevel selvsikkert pågående person, vi ser på skærmen?
I ’Nathan For You’ har Fielder drilsk leget med sin egen fremstilling og grad af oprigtighed f.eks. da han fandt på den perfekte fabrikerede talkshow-anekdote til Jimmy Kimmel eller påtog sig en lidt fortabt fyrs identitet for på to uger at gøre ham til helt i lokal-tv.
I ’The Rehersal’ tager han skridtet længere ud og bliver – som Skeet nævner for en uforstående Fielder – en slags Willie Wonka’sk mastermind, hvor deltagere træder mere eller mindre uvidende ind i Fielders kontrollerede kopi af virkeligheden, hans socialpsykologiske legeland. Hvem er egentlig til rådighed for hvem?
Det spørgsmål bliver kun sværere at besvare i de følgende sammenhængende afsnit, hvor den 44-årige meget religiøse og noget kræsne Angela udlever at være mor, fra barnet er 0 til 18 år – på to måneder. Selvfølgelig med rigtige børn i rollen – mindre kan ikke gøre det!
Den tiltænkte til at udfylde farrollen i Angelas biodynamiske drømmetilværelse på landet udviser hurtigt diverse red flags. Fielder træder til som substitut og indlever sig i familieprojektet med Angela samtidig med, at han fortsætter øvelser med andre.
Øvelserne begynder at inkorporere en mere emotionel dimension, da en mand i strid med sin bror om retten til bedstefarens arv bliver taget igennem et vildt scenarie for at fremkalde en rigtig følelsesmæssig reaktion – i øvelsens virkelighed, vel at mærke.
Hvis åndsfællen John Wilson i sin fremragende ’How to…’-serie – som Fielder producerer – virker som en alien, der på semi-antropologisk vis observerer de bizarre sider, der gør os til mennesker, optræder Nathan Fielder som et fremmed væsen, der finder personer med specielle karaktertræk, som er villige til at indgå i hans eget lukkede læringsforløb af, hvad mennesker tænker og føler.
Galt eller genialt. Eller begge dele. Jeg har svært ved at komme i tanke om noget mere besynderligt, uforklarligt og så absurd sjovt Nathan Fielder og ’The Rehersal’.
Kort sagt:
Den absurde iscenesætter par excellence Nathan Fielder er tilbage, og i de mange lag af illusioner gemmer sig den ene lårklaskende scene efter den anden. Og endda også øjeblikke af noget emotionelt og menneskeligt ærligt. Eller også er det også bare en illusion.
Anmeldt på baggrund af tre afsnit.