(Listen er opdateret 24. oktober 2025)
’Weapons’
Forventningerne var tårnhøje til det store nye gyserhåb Zach Creggers opfølger til gennembruddet ’Barbarian’. De blev dog i høj grad indfriet med sommerens store horror-blockbuster ’Weapons’.
På præcis det samme tidspunkt, 2.17, løber alle pånær ét barn fra samme skoleklasse hjemmefra, alle med spredte arme ud i mørket, hvor de forsvinder sporløst, hvilket skaber chok og splittelse i lokalsamfundet.
Efterveerne af tragedien foldes både virkelig uhyggeligt, gribende og en lille smule tragikomisk ud fra forskellige perspektiver – blandt andet børnenes klasselærer, spillet af Julia Garner, og en far (Kurt Russell) der kommer på sporet af skjulestedet.
‘Sinners’
Hvad får man når man blander to gange Michael B. Jordan, sydstatsgotik, vampyrer og riverdance? Ryan Cooglers komplet originale blockbuster ‘Sinners’, som sætter sig i både krop, sjæl og hofter!
Vi følger tvillingebrødrene Smoke og Stack, der vender tilbage til deres hjemby med masser af sorte penge og sætter stort ind på at åbne en juke joint, hvor den sorte befolkning kan drikke, danse og være glade.
Lige så pirrende det er at se dem lægge planer, tager tingene dog en endnu mere vanvittig drejning, da den boblende åbningsaften bliver afbrudt, da en irsk strejfer banker på døren. Mere forhåndskendskab skal man helst ikke have til ‘Sinners’, der skal stornydes i al sin vanvittige vigør.
’Det andet offer’
Med alt fra serier som ’The Pitt’ til ’This Is Going to Hurt’ frisk i erindringen er det ikke en nem opgave at bringe nye perspektiver og energi ind i hospitalsdramagenren.
Men det lykkes den unge danske instruktør Zinnini Elkington faktisk med i sin debutfilm om den kompetente læge Alex, der kommer på dybt vand, efter hun begår en fejl under en urimeligt ressourcepresset vagt.
Fortællingen udfolder sig med en thrillers sitrende nerve, efterhånden som Alex indser konsekvenserne af sit fejltrin, og den professionelle maske krakelerer forståeligt. Flot underbygget af den unge instruktørs stilsikre arbejde med lange indstillinger, et kameraarbejde, der bringer liv til de ellers trøstesløse omgivelser, og en stille poesi, der hæver perspektivet.
Som Alex får Özlem Saglanmak et længe ventet hovedrollegennembrud i en sjældent imponerende førstegangsfilm, der ikke sætter mange trin forkert.
’Superman’
Der har ikke været meget at råbe hurra for i Superman-universet i mange år. Det har James Gunns store nye DC-satsning til gengæld endelig lavet om på.
I den nye version har den nye stjerne David Corenswet trukket i den ikoniske dragt, mens ærkefjenden Lex Luthor spilles af Nicholas Hoult i ondskabsfuld og bitter topform.
Ganske klassisk kommer helten i karambolage med et fatalt komplot fra superskurken, der håber på at få ham ned med nakken én gang for alle. Imens forsøger kæresten Lois Lane (Rachel Brosnahan) at redde ham.
Den nye»velspillede og medrivende ’Superman’ er alt, hvad en storfilm om verdens mægtigste superhelt bør være: farverig, berusende, håbefuld – og for alle«, skrev Soundvenues anmelder i en femstjernet.
’Triangle of Sadness’
Svenske Ruben Östlund lavede sin mest underholdende film til dato, da han lod en ekstremt eksklusiv yacht fuld med rigmænd gå til grunde, hvorefter de overlevende – fra de mest velhavende gæster til rengøringspersonalet – skaber deres eget magthierarki på en øde ø.
Guldpalme-vinderen vakte især opsigt for sin ubønhørligt udførlige bræksekvens, der er så ulækker, at det vender sig i maven, mens man samtidig græder lidt af grin.
‘Triangle of Sadness’ lever dog udover sin klamhedsfaktor især højt på sine vindende skuespilpræstationer – fra Woody Harelson til Vicki Berlin og ikke mindst filippinske Dolly De Leon, der som skibets toiletskrubber besidder de bedste overlevelsesevner, men viser sig lige så magtsyg som, de cheftyper hun er blevet kommanderet rundt af hele livet.
Filmen er fra start til slut en nervepirrende og ekstremt sjov katastrofetanke. »Stor – og absurd underholdende – kunst!«, som Soundvenues filmredaktør formulerede det.
’Reality’
»Jeg prøver ikke at være Snowden«.
Det gentager den unge whistleblower Reality Winner (hendes rigtige navn) adskillige gange i afhøringsdramaet ‘Reality’, der næppe kunne være længere fra pumpede Hollywood-behandlinger a la Oliver Stones ‘Snowden’.
Her tegnes der i stedet et mystisk og ubehageligt billede af skrækforestillingen: »Tænk hvis det var helt almindelige lille dig, der blev afhørt?«, som Soundvenues Thea Thorp skrev i sin femstjernede anmeldelse.
Filmens dialog er hentet direkte fra den dag i 2017, hvor der troppede et helt hold FBI-agenter op i den unge kvindes forhave og afhørte hende for at have lækket fortrolige dokumenter fra den amerikanske sikkerhedstjeneste, der beviste, at Rusland havde påvirket Trumps valgsejr året inden.
Den 25-årige Reality spilles af Sydney Sweeney, der viser fremragende nye takter som det stik modsatte af sine kendte karakterer i ’Anyone But You’, ‘Euphoria’ og ‘The White Lotus’.
‘Druk’
Thomas Vinterbergs Oscar-vinder er en af hans bedste film til dato.
I centrum står Mads Mikkelsen i en suveræn præstation som den udbrændte gymnasielærer Martin, der sammen med vennerne Tommy (Thomas Bo Larsen) og Nikolaj (Magnus Millang) sætter sig for at afprøve den norske filosofs Finn Skårderuds tese om, at en funktionspromille på 0,5 kan vække den menneskelige sjæl op til dåd.
Men lige så vidunderlig rusen er til at starte med, stikker alkoholismen selvfølgelig også sit ansigt frem i eksperimentet.
Hvad der starter som en ublu hyldest til alkohol, ender som noget meget mere nuanceret. Og så er slutscenen en af de bedste i nyere tid.
’The Witch’
Med debutgyset ’The Witch’ blev Robert Eggers et uundgåeligt instruktørnavn, og filmen fra 2016 har allerede nyklassikerstatus.
Vi befinder os i 1630’ernes USA, hvor en puritansk familie forvises og må slå sig ned et nyt sted – i hvad de tror er den øde natur, men hvor der gemmer sig noget mere.
For da familiens datter Thomasin passer sin lillebror, forsvinder den lille baby lige pludselig, og herfra fortsætter mystikken kun på grumme måder, man helst skal vide så lidt om som muligt.
»’The Witch’ er ikke en af den slags gysere, der råber bøh! og skrider. Robert Eggers leverer et langsommere og mere grundigt gys, der sætter sig i kroppen«, som Soundvenues anmelder skrev.
‘Dune: Del 2’
Denis Villeneuves ’Dune’-film er nogle af de seneste års mest spektakulære visuelle biografoplevelser. Og nu er begge film mulige at streame derhjemme.
’Dune: Del 2’ skruede sågar op for spændingen og karaktergalleriet og formåede at forvandle selv etterens skeptikere til fans.
Her har Timothée Chalamets modvillige profet Paul Atreides sluttet sig til Zendaya og Fremen-folket, der ledes af den fundamentalistiske Stilgar (Javier Bardem på slap line!). I baggrunden trækker moderen Lady Jessica i magtens tråde via matriark-ordenen Bene Gesserit.
I den skaldede og ondskabsfulde Harkonnen-lejr kan man glæde sig til gensyn med Stellan Skarsgård som led voksenbaby i tjærebad og en kampklar glatbarberet Austin Butler som nevøen Feyd-Rautha. Som Soundvenues anmelder skrev, er det en femstjernet »forbløffende sci-fi-saga, der både er ikonografisk dårende og forpustende spændingsfyldt«.
’All of Us Strangers’
Det er lidt af et vindermatch at parre Paul Mescal med Andrew Scott.
I den stemningsfulde og mystiske romance ’All of Us Strangers’ fra den prominente film- og serieskaber Andrew Haigh (bag ’Weekend’ og ’Looking’) møder de to mænd hinanden under en brandøvelse i et ellers utroligt tomt London-højhus, hvor de begge bor. Scotts usikre og midaldrende manuskriptforfatter Adam lader sig modvilligt falde for den mere udadvendte Adam.
På sidelinjen af forelskelsen er der dog nogle usandsynlige tilskuere. Nemlig spøgelserne af Adams forældre der døde i et biluheld, da han var barn. De rumsterer nemlig stadig i hans barndomshjem, hvor han gang på gang tager ud for at se sine traumer i øjnene.
Resultatet er en både mærkværdig, men også ekstremt gribende film.
‘Dronningen’
May el-Toukhys grumme drama om en kvinde, der forfører sin teenage-papsøn med voldsomme konsekvenser til følge er slet og ret en af de forgange årtis vigtigste danske film. Trine Dyrholm er frygtindgydende god som (moder)naturkraften Anne, der opsluger svenske Gustav Lindh med hud og hår på et ’Antichrist’-smægtende visuelt bagtæppe af skovens dybe, våde vildnis, der grænser op til familiens skarpkantede skandinaviske designvilla. Og hudfletningen af, hvordan samfundets dyrkelse af ung maskulin virilitet – i modsætning til sager om teenagepigers seksualitet – overskygger svigtets alvor og magtforholdets sjæleknusende konsekvenser, er mesterligt iscenesat og debatværdigt.
’Trap’
M. Night Shyamalan er berømt og berygtet for sine vilde ideer og vanvittige twists. Med koncertthrilleren ’Trap’ har han skabt en af sine mest geniale præmisser længe og resultatet er ifølge Soundvenues anmelder »syndigt underholdende«.
I ‘Trap’ tager den kærlige familiefar Cooper sin 12-årige datter med ind for at se det Taylor Swift-store popfænomen Lady Raven, som belønning for hendes flid på skolebænken.
Koncerten viser sig dog hurtigt at være mandsopdækket af politi, da man mistænker, at den eftersøgte seriemorder The Butcher har købt billet. Og mens Shyamalan normalt har for vane at gemme de store afsløringer til sidst, ved vi her fra start, hvorfor det setup bliver en overordentlig knibe for Cooper. Han er nemlig den eftersøgte gerningsmand.
‘Barbie’
Der er god sandsynlighed for, at du allerede har set ‘Barbie’, som både var årets mest sælgende film, og den vi kårede som 2023’s bedste.
Men hvis du ikke var blandt de mange, der løste billet i biografen, har du en både storslået og smuk komedie til gode, hvis udgangspunkt i et stykke legetøj, instruktør Greta Gerwig har givet både nerve og stil.
Margot Robbies Barbie lever en bekymringsfri tilværelse i Barbieland, hvor ‘kvinderne’ styrer og Ken-dukkerne er dem, der er til pynt. Den lyserøde idyl bliver dog sat over styr, da virkeligheden begynder at snige sig ind på dukkerne. Barbies altid stiletformede fødder flader ud mod jorden, og hun begynder at tænke på døden midt i ellers uendelige diskofester. Ryan Gosling leverer årets måske sjoveste præstation som »just Ken«, der drømmer om at være nok for Barbie. Og filmen er mere end kenough!
’The Farewell’
Glem alt om, hvorvidt du synes eller ikke synes, at komikeren Awkwafina er sjov i sine humoristiske roller a la ’Crazy Rich Asians’, for her leverer hun en dramatisk storpræstation. Awkwafina spiller amerikansk-kinesiske Billi, der rejser fra sin semimislykkede tilværelse som forfatter i New York tilbage til Kina, hvor hendes farmor er dødeligt kræftsyg. Hvilket familien efter kinesisk tradition undlader at fortælle hende.
Lyder det for mærkeligt til at være troværdigt, så er det faktisk instruktør Lulu Wangs egen historie, hun her gengiver med skønt blik for sammenstødet mellem amerikanerdelen af familien og den del, der er blevet tilbage i hjemlandet. ’The Farewell’ er faktisk sjov og ja, den er indbegrebet af det, man med et forslidt ord vil kalde hjertevarm.
‘Banshees of Inisherin’
Hvem skulle have troet, at en vindblæst film om to sure mænd i en irsk landsby anno 1920’erne rummede en af de mest hjerteknusende fortællinger om venskab set på film– totalt i tråd med nutidens besættelse af vennebreakups?
Den simple hyrde-type Pádraic (Colin Farrell), ved ikke hvad han skal stille op, da hans bedste ven Colm (Brendan Gleeson) ikke gider med ham hen på pubben, som det ellers har været ufravigelig tradition.
»Have y’been rowing?« spørger hans kloge søster Siobhan, men det har de ikke. Colm har bare besluttet, ikke at spilde mere af sit liv på sin »kedelige« kammerat, som han måske mest har hængt ud med i manglen på bedre. I stedet vil den ældre herre komponere udødelig kunst på sin violin. Det har P´ádraic bare ikke særlig let ved at forstå, og bruddet bliver en både sørgeligt og overraskende voldelig affære i længden.
Eminente skuespilpræstationer, smægtende irske one-liners, blod, brand, tårer og søde miniæsler. Den sprængfarlige sorthumorist Martin McDonaughs seneste film har vitterligt det hele.
’Wonka’
Timothée Chalamet har aldrig været på slappere line end som Willy Wonka, der i ’Paddington’-instruktør Paul Kings prequel blot er en ung mand, der kommer til storbyen med en syngende chokoladedrøm.
Hvor man kender chokolademageren som en CEO-type grænsende til det uhyggelige (især i Johnny Depps portræt fra 2006 med hårrejsende oompa loompaer), er Chalamets Wonka anderledes mild og melodisk. Instruktøren King sørger dog for sin velkendte crazykomik med Olivia Colman som ond vaskekone og har fundet på en ret så morsom ond chokolade-illuminati, der styrer byen og vil have nytilkommeren ned med nakken.
Musicalen er desuden fuld af snedige chokoladebangers. Og så må du selvfølgelig ikke gå glip af Hugh Grant i monstergnavent miniatureformat som den oprindelige oompa loompa.
’Furiosa: A Mad Max Saga’
Som efterfølger til det banebrydende actionmesterværk ’Mad Max: Fury Road’ (som også kan ses på Max!) var ’Furiosa: A Mad Max Story’ næsten dømt til at undervælde.
Det var dog ingenlunde tilfældet for den længeventede prequel, der langt henad vejen leverede et kritikerrost actionbrag, der var forgængeren værdig.
I denne origin story forstår vi, hvad Charlize Therons fåmælte helt Furiosa er gået igennem, før hun møder Max, og det er ikke så lidt. Først og fremmest en årelang kamp for hævn over bandelederen Dr. Dementus, uimodståeligt overspillet af Chris Hemsworth i en rolle, der både tager pis på Thor-figuren og betræder nye veje for den australske hunk.
’Furiosa’ får actionaspiranter som ’John Wick’ og ‘The Fall Guy’ til at blegne, og det er sådan set meget godt gået af en instruktør på nette 79 år.
’Unpregnant’
’Euphoria’s Barbie Ferrera og ‘The White Lotus’-skuespiller Hailey Lu Richardson agerer dynamisk duo I noget så sjældent som en komedie om abort i USA.
Da 17-årige Veronica i en toiletbås på skolen opdager en streg for meget på sin graviditetstest, får hun desperat brug for et lift, der kan bringe hende væk fra pro-life-staten Missouri. Det bliver til en 14-timers roadtrip med eksveninden Bailey, hvor intet går som planlagt.
»Forhåbentlig kommer vi til at se tilbage på ’Unpregnant’ og ryste på hovedet ad, hvor lidt vi engang talte om aborter, men lige nu er filmen et underholdende bud på, hvor den samtale kunne starte«, skrev Soundvenues anmelder ved filmens premiere i 2020. Siden er emnet kun blevet mere relevant med udviklingen i USA, og selvom der findes mere originale filmiske takes på aborttemaet, er ’Unpregnant’ et af de mere fornøjelige indspark.
‘Verdens værste menneske’
Selvom man måske skulle tro, at popkulturen efterhånden havde udtømt samtlige millennial-navler for eksistentielle spørgsmål af varierende spændingsniveau, leverede den norske mester Joachim den tredje film i ‘Oslo’-trilogien, der faktisk formåede at genopfinde det skamredne generationsportræt med skandinavisk fortegn og frisk ironisk finesse.
’Verdens værste menneske’, den 30-årige Julie, er endnu en selvoptaget ung kvinde, der repræsenterer sin generations almene tvivl. Men hun er også bare et ærligt og smukt filmisk spejl for nogle følelser og diskussioner, der ikke har mistet relevans, bare fordi Hollywood i kølvandet på ’Girls’ masseproducerede smukke neurotikere i popkulturen. Det er en legende fornøjelse at følge hende gennem sit unge voksenliv, hvor hun smilende dropper både uddannelser og elskere for at finde sig selv.
’Once Upon A Time In Hollywood’
Med ’Once Upon a Time in Hollywood’ skabte Quentin Tarantino sin mest nostalgiske film til dato (hvilket ikke siger så lidt!) – en melankolsk hyldest til Hollywoods gyldne æra anno 1969, hvor den amerikanske nybølge bankede på døren, mens Manson-kulten spøgte i periferien af La La Land med en uafrystelig tragedie til følge.
Men Tarantino tager sig som vanligt friheder med sin fortolkning af historiens gang, når han giver Hollywood uskylden tilbage med en herlig hang out-film om den fallerede tv-stjerne Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) og hans stuntman Cliff Booth (Brad Pitt).
Det er en udsøgt fornøjelse at være i de to has beens’ selskab, når de kører gennem Los Angeles’ gader (optaget på sprød 35mm med en utroligt detaljeret scenografi) og får sig en drink eller to for meget. DiCaprio og Pitt har en gnistrende kemi som to forskellige mandetyper, der er ude af trit med tiden omkring dem. Den improviserede scene, hvor Dalton desperat bryder sammen i sin trailervogn efter at have glemt sine replikker for gud ved hvilken gang, står blandt filmens bedste.
‘High Life’
I den mere afdæmpede ende af Robert Pattinsons imponerende spændvidde, finder man hans rolle som Monte i den franske auteur Claire Denis’ engelsksprogede debut, ’High Life’ – en meditation over instruktørens faste temaer som isolation, tid og hukommelse.
Monte befinder sig ombord på et rumskib i deep space, på vej mod det nærmeste sorte hul. Han er dog ikke en heltemodig astronaut men et udskud, der afsoner en dødsdom på rumskibet, som skal udvinde energi fra det sorte hul.
Pattinson er det følelsesmæssige anker i Denis’ kliniske blik på menneskelige drifter, hvor særligt scenerne med hans datter, som undfanges på den lange rumrejse, er fremragende. Men det er i de lange passager, hvor Pattinson er eneste person i billedet, at han virkelig fastslår sin gudsbenådede screen presence.
‘Navalny’
Systemkritikeren Aleksej Navalnyj, som i 2020 fik et voldsomt ildebefindende på et fly over Rusland, og som kun med nød og næppe overlevede, da han blev fragtet fra et hospital i Sibirien til behandling i Berlin. Det er hans historie – og ikke mindst dén historie – Daniel Roher fortæller i ’Navalny’, og det er stærke, ja nærmest ufattelige, sager. For ja: Navalnyj blev forsøgt myrdet.
Man måber, når man hører den uforfærdede politiker fortælle om det på mange måder ubehjælpelige attentatforsøg. Og kæben ryger helt ned i jorden, når man ser ham ringe op til nogle af de mænd, der stod bag og eksekverede attentatet – især når nogle af dem springer i med begge ben. Man får også næsegrus beundring for en mand, som risikerer alt – alt – i sin kamp mod den russiske despot.
‘The Batman’
Det kræver sin superheltevision at skille sig ud i sværmen af DC, Sony og Marvel-eposser i disse år. Og det er heldigvis præcis, hvad Matt Reeves’ ’The Batman’ er.
Her møder vi Bruce Wayne to år inde i karrieren som Gothams hævner. Reeves springer taknemmeligvis over den gennemtærskede gengivelse af, hvordan Bruce som barn så sin myrdede mors perler falde som uskyldshvide tårer på byens slimede asfalt, og hudfletter i stedet, hvordan den traumatiske hændelse fortsat plager vor voksne helt i en sådan grad, at han skyer al social kontakt.
Robert Pattinsons introverte milliardær er dermed milevidt fra Christian Bales version, og sammen med den udpræget David Fincher-inspirerede krimiæstetik – og Paul Danos ‘Zodiac’-Gækker – gør det ‘The Batman’ til en forfriskende anderledes, mørk superhelteoplevelse. Sat til tonerne af Nirvanas ‘Something in the Way’.
‘The Fallout’
På en helt almindelig high school-formiddag bryder helvede pludselig løs omkring Vada (Jenna Ortega), da en skoleskyder går amok. Gerningsmanden når at dræbe et større antal elever før politiet når frem, alt imens Vada og skolens mest populære pige, Mia (Maddie Ziegler) knyttes tæt sammen, da de tilfældigvis gemmer sig på det samme toilet.
I dagene og ugerne efter kan hverken Vada eller Mia overskue andre end hinanden. Men mens venskabet bliver stadigt dybere, og Mia åbenbarer overraskende nye sider, sitrer Vada samtidig af en indre restløshed.
Jenna Ortega er en af de klareste stjerner på Hollywoods stjernehimmel, og selvom ‘The Fallout’ er blandt ‘Wednesday’-stjernens mere oversete, bør man ikke misse den. Over for hende genvinder Maddie Ziegler skuespilleræren efter den totale Sia-instruerede filmfadæse ‘Music’.
Det er en smuk og melankolsk film om venskab, angst, sex og livet som teenager i det moderne USA, hvor skoldeskyderier er en grotesk tilbagevendende tragedie.
’The Tale’
HBO’s originalfilm ’The Tale’ er instruktør og dokumentarist Jennifer Fox’ egen historie om et seksuelt forhold, hun havde som barn. I filmen spiller Laura Dern den 48-årige Jennifer, der bliver konfronteret med fortiden igennem en gammel stil, hun skrev som 13-årig.
Heri beskriver Jennifer forholdet til sin løbetræner, og hvordan denne og en kvindelig ridelærer sammen forførte hende – ud af kærlighed og gensidig respekt, skriver purunge Jennifer, som kun et uskyldigt barn kan idealisere en forkvaklet seksuel relation.
’The Tale’ er en af de mest kompromisløst komplekse skildringer af et ‘Lolita’-forhold, der nogensinde er kommet ud af Hollywood. Og den er sindssygt vigtig i sin svære nuancering af Jennifers minder, der blander skyld og skam med spørgsmål om, hvorvidt barnet til en vis grad også selv legede med drifterne.
Med instruktørens kulegravning af offerskam og diskrepansen mellem barne- og voksenmoral smadrer ’The Tale’ Hollywoods lillepige-feticheren med en wrecking ball.